Nogle film ældes med ynde - andre ældes slet ikke. En kategori af arthouse-film er tidsløse perler, undfanget uden for tidstypiske trends og teknikker. Selvskrevne klassikere afgjort af mavefornemmelsen, filmet i nutiden og formidlet i et tidløst sprog uden sidste holdbarhedsdato. Call Me By Your Name har denne unikke, tidsløse kvalitet. En film der foregår i 80'ernes solrige Norditalien, men hvor og hvornår er blot antydninger for historiens egentlige kerne: Den svære kærlighed og det rene begær. En styrende følelse der ikke kan stækkes af normer, logik, viden eller fornuft, men som alligevel består og lever ufortrødent. Det er tredje del af Desire-trilogien som den italienske instruktør Luca Guadagnino påbegyndte i 2009, først med I Am Love og derefter A Bigger Splash fra 2015. Stilrene artfilm hvor begæret ikke blot er historiens katalysator, men udgør selve fortællingens dna.
Begæret er ligeledes en usynlig kraft for den intelligente, 17-årige Elio, da den noget ældre, kunststuderende Oliver indlogerer sig hos familien i Italien. Rammerne er rummelige og forsonlige, mens optikken svæver tæt omkring Elio og hans ubodelige ensomhed da erkendelsen skal rumme følelserne for en anden mand. Der er ikke nævneværdige ydre begrænsninger og svækkende fordomme for de to mænd - kun det indre spil bag deres undvigende dialoger, drillende kammerspil og antydningernes tågede sandhed. Elio balancerer på usikkerheden, enten handlingslammet, benægtende eller direkte kluntet, mens begæret trækker i trådene og fører Elio gennem en intim proces. Call Me By Your Name har egentlig et hudløst simpelt plot, men rummer en stor, subtil kompleksitet.
Der er en udpræget ren, ærlig og introvert tone i Call Me By Your Name, som yndefuldt afholder sig fra det dramatiske og eksplicitte. Et afklædt manifest af mennesket, fra de græske statuer som studeres og italesættes til de afklædte kroppe i Italiens lumre sommervarme. Guadagnino har skabt et raffineret sammenhæng med sit filmsprog, sans for scener og valg af detaljer. Omvendt flirter han også med arthouse, som et kærligt vink til den europæiske, postmoderne film, f.eks. Michelangelo Antonionis Blowout. Kendetegnet er bevidste fejl i klipningen, abrupte skift og et ulogisk flow. Eksempelvis når Elio tager afsted med Oliver ved toget, og pludselig skifter personerne position uden de har bevæget sig. Små momenter hvor filmen blotter sig som et filmprodukt, men, fordi der kun flirtes med stilen, så bliver det aldrig en gennemført stil - nærmere et umotiveret strejf der bejler for en ukendt anerkendelse.
Fodfejl kan ikke overskygge helheden i for Call Me By Your Name, som er en umiddelbar simpel fortælling, men rummer en kompleksitet drevet af passionerede og indlevende skuespillere. Der er under tiden en tilgivende smule tomgang, men filmen genfinder også kunstarten i, hvad en eminent scene kan gøre for helheden: Flot longshot gennem det italienske torv, hvor elementerne, kompositioner og personerne spiller flot op mod hinanden. Faderens mindeværdige monolog til Elio om kærlighedens væsen. Og ikke mindst en af filmhistoriens mest smertefulde rulletekster, formidlet gennem Elios' ansigt i skæret fra pejsen. Her stempler Call Me By Your Name sig fast i minderne og gør sig til et trist såvel som motiverende sandhedsserum om os, mennesker.
Ekstramateriale:
Blu-ray udgivelsen er forsynet med en making-of og en session hvor filmholdet svarer på spørgsmål. Det giver tiltrængt mere dybde, frem for de typiske, promoverende dokumentarer. Derudover en kort musikvideo fra filmen og et kommentarspor.