A Minecraft Movie

Minecraft er muligvis det mest populære spil nogensinde. Det er et af de bedst sælgende spil nogensinde (kun overgået af Tetris), det er tilgængeligt overalt, og selv om andre spil måske har erstattet det i de fleste menneskers bevidsthed i de sidste par år, er det aldrig holdt op med at blive spillet, af unge som gamle. Det er meget sandsynligt, at det vil være den type spil, der ligesom Tetris aldrig vil holde op med at blive spillet, på den ene eller anden måde, nogensinde.

Selv om vi ved, at Minecraft sandsynligvis aldrig vil dø, føles det stadig som om A Minecraft Movie kommer for sent til festen. Æstetikken i Minecraft med de blokke, der minder om gammel pixel art, som blev utrolig populær og let at se på for børn, føles ikke længere som en nyhed. For børn, der i dag spiller Roblox eller Fortnite, begynder Minecraft at føles som et »retro«-spil. De, der var børn, da Minecraft slog igennem, mellem 2014-2019, er nok for gamle til denne film. I mellemtiden vil voksne spillere, som måske forventer noget i retning af The Lego Movie - en god »produktfilm« - ikke finde noget af værdi her.

På trods af mængden af easter eggs, figurer, steder eller genstande, der er hentet direkte fra spillet, må vi være ærlige og sige, at Minecraft ikke er lige så rig på verdensopbygning som Mario eller Sonic, hvis film er fyldt med cameos, der fik deres respektive fans til at gå amok, selv med middelmådige manuskripter. Minecraft har heller ikke eksisteret så længe, at filmen kan skabe en nostalgisk følelse. Og da det er en helt åben "sandbox", er der ikke rigtig noget at tilpasse, så filmen bruger helt nye figurer og genbruger den meget, meget gamle trope med menneskelige figurer, der trækkes ind i en animeret verden.

Alt dette får mig til at spekulere på, hvad meningen er med denne film. Og ud over det åbenlyse, at det er et cash grab, der tjener penge på navnet på et utroligt populært brand ... er der ikke andet. A Minecraft Movie er dårligt skrevet, har underudviklede karakterer, og dens eneste redning er den høje kvalitet af CGI og actionscenerne, som er det absolutte minimum for en film til $150 millioner.

Og hvis det føles, som om den kommer for sent til at ride med på Minecraft-bølgen af popularitet, så gør den det faktisk. Mojang indledte samtaler med Warner Bros. i 2014, men det tog næsten et årti at få et manuskript og et hold på plads. Sjovt nok blev Rob McElhenney og Shawn Levy på et tidspunkt hyret til at instruere, og parret fortsatte med at lave langt mere interessante videospilrelaterede produktioner, det være sig Apple TV+-serien Mythic Quest eller filmen Free Guy.

Handlingen i Jared Hess' film drejer sig om en gruppe på fire mennesker, som ved et uheld kommer ind gennem en portal til Minecraft-verdenen, hvor de møder et andet menneske, som har boet der i årevis. Det er to kedelige børn, spillet af Sebastian Hansen og Emma Myers, deres nabo, spillet af Danielle Brooks - som ikke laver noget i filmen - og Jason Momoa, som er den eneste skuespiller, der formår at være en smule sjov nogle gange, og som har en interessant baggrundshistorie: Han var engang mester i videospil i 1980'erne, men nu er han en taber der kører en retro videospilbutik midt ude i ingenting.

Det er faktisk en god idé at have en retro-videospilselsker med i en film om et moderne spil som Minecraft, hvor man næsten blander to verdener i én, men manuskriptet gør ikke rigtig noget ved det. Det er næsten, som om de fem (!) manuskriptforfattere, der er krediteret i filmen, var blevet bedt om at skabe en karakter baseret på stereotyper af, hvordan gamere var i 1980'erne, men også gøre ham til et metalhead, der klæder sig, som om han stadig lever i 80'erne, og lytter til klassisk rockmusik, bare fordi nostalgi sælger. Alt dette føles som pedanteri, og det er det måske også, men jeg synes, at det indkapsler, hvor doven denne film er, som om producenterne havde holdt sig til den første idé, der faldt dem ind, uden at tænke over, om det gav mening - som retro-spilreferencer i en film baseret på et spil, der blev lanceret i 2011...

Den sande hovedperson er i virkeligheden »Steve«, spillet af Jack Black, en mand, der er træt af kedsomheden i den verdslige voksenverden, men ender med at bo alene (ja, med en ulv) i Minecraft-verdenen, hvor han kan lade sin kreativitet få frit løb. Desværre er Black ikke god i denne film: Han skriger hele tiden, han er ikke karismatisk eller sjov, hans karakter har ingen personlighed, og først i slutningen af filmen husker han, at han kan være en del af den.
af filmen husker han, at han kan synge ... og det er ikke rigtig det værd. Jeg insisterer på, at Momoa er den eneste karakter, der er en skid værd ... sammen med Jennifer Coolidge, som knap nok optræder i et kort underplot, der bliver løst under rulleteksterne, og som måske byder på den sjoveste scene i hele filmen.

Steves historie spejles af hovedpersonen, som filmen forsøger at sælge os som et geni, selv om det eneste, han faktisk gør, er at bygge en »umulig« jetpack og næsten sprænge en fabrik i luften. Filmen har til hensigt at lære børn at »være kreative«, som man gør i et spil som Minecraft, men der er ikke en eneste scene, der virkelig skildrer den idé: I alle actionscenerne ser man dem løbe og slås med CGI-væsner. Det er endnu et sted, hvor det føles, som om manuskriptforfatterne ikke rigtig vidste, hvilken type spil de adapterede, så de stjal bare den samme idé fra The Lego Movie uden at bekymre sig om at gå foran med et godt eksempel.

The Lego Movie blev udgivet for over 10 år siden og blev født som en kynisk reklame for et produkt og endte med at blive en vidunderlig, sjov og gribende film, samtidig med at den var en kynisk produktfilm. For to år siden gik Barbie endnu længere ved at give en filmskaber mulighed for at udvikle sin vision, samtidig med at den var sjov og underholdende for alle. Men A Minecraft Movie forsøger ikke engang at være god. Det er måske underholdende nok for børn at se deres yndlingsspil på det store lærred, men den er ikke sjov eller smart nok for andre, og den mangler en eneste idé, som den kan gøre krav på som sin egen. Det har altid været meningen, at det skulle være et virksomhedsprodukt, men det mangler karakterer, opfindsomhed eller gode intentioner til at fremstå som et godt eller endda et tilfredsstillende produkt.