Som knægt havde jeg en sær fascination af western-tegneserier. Sølvpilen, Jonah Hex og Wild West stod for min underholdning i den genre, selvom jeg i sidste ende foretrak helte med superstyrke og farverige dragter. Lone Ranger gik under min radar, på trods af at figuren har eksisteret siden 1930'erne. Nu er den maskerede helt tilbage takket være Disney med Jerry Bruckheimer og Gore Verbinski ved rorpinden.
Det betyder naturligvis også at vi skal opleve action, eksplosioner, en stuntliste med hundrede af navne og biljagter. Sidstnævnte er dog selvfølgeligt skiftet ud med de mere tidsvarende tog og heste. Men udover den detalje, er det nøjagtig som man kunne forvente fra den sammensætning af filmskabere. Johnny Depp tager rollen som Tonto og gør det som man kunne forvente, hvis man har set Pirates of the Caribbean: med skæv humor og en god dosis antihelt.
Vi får historien om hvordan Lone Ranger blev en legende - udover at virkelighedens ørken-sherif ifølge nogle historikere sikkert var sort. Men det gør ikke så meget for historien, for den genfortælles nemlig af en oldgammel Tonto i et omrejsende San Fransisco-tivoli i 1933. Så der er taget sig nogle friheder, ikke mindst fordi Tonto efter al sandsynlighed har mistet en del af forstanden. Så historien inkluderer dræberkaniner og en prostitueret (spillet af Helena Bonham Carter) der er udstyret med et (i bogstaveligste forstand) elfenben, der naturligvis kan skyde med skarpt. Det er sært og fjollet, men samtidig er det, hvad der gør action-farveladen acceptabel.
Armie Hammer gør det godt som den kejtede Lone Ranger, der pludselig står over for en bunke grumme skurke (anført af William Fichtner i rollen som Butch Cavendish) og grådige kapitalister. Heldigvis kammer historien ikke over i en omgang patriotisk ævl, men viser nærmere det amerikanske folk som en bunke grådige nybyggere. Det synes jeg godt om. John og Tonto ender selvfølgelig sammen som den dynamiske forbryderbekæmper-duo, og de gør det ganske godt.
At Hans Zimmer leverer et (især i første halvdel af filmen) forrygende soundtrack er kun med til at cementere oplevelsen som en actionfyldt omgang ballade, der ikke skal tages for seriøst. Det er med andre ord en underholdende familiefilm. Også selvom jeg er sikker på at skyderierne, blodet og de prostituerede nok skal stryge visse forældres hår den forkerte vej. For det er en spaghetti-western med alt hvad det tilhører, dog i langt mere familievenligt format end eksempelvis Durango og andre nyere western-eventyr.
Som sagt er det dog en actionfilm, der med sin længde på toenhalv time trækkes lidt for langt, og har man ikke de rigtige briller på til den slags, vil man sikkert kede sig bravt.
Jeg nød dog de platte scener, de overdrevne nærmest cirkusagtige stunts og den tilforladelige humor, men ifølge Metacritic er jeg tæt på den eneste anmelder med den holdning. Det hele kan dog også blive for seriøst, og The Lone Ranger er et fint afbræk, der leverer flot popcorns-underholdning med masser af action og nogle herlige og til tider ægte western-brutale personligheder.
Den afsluttende togjagt, akkompagneret af en ny-komponeret William Tell Overture, er ligeledes lækkert fortolket af Geoff Zanelli og Hans Zimmer. Om man får kvalme af den slags, skal jeg ikke kunne sige, men det er til tider lidt for ih-hvor-har-vi-det-sjovt-agtigt i sjette gear.
Nogen klassiker er The Lone Ranger ikke, men skal sønnike se med på storskærmen eller datteren vænnes af med Barbie-dukker, så er det her et godt sted at starte.
Ekstramateriale:
Der bydes på de sædvanlige fraklip og (ikke særligt sjove) bloopers, men kødet skal findes i tre mindre dokumentarer.
Armie's Western Road Trip tager os på en rejse gennem det sydvestlige USA. Skuespilleren Armie Hammer leverer en entusiastisk guidet tur gennem Det Vilde Vesten, hjulpet af nulevende comanche-folk, der fortæller om hvor filmen leverer faktuelle iscenesættelser og hvor den fejler. Det er ikke National Geographic-standard, men det er flot i HD.
Becoming a Cowboy lader os opleve skuespillernes strabadser for at lære rollen som ægte cowboys i en træningslejr fyldt med netop en bunke hårdføre kodrenge.
Riding the Rails tager os på tur på jernskinnerne og sender os bag kulisserne i endnu en vellavet dokumentar.
Ekstramaterialet er kort sagt med til at sikre den forholdsvis høje karakter, hvis du er til den slags.