John (Rob Mayes) er en slacker med hang til alkohol, esoteriske stoffer og punk-rock. Men han er ikke hovedpersonen i denne film. Det er hans ven, David Wong (Chase Williamson), der starter filmen med at fortælle journalist Arnie Blondestone (Paul Giamatti) et syret flashback om at hugge hovedet af en zombie med en økse, og dette flashback har intet med resten af historien at gøre. Det har de efterfølgende flashbacks om førnævnte syrede kødmonster og spøgelser heller ikke. Men de tjener et fornuftigt formål med at sætte tonen for hvad der hurtigt viser sig at være en meget fantasifuld og hyperaktiv fortællestil.
Oplægget er, at David Wong mødte en clairvoyant rastafari til en fest, der gav hans ven et mærkværdigt stof, han kaldte "soya sauce". Ved et uheld fik David også selv injiceret stoffet og pludselig kan han se væsner og dæmoner, som resten af verden ikke kan. David sidder og fortæller hele historien til journalisten Arnie, men ærligt talt har Arnie bedre held med at finde hoved og hale i historien end seeren har.
Et godt stykke vej ind i filmen får instruktøren endelig tid til at diske op med et egentligt plot, i stedet for at overfalde os med den ene syrede, episodiske fortælling efter den anden. Hvad "soya sauce" egentlig er får han dog aldrig forklaret, og det går heller ikke så godt med at få udviklet nogle af Davids entourage af syrede bifigurer, såsom den enarmede pige Amy (Fabianne Therese) og hendes hund Bark Lee, eller media-darlingen Albert Marconi (Clancy Brown), der på trods af meget lidt screentime alligevel formår at stjæle de scener, han er med i, såsom når han besejrer en dæmon med et enkelt telefonopkald.
John Dies At The End er baseret på en roman skrevet af Jason Pargin, der udgav den under pseudonymet David Wong (ja, samme navn som hovedpersonen). Jason er chefredaktør for den fænomenalt morsomme internet-side Cracked.com og man kan godt mærke, at der har været et seriøst skævt overflødighedshorn af kreativitet bag originalhistorien. Skuespillerne gør også deres allerbedste med at få det vidtomfavnende manuskript til at give bare noget mening, og der er bestemt ikke mangel på en nærmest Joss Whedon-møder-Douglas Adams agtig humoristisk tilgang til hele affæren.
Det er en enormt medrivende film, netop fordi den er så bizar og så fantasifuld og har så god humor omkring sig selv. Men man kan også mærke, at den har alt for meget, den gerne vil nå at fortælle, på alt for kort tid. Så man når aldrig rigtig at komme til at kende nogle af figurene andre end David Wong himself - heller ikke hans ven John, som dog har nogle af filmens bedste replikker - og når vi endelig når frem til hvad plottet egentlig handler om, så er filmen faktisk allerede næsten overstået. Hvis vi havde haft mere tid til at komme hele vejen rundt, eller hvis der omvendt havde været en lidt mere nådesløs hakken i manuskriptets mange blindgyder og narrative omveje, der viser sig ikke at have noget med hovedplottet at gøre, så havde historien måske fremstået mere tydelig.
Man får lyst til at se filmen flere gange, bare fordi skuespillet, effekterne og humoren er så spot on. Men man får også mere lyst til at læse bogen eller læse mere om universet på nettet i håb om, at det giver mere mening. På den måde fungerer filmen desværre mere som en to timer lang trailer for bogen end en egentlig filmatisering. Hvis man er til syret horror-komedie med sprudlende fantasi, så er John Dies At The End en fantastisk film. Men man skal ikke forvente, at den giver alt for meget mening hverken første eller anden gang, man ser den.