Skip to main content
Gamereactor Film Geostorm
Film

Geostorm

En katastrofefilm eller katastrofal film? Geostorm blev flået levende af anmelderne, men er faktisk tilfredsstillende guilty pleasure.
Torben Andersen 25 marts 2018

Det var ved at blive rigtigt trættende at se globale naturkatastrofer sparke Jorden ud af ligningen - igen og igen -  blot fordi computerteknologien var blevet så ferm i kunstige partikler, at tidevandsbølger og tornadoer kunne jævne Himalaya-bjergene. Meteorer der buldrer ind i jordskorpen i Armageddon og Deep Impact, altødelæggende miljøkatastrofer i The Day after Tomorrow og kernens sammensmeltning i 2012. Flot første gang, måske også anden, men efterhånden gør tordenbulderet os søvndyssende og emotionelt amputerede over for de millioner af ikke-synlige mennesker som altid omkommer. Og det havde filmindustrien måske luret, for Jordens undergang har ligget lidt på is - indtil nu. Geostorm 3D, har genstartet computeren og er klar med den ultimative naturkatastrofe.

Geostorm er ikke helt den forventelige katastrofefilm, men minder mere om et højteknologisk Frankensteins Monster kombineret med politiske konspirationer. I en nær fremtid har forenede regeringer bygget et satellit-netværk omkring hele Jorden for at hindre klimaændringernes destruktive hærgen. Installationen kaldte de Dutch boy, som efterfølgende fik amerikansk driftsansvar, men den nævenyttige hovedarkitekt, Jake Lawson (Gerard Butler), er på kollisionskurs med de politiske kræfter der holder snoren i satellit-systemet. Imens begynder installationen at opføre sig ret ukontrolleret. En Afghansk landsby bliver fundet lynfrosset og en ingeniør omkommer i rumstationen. Dutch Boy er blevet utilregnelig, men hvorfor og af hvad?

Mystikken kører en effektiv fremdrift. Er der systemfejl eller menneskelige dukkeførere? Hvad er motivationerne? Spørgsmålene gør Geostorm til mere end endnu en storstilet katastrofefilm med en handlekraftig, amerikansk helt. Det handler om andet end menneskeracens kamp for overlevelse mod torden og tornadoer, og det giver Geostorm en uventet, frisk varmfront. Ro på - det er ikke raffineret eller substansfuld, skuespillerne er papfigurer, klichéerne står i kø og effekterne får hovedrollen. Men stik mod forventningerne var trætheden på afstand og tankerne fløj ikke væk fra den oversimplificerede historie. Bare du ikke forventer Oscar-materiale eller en fremtidig klassiker.

De fleste filmanmeldere vendte tommelfingeren nedad, men i sit rette moment, og med den rette seer, har filmen fuldt ud sin berettigelse. Produktionsapparatet er ret højt og de tegneserie-agtige actionsekvenser formår at pirre vores forventninger. Budskabet er et rungende tomrum, i modsætning til den mere klima-idealistiske The Day After Tomorrow, for Geostorm satser alle pengene på underholdningsfaktoren. Det er tilfredsstillende underholdning og en positiv b-film for passive hjerneceller, masseret godt ind af gode stereotyper og en historie hvor USA for en gang skyld ikke er hele verdens livredder

Ekstramateriale:
Blu-ray udgaven har både en 3D og 2D udgave samt tre kortfattede featurettes om filmens tilblivelse. Hvad man kunne forvente.

Fuld profil 152 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.