Den nyeste tilføjelse til den dystopiske sci-fi serie Black Mirror udkom i slutningen af december og akkumulerede et hav af opmærksomhed for at være et banebrydende nyt medie, særligt i denne spændvidde. Hvis man ikke kender til den britiske serie Black Mirror (døbt efter det sorte spejl, ens monitor, telefon eller TV agerer som, mens slukket) er det en antologisk serie, hvilket betyder, at hver episode står for sig selv, med et selvindeholdt plot og karakterer. Man behøver derfor ikke at starte fra sæson 1 af, hvis man er nysgerrig efter, hvorfor denne selvstændige film kaldet "Black Mirror: Bandersnatch" har fået så meget omtale. Man kan frit vælge mellem seriens fire tilgængelige sæsoner eller blot se filmen for sig selv. Jeg anbefaler dog at snuppe det hele, om end i valgfri rækkefølge.
Selvom castet (næsten) er fuldstændigt nyt i hver episode, er der en gennemgående stil og tematik, der er yderst genkendelig på tværs af de vidt omspændende episoder. Serien er utroligt dygtig til at tage en genkendelig præmis fra vores hverdag, eks. behovet for konstant at (be)dømme hinanden, og illustrere, hvordan samfundet potentielt ender i et dystopisk mareridt, hvis denne tendens er fulgt til en ekstremitet. I løbet af en Black Mirror-episode bliver både dilemmaer vedrørende menneskelig natur men også filosofiske og etiske spørgsmål adresseret, og selvom det naturligvis som alt andet er muligt at se med et halvt øje, er der utroligt mange nuancer, der kan få selv den mest skarpøjede seer underholdt, også efter episoden er slut. Det samme gælder i høj grad Black Mirror: Bandersnatch.
Inden sæson fem udkommer senere i 2019, har vi fået denne uafhængige film, der er af et lidt andet format end vi er vant til. Filmen er nemlig Netflix' første interaktive film, hvilket vil sige, at vi til en vis grad er i stand til at vælge hovedkarakterens handlinger og dermed påvirke filmens udfald. Løbende igennem filmen, bliver der præsenteret valgmuligheder, man som seer kan vælge imellem. A eller B. Et glas juice eller mælk. Snak eller ti stille. Kæmp eller flygt. Disse valg bærer videre igennem plottet, og resulterer i, hvad der sker samt hvilken slutning man ender med.
Filmen handler om en ung spilprogrammør, Stefan, der er ved at lave sit eget computerspil, med den revolutionerende funktion, at man selv kan vælge, hvad der skal foregå. Første gennemgang af filmen går hurtigt, hvorefter vi bliver introduceret til den primære funktion: vi har muligheden for at starte forfra, og vælge anderledes. Vi bliver smidt tilbage til det forrige kritiske valg, der lader os følge en ny rute, og giver os en anden slutning. Igennem filmen følger vi Stefans egen kamp med at færdigudvikle spillet og kæmpe med sin egen frie vilje, der tydeligvis bliver påvirket udefra. Det er en ret metaorienteret fortælling, der overraskende nok er inspireret af virkelige hændelser.
Nu er det ikke sikkert, at alle hopper med i nørdevognen, men da jeg gik i folkeskolen, var en af de store diller i min vennegruppe en type bøger kaldet "choose-your-own-adventure", hvilket betød, at i stedet for at læse en bog i kronologisk orden, navigerede man frem og tilbage mellem siderne alt efter hvad man valgte. På side et kunne der stå, "du står foran en troldmand, hvis du vil snakke med ham, gå til side 42. Hvis du vil kaste en sten i hovedet af ham, gå til side 137." Frem og tilbage bladrede man, indtil man endte sit mål, hvilket ofte var en uforventet død, grundet et eller flere dårlige valg nogle sider forinden. Denne type fortælling lod en udleve det behov for at tage egne beslutninger og have kontrol over en fantasiverden, som computerspil endnu ikke helt havde formået at stille tilbage i de tidlige 2000'er. Det var ret vildt, og jeg slugte mange af bøgerne i en omgang. Nu står det dog sådan til, at vi nærmer os år 2020, og spørgsmålet er hertil, hvilke behov dette medie kommer til at kunne tilfredsstille, som alverdens RPG'er ikke allerede har kunnet klare. Vi har langt mere frihed i spil, end man i starten af det 21. århundrede kunne drømme om, og det er derfor uklart, om der er en efterspørgsel for denne type oplevelse.
Jeg selv nød filmen, særligt fordi jeg er en kæmpe fan af det samfunds- og teknologikritiske spejl som Black Mirror stiller op foran vores kultur og hvor vi er på vej hen. Jeg synes om end karaktererne og problemstillingen var noget overfladisk lige i denne film, og der var tydeligvis lagt mere fokus på at få mediet til at virke flydende end at bygge en kompleks eller tankevækkende historie, som der normalt er at finde i højsædet. Alligevel bliver man efterladt med nogle tanker følelser, hvilket er mere end man kan sige af alverdens superheltefilm.
Og flydende virkede fortællingen bestemt. Der var nærmest ingen pause, mens man valgte mellem de to tidligere nævnte muligheder. A eller B. Valgene ændrer sig løbende, og efter man har opnået en slutning, får man nye muligheder ved næste gennemgang. Dette gør, at man føler der sker noget nyt, selvom man sidder med samme scener som tidligere. Man har lyst til at se alle slutninger, og da jeg læste, at der var nogle hemmelige, blev min nysgerrighed særligt vakt. Jeg håbede på, at dette betød, at hvis man traf de rigtige valg i den korrekte rækkefølge, ville man ende med en skjult afslutning. Dette var desværre ikke tilfældet, hvilket betød, at man på godt og ondt kunne se alle afslutninger uden at skulle holde styr på, hvad man før havde valgt samt hvilken kombination af valgmuligheder man sammensatte. Der er dog nogle morsomme og utroligt metascener, der gør en ekstra eller to gennemgange af filmen det værd. Kæmpe cadeau til udviklerne af disse.
Valget mellem A eller B bliver måske lidt hurtigt ensformigt, eftersom udfaldene tydeligvis bærer i samme retning, og selvom nogle af slutningerne i stor grad varierer, virker valget mellem de to muligheder hurtigt begrænset. Det kunne være spændende, hvis man introducerede en tredje eller endda en fjerde mulighed, eller i det mindste nogle flere unikke slutninger, baseret på kombinationen af tidligere valg. Også selvom man må forsøge sig frem nogle gange, med risikoen for at se de samme scener og slutninger igen. Det er en del af underholdningen, at man ikke får alting leveret ved første gennemgang. Så selvom "choose-your-own-adventure" i høj grad hører til slutningen af det 20. århundrede, er denne Netflix fortolkning bestemt velkommen og anbefalelsesværdig særligt, hvis man ikke er bekendt med fortællingsstilen. Jeg håber absolut, at dette ikke er sidste gang, vi får muligheden for at se interaktiv film på Netflix, og at vi i fremtiden har endnu mere frihed og indflydelse.