Skip to main content
Gamereactor Film Jurassic World: Dominion
Film

Jurassic World: Dominion

Jurassic World-trilogien lukker med kendte ansigter, og uforløst potentiale.
Magnus Groth-Andersen 9 juni 2022

Jeg kunne faktisk godt lide Jurassic World, eller jeg kunne måske snarere godt lide segmenter af den, segmenter hvor den ulmende følelse af nært forestående ødelæggelse sivede ind under huden, og hvor spændingen for alvor kunne mærkes. Ja, den markant værre efterfølger, Fallen Kingdom, havde sågar også scener, sekvenser, der havde samme sitrende spænding, selvom den, igen, samlet set er en hel del sværere at forsvare.

Det bundærgerlige er, at selvom at den tredje (og sidste) World-film samler hele Jurassic-banden på tværs af generationer, så er det også uden tvivl den værste i trilogien, og ikke bare det, så mangler spænding, uhygge, ja, alle de aspekter som normalt associeres med de her film, og vi bliver efterladt med en film på to timer og 20 minutter, der kun momentvis byder på mindeværdige øjeblikke.

Det er nærmest svært at kondensere ned i realistisk tekstlængde hvor meget der er galt med Jurassic World Dominion, men jeg skal prøve. På en måde er det her både en alt for bred fortælling, der tager os rundt omkring på kloden for at vise os hvordan det har påvirket vores verden at se dinosaurer bevæge sig frit imellem os, og på samme tid er den alt for smal og snæver til at vi reelt set ser den førnævnte påvirkning af det moderne samfund. Jo, en tåkrummende nyhedspræsentation viser glimt af menneskets frontale sammenstød med tydeligvis overlegne rovdyr, men efterfølgende zoomer filmen så granulært ind på Chris Pratts Owen Grady, Bryce Dallas Howards Claire Dearing og Maisie. Der kommer flere til, faktisk for mange, men som sagt; filmen er for smal til at give et retvisende billede af det moderne samfund under trussel, og for bred til at den menneskelige historie virkelig når at gro stærke rødder.

Men altså; dinoerne er ude iblandt os - og de påvirker alt fra fiskeri til afgrøder, fra sikkerhed på motorvejene til... ja, you name it. Men det er faktisk ikke den primære trussel her - den primære trussel er genetisk modificerede græshopper, der truer med at ødelægge verdens fødevarebeholdning. Du læste rigtigt, filmen anser ikke dinosaurerne, eller den forestående udfordring det vil være enten at sameksistere eller ej, for at være "problemet". I stedet fabrikerer den en helt ny trussel, og en helt ny genetikvirksomhed, Biosyn, ledt an af den Elon Musk/Tim Cook-inspirerede Lewis Dodgson.

Det kræver at Pratt, Howard og Maisie får ekspertise udefra i form af de gamle kendinge Alan Grant, Ellie Sattler og Ian Malcolm spillet af Sam Neill, Laura Dern og Jeff Goldblum. De gør det glimrende, faktisk er der ingen der er decideret ringe, men ensemblet vokset sig enormt med tilføjelser som Omar Sys Barry Sembene, Mamoudou Athies Ramsay Cole og Kayla Watts' DeWanda Wise. Ja, der er så mange i samme billede i hele filmens tredje, så det er ikke ligefrem fordi filmen dvæler ved hver enkelt karakter.

Hyperpersonlig og karakternær, bred og samfundsperspektiveret? Who gives a damn, så længe der er dinoer, ja? Det er der også, og filmens bedste sekvenser er da også når Jurassic World Dominion giver efter, og giver os flotte, intense sekvenser, hvor mennesket for alvor må underkaste sig en fysisk overlegen modstander. Der er særligt en forlænge scene på Malta, hvor Pratt kører fra raptorer på en crosser, og det er for alvor sejt, og ligeledes er der aspekter af tredje akt der kan få adrenalinen til at pumpe. Jurassic World Dominion er uden tvivl bedst når den læner sig ind i det vi kender.

Men filmen er både alt for tætpakket, og alt for slap i elastikken til at kunne håndtere alle de her individuelle sekvenser, og til sidst er man ærlig talt så følelseskold at selv ret fine sekvenser imellem det nye og gamle cast bliver små glimt på en bred stjernehimmel af forglemmelig overeksponering.

Det er dog vigtigt at slå fast, at Jurassic World Dominion ikke er decideret dårlig. Det hele stinker langt mere af uforløst potentiale mere end noget andet, og hvis du i forvejen ikke havde meget til overs for hverken den originale World eller Fallen Kingdom, så er der intet aspekt af Dominion der vil ændre din holdning. Den er, lidt for ofte, et stumpt instrument.

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.