Spider-Man: No Way Home er uden tvivl en af de mest ventede MCU-film overhovedet, og sikkert den mest ventede siden Avengers: Endgame. Det skyldes blandt andet al spekulationen bag filmen fra de mest hårdkogte fans. Vi har nu været inde at se filmen, og kan her give dig en spoiler-fri anmeldelse, som du kan læse uden at være bange for at få de vigtigste sekvenser ødelagt.
No Way Home samler i princippet op nærmest direkte efter Far From Home slap, hvor Mysterio og Jonah Jamenson afslører overfor omverdenen at Peter Parker virkelig er Spider-Man. Som du sikkert kan forstille dig, så vender det vores helts liv på overhovedet (pun intended), og den første akt fokuserer ret direkte på det her efterspil. Det betyder at Peter i sidste ende søger Dr. Stranges hjælp, men hele den besværgelse, det her ønske om at blive anonym igen, ja det går ikke som ønsket, og nu er adskillige skurke fra ander Spidey-universer dukket op, mere specifikt fra Tobey Maguire- og Andrew Garfield-filmene.
Det er stort set hvad trailerne har fortalt os, og det er her vi stopper med at beskrivelse selve plottet, og karaktererne i den. Ja, det er lidt kedeligt, men sådan er det med film som får meget af sin værdi på baggrund af specifikke overraskelser der ligger gemt.
Hvad vi dog kan sige er at No Way Home er en ret klassisk Spider-Man-historie, og er nok tættest på, af alle Holland-filmene, på at kigge tegneserierne mere direkte efter i sømmene. Ja, Dr. Strange er med i filmen, og der er masser af referencer til det bredere Marvel-filmunivers, men samlet er filmen faktisk på overraskende vis meget fokuseret på Peter Parkers lille verden, og det sætter vi faktisk pris på. Faktisk kan du let erklære den her film for ren og skær fan-service, og selvom vi som regel ikke er så vilde med film der slikker en i nakken, så har No Way Home en slags umiddelbar charme, en slags naivitet om man vil, og den er utrolig dedikeret til sin egen præmis. Den er hvad den er, og ulig andre Marvel-film påstår den ikke at være mere.
Det er naturligvis også let, eftersom vi er store Spider-Man fans. Mere superhelteskeptiske seere vil nok ikke sætte nær lige så meget pris på filmens meget genkendelige islæt. Af de tre akter er den anden både sløv, og måske sågar kedelig, men det skal dog siges at både første og især tredje gør op for det lidt ujævne tempo. Desuden kan man ikke komme og sige, at både Parker og hans venner ikke vokser som mennesker - de har alle en ark at følge, og det føles tilfredsstillende hele vejen igennem.
Og nu hvor vi er ved karaktererne, gud hvor er den altså velspillet. Benedict Cumberbatch er glimrende som Dr. Strange, og ligeledes er Zendaya mildest talt imponerende som MJ. Derudover har vi gamle travere i form af Alfred Molina som Doc Oc, Jamie Foxx som Elektro og Willem Dafoe som Green Goblin, og det er en fryd at se dem falde tilbage i deres roller som var det... ja, den tid hvor de spillede dem originalt. Tom Holland viser endnu en gang at han er Spider-Man. Hans skrøbelighed, åbenhed og humor er gigantiske aktiver her, og han er næsten værd at se filmen for på egen hånd.
Det er virkelig svært at sige mere uden potentielt set at ødelægge oplevelsen for jer andre. Det vi kan sige, er at hvis du godt kan lide superhelte, og har en tilbøjelighed til at falde for Spider-Mans humor, opfindsomhed og farverige verden, så er det her en ultimativ Spider-Man oplevelse. Den er ren fan-service, og strækker sig langt for behage, men det gør nu ikke så meget. Det er en god oplevelse i biffen, og det lader den til at være tilfreds med.
