"They got a cave troll" siger Boromir til sit paniske broderskab, inden en kæmpe trold, som en fem meter høj utilregnelig baby, braser gennem trædøren i Morias miner. Splinterne flyver og alt levende er i dens sigte: Orker, mennesker, dværge, hobbitter. Jeg sidder oprigtigt på kanten af sædet af frygt for troldens tunge trækølle der svinger over hovedet på Frodo.
Ni år senere ser jeg Jacksons længe ventede første del af Hobbitten. De hjemløse dværge, akkompagneret af Bilbo og Gandalf, flygter gennem troldenes underjordiske rige, forfulgt af hundredvis af fjender. Effekterne buldrer i det gigantiske set-up af flugten fra undergang; træbroer splintrer, trolde styrter mod afgrunden og alle spæner for livet i en minutiøst indstuderet scene. Der er bare lige den ene forskel: Røven er plantet inderst i stolen og hvilepulsen er helt normal. Jeg føler vitterligt ingen angst.
Jeg kan mærke det i kroppen. Noget ukendt har inficeret produktionsformerne fra Ringenes Herre til Hobbitten, for selvom trilogien er styrtende imponerende og ambitionsniveauet er endnu højere, så er kontakten med følelsesregistret betragteligt mindsket. Det var med infantil begejstring at Peter Jackson annoncerede filmatiseringen af den elskværdige Hobbitten - og med en lidt besk bismag at de 300 sider blev til tre lange spillefilm. Det lød betænkeligt, men smager maden godt kan man spise endnu mere, og længden er ikke alene om problemet.
Den unaturlige sødme var diskret men mærkbar da Peter Jacksons nye, tekniske professionalisme transformerede Tolkiens dystre fantasy-univers til en lettere parfumeret Disneyficering. Kun i få momenter, for eksempel ved Bilbos første møde med Gollum, følte en Tolkien-veteran sig hjemme i filmens opstillede karikaturer. Trods opslugende ild-flammer og sværdklinger som slår gnister føles kampene ufarlige, fysikkens regler var underlagt digitaliseringens luftlighed og Jackson tilføjede en upassende slap-stick tegneseriekomik. Måske står dets problem i anførselstegn, for muligvis var det filmselskabets intentioner at gøre Hobbitten mere børneegnet til glæde for nye 11årige fans, mens veteranerne måtte sluge det sure opstød.
Hovedmålet forude var Det Ensomme Bjerg hvor dragen Smaug havde besat guldkammeret og gjort dværgene hjemløse. Undervejs bruger Jackson sekundære konflikter som en optakt til hændelserne i Ringenes Herre: Saurons flammende øje, som forstyrrer troldmændenes radar og varsel om en ny ondskab i Tolkiens rige - alt det som en million danskere så for cirka 14 år siden. Hvis Peter Jacksons intentioner med dette set-up var at bringe nye tilskuere fra Hobbitten til Ringenes Herre, må oplevelsen føles som et granatchok når de to trilogier er så forskellige i tone og kant. Uden helt at være på samme katastrofale niveau minder det om generationskløften mellem den gamle og den nye Star Wars trilogi.
En Uventet Rejse blev noget lang i dragespyttet med en optakt og introduktion af dværge-teamet, svækket af sin manglende fremdrift. Alligevel pirrede konfrontationen med dragen Smaug forude tilstrækkeligt til at søge videre mod Det Ensomme Bjerg. På gå-ben, nu hvor de pokkers, selviske ørne ikke ville bære heltene hele vejen. Dragen Smaugs Ødemark var blandet med samme ambivalente følelse som sin forgænger, hvor dværgenes flugt i trætønder gennem en flod, vakte minder om et videospil med snydekoden slået til: Det ligner ikke helt virkeligheden og man kan umuligt dø. Først da Bilbo møder Smaug, udstyret med Benedict Cumberbatch karakteristiske og ekspressive stemmeføring, blev søvnen afbrudt og erstattet af en diabolsk stemning i guldkammeret. Fedt! Det man havde ventet på, men fornøjelsen var kun midlertidig...
De to første film havde et dominerende mål: Smaug. Men ved tredje og sidste del, Femhærsslaget, blev dramaturgiens usikkerhed og Jacksons trang til at malke guldkoen endegyldigt fejret. Det store drageopgør er overstået i filmens første akt. Hvad hvis Frodo og Sam fik likvideret Sauron efter femten minutter af Kongen Vender Tilbage? Hvordan skal man så bedrive resten af spilletiden? Tjo, Femhærsslaget forlader dragen og vender sit fokus på noget overset og komplet uventet i optakten: En krig hvor dværgene, menneskene og elverne må samle sig mod den sekundære skurk som har ulmet i hjørnet: Den hvide orks hær. Dog ikke før diplomatiet er forhandlet på plads og dværgenes konge, Thorin, skal renses for sin midlertidige og komplet påhæftede besættelse af sin egen rigdom, som en substitut for Gollums besættelse af Ringen. Vupti - så er han kureret og kampen kan begynde.
Mindre kunne have gjort det, men store ambitioner skal sluttes med maner, så Jackson eksekverer finalen med et oppustet, langt slag. Et par lig må lægges i lasten, som samtidig blotter hvor lidt tilskueren, på den lange rejse, fik knyttet sig til de ensartede og anonyme dværge. Når nogen omkommer, så føler jeg stadig ingenting. Intet i forhold til den krampende angst og frygt som Ringenes Herre antændte.
Hobbitten-trilogien er stadig en filmisk bedrift af astronomiske højder, med en visuel bjergtagende råstyrke af sjældent kaliber. Den muskuløse detaljesans og perfektion har dog den uheldige bagside, at Tolkiens univers distancerer sig fra tilskueren. Flot men uigennemtrængelig på samme tid, og skeptikeren savner det mere rustikke look og diskrete kosmetik fra Ringenes Herre, hvor det hele føles mere virkeligt, indlevende og nærværende. Hobbitten er ikke uduelig og har formentlig sin berettigelse for et yngre fantasy-publikum. Desværre føles det også som et omkostningsfuldt spildt potentiale af en Tolkien-filmatisering.
Bare fordi man får serveret budgettet til et tifoldigt antal effekter, er det ikke nødvendigvis en god ide at tømme hele skattekammeret. Ironiens triumf er, at Peter Jackson ikke lærte noget fra historien om Gollum eller Thorin: Jackson blev selv forført og bedraget af sin egen teknologiske rigdom. Hans syn blev sløret og Hobbitten endte sin film-skæbne som ... ‘his precious'.
Ekstramateriale:
Den anmeldte udgave er en trilogi-samling af de tre standard biografversioner som tidligere er udgivet på blu-ray. Der er efterfølgende udgivet både 3D versioner og extended editions, som ikke er inkluderet i denne boks. Det vil også sige at ekstramaterialet er det samme som tidligere, på en separat blu-ray skive.
Alle tre film er suppleret med omfattende ekstramateriale og videoblogs om filmens produktion og tilblivelse. Peter Jackson har en sund tradition med at invitere publikummet ind i bag scenen og fortælle om alt, lige fra modeller og sminkning til filmholdets frokost. Det er formidlet engagerende og detaljeret af filmfolk som arbejder fra seks om morgenen til ni om aftenen. Næsten synd at det store arbejde ikke havde bedre resultater.
Endvidere er der lidt promo-materiale med extended editions trailere, reklamer for Lord of the Rings videospil og musik fra filmen. Det er fint for almene fans, men dedikerede fans vil nok sigte efter en samling med de udvidede versioner.