X-Men serien har efterhånden en del år på bagen, og har set både storslåethed i form af den fantastiske X2: X-Men United, tragisk middelmådighed i X-Men 3: The Last Stand, og et solidt reboot i form af 2011's X-Men: First Class. Sidstnævnte er skelsættende, fordi den skiftede det gamle cast, der bestod af blandt andet Halle Berry, Ian Mckellen, Patrick Stewart og Hugh Jackmann, ud med en række nye stjerner som James McAvoy, Michael Fassbender og Jennifer Lawrence. First Class fungerede som en prequel, men betød samtidig, at kontinuiteten i X-Men universet blev en smule rystet. Nu er det tid til X-Men: Days of Future Past, der fungerer som en slags opus for X-Men universet, der kombinerer begge store casts i ét gigantisk eventyr. Som en stor X-Men fan virkede dette både storslået, ambitiøst og ganske usikkert, så jeg var både spændt og nervøs, da den sindssygt imponerende Dolby Atmos lyddemonstration rystede Imperial til grunden, og scenetæppet gik.
I en dyster fremtid kæmper mutanterne for overlevelse. Dog ikke mod intolerante mennesker nej, de kæmper mod en ny og mere dødelig fjende, nemlig de drabelige Sentinel-robotter. Det gamle X-Men cast er blandt de sidste overlevende, men for at vinde, bliver de nødt til at sende Wolverine tilbage i tiden, og stoppe Sentinel-korpset fra nogensinde at blive opfundet. Denne opgave skal det nye og yngre X-Men cast stå for, og således begynder en historie, der har plotstrenge i både fortid og fremtid.
I forvejen lyder dette som enhver X-fans våde drøm, men faktisk repræsenterer X-Men: Days of Future Past seriens hidtil stærkeste manuskript. Selvfølgelig lægger plottet op til en del adskillelse og opdeling af universet i for- og fremtid, men netop denne opdeling giver karakterne et nødvendigt pusterum i en film, der jonglerer med mange forhold og sidehistorier samtidig. Styrken ligger primært stadig mellem Magneto og Professor X, og dette gælder både for fortids- og fremtidsudgaven af karakterne. Faktisk leverer disse fire skuespillere, Patrick Stewart, Ian McKellen, James McAvoy og Michael Fassbender, filmens mest dynamiske dialogudvekslinger, og den evige strid mellem det at herske over menneskene, eller at slutte sig til dem, er mere interessant end nogensinde før. Jennifer Lawrence får også en langt mere væsentlig rolle end i First Class, og mestrer både de intense actionscener som kamæleonen Mystique, og så sandelige også de mere følelsesmæssige og nuancerede aspekter af karakteren. Også Hugh Jackmans Wolverine gør sit bedste for at forblive relevant efter en lang række film om karakteren, og heldigvis formår han at retfærdiggøre sin ret som en af de centrale karakterer i serien.
X-Men: Days of Future Past er intens og avanceret i sin plotstruktur, men holdes konstant i ave af disse ekstremt stærke skuespilpræstationer, der hele tiden finder det interessante menneskelige drama. Det er dog ikke alle karakterer, der får lige meget tid i spotlightet, og dette repræsenterer et af filmens eneste men stadig største svagheder. En karakter som Halle Berrys Storm er heftigt undereksponeret og ender mere som en slags rekvisit. Heldigvis er det ikke alle sidekarakterer, der falder igennem på samme måde. Både Peter Dinklage, som du kender som Tyrion fra Game of Thrones, og den lynhurtige mutant Quicksilver leverer begge fantastiske præstationer, der er med til at holde X-Men: Days of Future Past jordbunden.
X-Men: Days of Future Past, er en slags opus for superheltegenren, der let kan stå overfor en film som The Avengers. Og ligesom The Avengers betyder æstetik og effekter en enorm del af filmens appel, og heldigvis er dette en af filmens stærkeste kort. Først og fremmest er der en distinkt forskel på filmens 70'er tidslinje, og det dystopiske fremtidsbillede, de ondskabsfulde Sentinels udspringer fra. I 70'erne gøres der derfor brug af en række håndholdte kamerasekvenser med den karakteristiske lyd af en filmrulle. Samtidig er kostumerne beherskede og lyse, og leverer det perfekte tidsbillede. I fremtiden derimod, er kameravinklerne bredde, lyssætningen er mørk og dunkel og kostumerne er mere kevlar end tøj. Disse æstetiske og tekniske forskelle tilføjer kun til opdelingen af de to æraer.
Opdelingen er ultimativt med til at definere en film, der umiddelbart kunne se ud til at lide lidt af skizofreni eller personlighedsspaltning, men den beviser snarere X-Men-universets universelle tiltrækningskraft og personlighed. Det er en magtdemonstration i både æstetisk, teknisk og fortællermæssig filmkunst, og gennem en lang række enormt stærke skuespilpræstationer er Days of Future Past ikke bare den bedste X-Men-film, men samtidig også en stærk kandidat til den bedste tegneseriefilm. Efter en heftigt tur i biografen, kunne jeg gladeligt vandre ud i et mørkt København og sige: Mutant and proud.