Jeg græmmes. Jeg sidder foran min plasmaskærm og græmmes til et punkt hvor jeg får våde øjne. Egentlig burde jeg grine højlydt og klaske håndfladerne mod lårene. Men det går ikke. Fast & Furious 6 er nemlig en af de mest pinligt klodsede skodfilm, jeg nogensinde har set, og eftersom hver eneste replik leveres med en stor dosis ultrabelastende bad-ass-attitude, er det svært ikke at opleve en dosis usandsynligt koncentreret flovhed.
Vin Diesel, Paul Walker og Dwayne Johnson kæmper febrilsk med manuskriptet, der stinker fælt, og Justin Lin viser endnu en gang at han hverken forstår vigtigheden i troværdig karakterudvikling, motiv, tematik, struktur, logik, balanceret tempo eller grundlæggende personinstruktion. Denne film er frygtelig, ganske enkelt.
Historien starter på Kanarieøerne, hvor Brian og Dominick har slået sig ned med de millionerne, de stjal i Fast & Furious 5 (hvor de trak en 400 ton tung bankboks efter en Dodge Charger). The Rock hilser på, hårdt pumpet som altid, og tilbyder dem begge en renvasket straffeattest, hvis de følger med ham til London for at stoppe en international terrorist ved navn Shaw. Eftersom hverken Interpol, Delta Force, Navy Seals, SAS, FBI, CIA eller Scotland Yard har formået at fange denne ultrasnedige superskurk, er de gamle bonkammerater Brian og Dom ganske enkelt U.S. Diplomatic Security Services sidste udvej.
Selve tanken om at en bunke semiudmattede lattergasbrugere, der for et par år siden brugte dagene med at skifte fælge på en knaldorange Supra, nu lever livet som jordklodens mest efterspurgte superagenter er så bizar, at den ikke engang ville fungere i et afsnit af James Bond Junior.
Det bliver ikke bedre af handlingen vælter rundt som en hoppebold, eller at figurerne fremstår som trætte robotter hvis konstruerede jargon bliver nærmest smertefuld i lange stunder. Da jeg når frem til slutningen og den superringe scene med det fastboltede militærfly, der holdes nede på jorden af tre styks trimmede småbiler, så er jeg så træt af den dårligste film i denne ret ujævne filmserie at jeg falder i søvn.
Ekstramateriale:
En spændingsløs minidokumentar med en pokkers masse Dude Bro-hilsner og gutterale latterbrøl, samt et par fraklippede scener, der dufter af daggammel fiskerens, er hvad der bydes på. Intet der er værd at råbe hurra for, altså.
