Gamereactor anmelder hvert afsnit af den afsluttende Game of Thrones-sæson, og her vil vi ikke kunne undgå at komme ind på potentielle spoilers. I hvert fald har vor film- og serieanmelder Mathias ikke i sinde at holde sig tilbage fra at diskutere afsnittets indhold. Under billedet her følger anmeldelsen af det tredje afsnit - The Long Night. Nu er du advaret.
Det er otte år siden den første episode af Game of Thrones blev vist, hvor vi allerede mødte en Wight, og hele syv år siden vi så vores første White Walker. Siden da er det langsomt blevet teaset, at verdens skæbne ville blive afgjort i en legendarisk kamp, mellem de levende og de døde. I den tredje episode af sæson 8, med sin forlængede 82-minutters spilletid, fik vi endelig denne kamp. Selvom den måske ikke var så legendarisk, som forventningerne efter de mange år hungrede efter.
Efter sidste uges episode, hvis ypperste formål var at vise anspændtheden inden slaget ved Winterfell, starter episoden med ti lignende minutter, for at få os tilbage i samme mindset. Og det fungerer faktisk ret godt. Stemningen er utroligt tyk af frygt, og næsten ingen siger noget til hinanden. De står uroligt på række og venter, som os seere, inden det starter. Ud af mørket kommer Melisandre ridende og sætter ild til Dothraki-krigernes sværd, hvilket giver både os seere og karaktererne en gnist af håb. Det hele skal nok gå. De gode skal selvfølgelig nok vinde. Men når Dothrakierne kort efter rider afsted med deres arakh (måneformede scimitarer) i flammer og vi på afstand kan se dem slukke en efter en, rammer den første følelse af kampens alvor. Det her kan faktisk godt gå hen og gå rigtig galt. For pludselig er alt mørkt. Og dette er en af episodens største problemer. Det er faktisk så mørkt, at det halvdelen af tiden nærmest er umuligt at se, hvad der foregår.
Selv med ens lysstyrke skruet helt i top, kæmper man mange gange med at tyde, hvad der præcis foregår på skærmen. Hvilken drage er den onde, hvem var det lige der døde og var det en man kendte? Til sidste spørgsmål er svaret højst sandsynligt nej. For selvom dette var det længst ventede slag i seriens historie, døde utroligt få af dem med navne. Og næsten ingen af dem man følte man kendte derudover. Dolorous Edd (den sidste krage, udover Jon og Sam) er det første genkendelige ansigt der (næsten!) for evigt lukker sine øjne, men selv dette føles let købt. For som nævnt er der bestemt en forskel mellem dem med navne og dem man genkender, hvor Edd for mig var sidstnævnte. Hans død redder Sams liv, og føles derfor som en billig byttehandel. Beric giver senere sit liv for Aryas, efter hendes lange og dybt unødvendige listetur i biblioteket. Senere dør Lyanna Mormont (hende den lille Lady) efter i stærk kontras at dræbe episodens eneste kæmpe, og bryder comboen af folk, der dør for en anden. Denne combo bliver dog hurtigt startet op igen, af Theon, der giver sit liv for Bran og Mormont der til sidst dør for sin elskede Khaleesi. I mellem mange af karaktererne og nede i krypten er der utroligt stærke scener, og mange dialoger føles mere naturlige end i de tidligere episoder.
Det skal derfor siges, at der døde nogle stykker, men ikke i nærheden af, hvad man kunne have forventet af et sådant slag. Det er trods alt Game of Thrones. Serien, der rystede verden i 2013 med sit røde bryllup og usete dødstal. Men, i stedet for (navnløse) lig, hvilket der bestemt var nok af, hvad fik vi så? Vi fik et fantastisk brug af den salvsamme daggert, der i sæson 1 skulle bruges til at afslutte Brans liv. Den blev senere foræret af Bran til Arya, der på et eller andet tidspunkt har lært at løbe hurtigere end vinden blæser, og derfor var i stand til at give The Night King sin længeventede død. Og selvom døden kom ud af det blå, og det først og fremmest kan føles lidt antiklimatisk eller ufortjent, virker denne afslutning utroligt passende ved nærmere eftertanke. Det var ikke meget vi vidste om ham og hans planer, og det var derfor ikke nødvendigt at trække hans død ud i flere minutter, ligesom der blev de førnævnte karakterers. Han fortjente ikke en forlænget dødsscene med stor optakt. Hans karakter var mystisk, ja, men den var flad som en anden Marvel-skurks. Han var vinter, han var død. Og nu er han væk.
Tilbage til de levende. Melisandre, tør for brændstof, går ud i sneen og smider sin halskæde. Hun dør kort efter, da hun har fuldendt sin skæbne. Tilbage står Davos og kigger undrende ud. Han er ikke den eneste med spørgsmål.
Hvor er The God of Light i alt det her? Døde Ghost? Hvordan har dragerne det? Dør Sam eller Brienne af sine sår? Døde nogen off-screen? Og er Bran færdig med at spille Crow Flight Simulator? Jeg ser i stor grad frem til at få dem besvaret næste episode.
Jeg håber virkelig, at de kunne spare en masse penge på at gøre actionen og CGI'en så mørk, at vi endnu har en del action og effekter til gode i de kommende episoder. For selvom der som ovennævnt er meget godt at finde i episoden selv, hvis man først var skuffet, er der desværre også nogle negative aspekter, som jeg vist er nødsaget til at adressere. Mens actionen var acceptabel, og effekterne var fine (dem man kunne se) og der for en gangs skyld var noget godt skuespil at se til tider, lider episoden simpelthen en enorm last af ens enorme (og dybt uretfærdige) forventninger.
Middelmådighed slår simpelthen ikke til på dette tidspunkt. Dette er et slag, der er bygget op igennem otte år. Og det er simpelthen umuligt ikke at sidde med et kæmpe "var det dét?" Var det dét jeg har ventet på så længe? For meget skete der altså ikke. Utroligt få essentielle karakterer døde, ift. det var kampen mellem de døde og de levende. Kampen var, ligesom alt andet i sæson 8 strukket unødvendigt langt. Det føles lidt som om, at instruktørerne ikke turde følge truslen til døren, og i stedet for at dræbe halvdelen af castet, trækker i land til sidst. Sådan fanfavoritterne kan leve indtil sidste episode. Det er lige før, man begynder at frygte, at alle overlever og lever lykkeligt til deres dages ende.
Jeg er udmærket klar over, at mine tidligere vurderinger af serien for mange kan være sat i den lave ende. Dette adresserer jeg bl.a. i en kommentar nedenfor. Med dette sagt, synes jeg det er synd, at talsystemet igen begrænser mig. For mens første episode var det mest middelmådige femtal jeg længe har givet, og anden episodes tretal var i den høje ende (uden at kunne nå en firer) ligger dette nærmere fem end syv. Et lille sekstal er hvad jeg kan tillade mig at komme af med, til denne episode, der desværre primært led sin undergang ved at tease og opbygge forventninger i otte år. Det er nærmest umuligt at indfri et sådant løfte.