Sjældent kan jeg mindes en film, der har haft et større pres fra alle leder og kanter end Wonder Woman. Med et voksende økonomisk og stilistisk behov for at binde film sammen i universer som Marvel gør det med Marvel Cinematic Universe, FOX gør med X-Men og nu også Universal med deres monsterfilm, er der langt større fokus på at være enkelt film ikke bare kan skinne og imponere på egen hånd, men også imponere på vegne af sine brøde- og søsterfilm. En film er ikke bare en film længere, den er et led i en kæde, og er kæden for skrøbelig så knækker den, og de sørglige brudstykker glider derefter ud i forglemmelsens periferi.
DC's filmunivers har, hvis man tager de lidt kritiske briller på, endnu ikke bestået af andet end svage led. Faktisk er det et vidunder at kæden endnu holder, for med skuffelser som Man of Steel, Suicide Squad og vigtigst af alt Batman v Superman: Dawn of Justice, har DC og Warner Bros. endnu ikke bevist at deres univers kan lede til noget som helst andet end forglemmelig middelmådighed. Ikke bare det, men instruktør og medskaber Zack Snyder har måtte trække sig fra den kommende Justice League-film under tragiske omstændigheder. Det hele er i sandhed ved at ramle, og midt i al den støj og larm udkommer Wonder Woman i en tid hvor The Mummy lurer lige om hjørnet, og Pirates of the Caribbean: Dead Men Tell No Tales stadig hersker på verdens biograflærreder - igen, vægten på filmens skuldre er gigantisk. Den skal redde DC's filmsatsning, og den skal overbevise biografgængerne og fans verden over, at det kan og skal lykkedes.
Derfor er det først og fremmest overraskende for at sige det mildt, at Wonder Woman er en bjergtagende klassisk affære, som at træde ind i en tid netop før superheltefilm nødvendigvis var kapitler i en større saga, men snarere kunne eksistere separat, isoleret, stående stolt på egne ben. Her er ingen andre superhelte, der er ingen mystisk karakter der pludselig annoncerer sin ankomst på spektakulær vis. Wonder Woman er Wonder Womans historie, og inden andres, og hun deler ikke skærmtid ud til nogen.
Filmen er historien om Diana, og vi følger hende fra barnsben i det sikre, isolerede paradis Themyscira, beskyttet af amazonerne og hendes mor, dronningen, og helt frem til de voksne år, hvor hun bevæger sig rundt på frontlinjen af første verdenskrig i hælende på den tyske hærfører, Ludendorf. Det er en relativ simpel fortælling om Dianas introduktion til den menneskelig tilstand, om vores behov for at bekrige hinanden, om at elske hinanden, om at tro på det bedste i hinanden, og gennem hendes naive øjne ser vi krigens rædsler hærge på effektiv vis. Faktisk er valget om at placere filmens begivenheder under The Great War en genistreg, for konflikten er allestedsnærværende og verdensomspændende uden nogensinde at være forceret eller akavet sammensat. Ligesom Captain America: The First Avenger gør den historiske baggrund at hele tapetet bagved handlingen er med til at facilitere filmen i stedet for at modarbejde den. Nogen gang føles dette tapet nemlig som en sidenotits, som om at verden absolut skal være i fare for at heltens udvikling får nogen som helst mening. Det er ikke tilfældet her, her giver det mening.
<newpage>
Hvor Man of Steel og Batman v Superman: Dawn of Justice primært snubler i kraft af sin charmeløse frontmand, Henry Cavil, så forbedres hver eneste scene i Wonder Woman af Gal Gadots tilstedevær, og hun er i sandhed kraftfuld, magtfuld og pragtfuld. Hun leverer hver eneste linje med charme og beslutsomhed, og har en nerve som mangler hos mange af de kvindelige roller vi ellers er vant til at se i superheltefilm. Det er så sandelig ikke skuespillernes skyld, men roller som Elisabeth Olsens Scarlet Witch og Amy Adams' Lois Lane fremstår simplificerede, melodramatiske og kedelige til sammenligning. Gadots præstation er eksemplarisk, og Brie Larson burde ryste i sommerkjolen over hvordan hun skal matche dette i den kommende Captain Marvel.
Gadot spiller overfor Chris Pine som Steve Trevor, der heldigvis hurtigt transcenderer forventningen om et simpelt komisk modspil til Gadots seriøse, intense gemyt, og ender med at drive meget af filmens humor og charme fremad. Han bliver repræsentanten for menneskehedens lyse side, håbet og kærligheden, og dette gør han ganske effektivt. Desværre undslipper Wonder Woman ikke den synd det er at introducere karakterer som den ikke ved hvad den skal stille op med, og flere af disse får hverken synderligt solidt materiale at arbejde med, eller tiden til at arbejde med det. Det er en skam, og en stædig tendens der ikke synes at slippe den moderne superheltefilmtradition lige foreløbig.
Og det der med de kedelige tendenser, dem er der desværre flere af. Filmen formår, ligesom mange af sine kolleger, ikke at kende sin besøgstid, og halter ind i en forlænget tredje akt (ligesom Batman v Superman: Dawn of Justices berømte fjerde akt), der bare bliver ved og ved, til filmens budskab er blevet godt og grundigt hamret ind i knolden på selv den mest uopmærksomme biografgænger.
Dog er kampscenerne til stede en fryd at betage, og sådan forholder det sig faktisk hele vejen igennem. I Wonder Woman er kampscenerne koreograferede på ganske spektakulær vis, og selvom computergrafik er alle steder at skue fremstår det samlede resultat faktisk mere jordnært og mere ægte. De kække amazoner danser naturligvis rundt på må og få, men ingen flyver, ingen skyder med lasere, ingen bryder nogen tidsbarriere. Det er ikke at sige at action-scenerne er ydmyge på nogen måde, men de er arrangeret med mere sans for menneskelig bevægelse end eksempelvis Man of Steel.
Der er i virkeligheden meget at sige om Wonder Woman, og netop fordi vægten på filmens skuldre er så enormt, er det svært at vide hvornår nok er nok. Den ultimative ros jeg kan give Wonder Woman er netop at den er gammeldags og nyskabende på samme tid, enkel men avanceret, afslappet dog intens. Den formår, ligesom de bedste superheltefilm gør det, at balancere langs et knivsæg og leverer i denne forbindelse en tro afbildning af Wonder Woman som fans forventer det, samtidig med at erfarne biografgængere kan lade sig svøbe ind i noget gammeldags, noget klassisk, noget storslået. Faktisk er det netop ærgerligt at nu hvor filmen formår at blokere mange af de pistolskud der kan fyre imod den, så er der stadig nogle der rammer plet, og filmen har fortsat svaghedstegn. Længden og balancen i den tredje akt svigter, og nogle dele af castet formår ikke at retfærdiggøre deres eksistens.
For mit vedkommende er dommen dog ganske klar - Wonder Woman er spektakulær.