Skip to main content
Gamereactor Film Now You See Me
Film

Now You See Me

David Copperfield møder Robin Hood i et energisk og storladent trylleshow, serveret med højrøvede effekter og ingen respekt for sund fornuft.
Torben Andersen 9 december 2013

Ekstramateriale: Blu-ray udgaven er leveret med en ekstra DVD-kopi, men derudover intet ekstramateriale.

Måske er det bare mig. Barndommens naive fascination for tryllekunst er i dag skiftet ud med en bidende irritation. Jeg kan ikke længere fryde mig over magiens uforklarlige mystik. I stedet vil jeg kende trickets anatomi og vide hvordan illusionen bliver skabt. Får jeg ikke serveret denne viden, bliver jeg som en præmenstruel kvinde. Dette er spændingsfeltet som Now You See Me sætter på scenen: Tricket - og trickets tilblivelse. Men, forløsningen kræver også, at filmens illusion hænger sammen. Lurer du en smule mistro mellem linjerne?

Now You See Me kan bedst beskrives som en klassisk "heist movie", a'la Ocean's Eleven, tilsat magiske shows og et strejf tegneserie. Fire magikere i elite-klassen hidkaldes af en ukendt dirigent for at skabe storstilede trylleshows, men også med en sekundær agenda: Magikerne er samlet af et gammelt ægyptisk broderskab kaldet "The Eye", som siden oldtiden har anvendt tricks og trylleri til at distribuere rigdomme mere ligeligt mellem folket. Nu kan der så ikke afsløres mere, uden at jeg må trykke på spoiler-alarmen.

Det er et energisk, storladent og stilfuldt filmværk med iscenesættelsens brede skuldre. Mådehold er just ikke filmens styrke, hvilket i den grad også kendetegner mainstream-instruktøren, Louis Letterier, som blandt andet har Clash of The Titans, The Incredible Hulk og The Transporter 2 på sit CV. Typisk for hans generation er gamle filmtricks med spejle, snyd og vinkler, kategorisk blevet erstattet med computerens regnekraft, teknologiske overspringshandlinger og digital animation - og det er der dæleme ikke meget magi i.

Som i Ocean's Eleven fører hele fortællingen mod et definitivt kup, hvor illusionens kraft trækker publikum rundt ved næsen, indtil sløret løftes for alle kuppets mellemregninger så vi afslutningsvis sidder med en forløsning: "Nå ja, havde vi bare været lidt klogere og opmærksomme på de talrige hints, havde vi måske regnet den ud". Niksen. Det sker ikke i Now You See Me, fordi chance-elementet forkastes på grænsen til det latterlige. Publikum har ikke en minimal chance for at regne tricket ud, når hændelserne står på planken af troværdighed og almindelig sund fornuft.

Now You See Me er en tempofyldt film med et strejf af fornyelsens friske dunst, men også fortænkt på vej mod en gennemgnavende irritation i kroppen, for planen lander en kamel som er for stor at sluge. Ikke desto mindre er sceneshowet skåret så skarpt og pænt poleret, at der er støv nok i hatten til den kommende 2'er, men, mådehold og mindre effektjageri havde klædt trylleshowet noget så gevaldigt.

Fuld profil 152 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.