Døden på Nilen har været på lidt af en rutschebanetur de seneste par år, og skulle oprindeligt have været udgivet tilbage i 2019. Men efter beskyldninger imod skuespilleren Armie Hammer og COVID-19, var det usikkert om filmen nogensinde kom til at se dagens lys. Nu er den endelig ude, men har det været ventetiden værd?
For en Die Hard Agatha Christie/Hercule Poirot fan, måske? Men for en mere casual seer som mig, bliver det et rungende nej! Filmen trak desværre lidt for meget ud med lidt for lidt spændende handling. Jeg er godt klar over, at Hercule Poirot aldrig har været en action-film, og det skal den da så sandelig heller ikke! Men på trods af det, så sker filmens første mord altså først efter lidt over en times spilletid, og det er altså også først dér, at filmen for alvor starter.
Den første alt for lange akt er med til at sætte spillerne op, og det har selvfølgelig også en kæmpe stor rolle i en klassisk "whodunnit" fortælling. Men med så flade karakterer som Døden på Nilen har, så kunne jeg godt have tænkt mig at komme frem til krimi-elementet en del før. For når først filmen rigtig begynder, så er det slet ikke en ringe film. Det er bare en skam at man skal vente så længe før det rigtig sker.
Filmen starter langsomt ud med præsentationer af de forskellige karakterer og deres motiver gennem en hektisk montage og man når nærmest ikke at fatte hoved eller hale på de mange navne eller karakterer før filmen er videre til næste plotpoint. Dog er der nogle af dem som skiller sig mere ud end andre. Eksempelvis Emma Mackeys Jacqueline de Bellefort, som er den person med det største motiv og som lægges op til at være filmens Femme Fatale. Hun har tidligere været forlovet med den forførende Simon Doyle (Armie Hammer), der nu er på sin bryllupsrejse med den rige og betagende Linnet Ridgeway (Gal Gadot). Udover dette dramatiske trekantsdrama, så får Poirot endnu en gang hjælp af sit unge "sidekick", Bouc (Tom Bateman), som er med på bryllupsrejsen.
I en første akt som allerede lidt for langtrukken, så føler jeg desværre at filmen bruger sine mange minutter vægtet på unødvendige ting. Stort set alt krudtet går på trekantsdramaet og Hr. og Fru Doyle, men jeg savnede at få etableret og nuanceret nogle af bi-rollerne, som spiller ingen mindre roller i den klassiske "whodunnit"-fortælling. Russell Brands karakter Windlesham, som er Linnets surmulende eks-forlovede har simpelthen ingen personlighed og har nærmest kun en håndfuld replikker over hele filmen. Hvorfor fanden er han så med, når han er så ligegyldig? Og han er ikke ene om det!
Døden på Nilen har et væld af bi-roller, og på stort set intet tidspunkt følte jeg sympati eller mistro over for nogle af dem. Ja faktisk følte jeg ingenting for dem. Det hele føltes utrolig overfladisk, og det når aldrig det spadestik dybere, som ville gøre mig, som publikum, investeret i Døden på Nilen. Da klimaks og den store afsløring løb over skærmen, så efterlod det mig mere med en "meh" følelse end noget "eueka!"-øjeblik. Hvilket ikke er et godt tegn for en detektiv-historie!
Det kom faktisk ikke overhoved bag på mig da gerningspersonen blev afsløret, og jeg var egentlig også en smule ligeglad på det tidspunkt. Men selv om det ikke kom bag på mig, så var det af de forkerte årsager! En god "whodunnit"-fortælling efterlader spor og brødkrummer store nok til at publikum så småt kan begynde at samle puslespillet samtidig med superdetektiven regner sagen ud. Det er netop dette som leder til det ikoniske "eureka!"-øjeblik, og som ofte gør detektiv-film endnu mere interessante at se anden omgang. Disse vigtige brødkrummer var simpelthen ikke at finde, og i klimakset smider Hercule Poirot et kæmpe franskbrød i hovederne på publikum og forventer at vi skal være blæst bagover. Sådan fungerer det detsværre ikke, Kenneth Branagh...
Men hvad adskiller så Døden på Nilen? Det stjernespækkede ensemble cast? Den Hollywoodificierede modernisering af den gamle fortælling fra 1937? Kenneth Branaghs portrættering af Hercule Poirot? Det kan godt være, men hvis det stod til mig, så ville jeg hellere tænde for fjerneren en lørdag aften og se Barnaby, som i det mindste bruger sine langtrukne minutter på at hvile ved de ting, som gør en "whodunnit" til en medrivende fortælling! Hercule Poirots overdrevne komiske overskæg siger jeg desværre pænt "nej tak" til.
