Nomineringerne for årets Oscars er endelig frigivet, og passende er Roma nomineret til ti forskellige Oscars, der må siges at være fortjent for at være en af 2018 mest skinnende juveler. Hvis jeg havde set den for et par uger siden, havde den afgjort ligget højest på min top-3-liste over årets film, men desværre så jeg den først i forgårs. Den fylder dog stadig i hovedet, hvilket enhver god film burde gøre i lang tid efter. Selvom Roma er nomineret så mange gange, er det langtfra den eneste, der har opnået en stor omtale på det seneste. En af de andre Oscarfavoritter er A Star is Born, der er nomineret lige så mange gange som Christian Bales Vice, nemlig otte. Nomineringerne inkluderer bedste film, bedste mandlige- og kvindelige skuespiller, bedste mandlige birolle og bedste originale sang ("Shallow"), bedste adapterede screenplay og bedste lydmiks.
Fortjener filmen alle disse nomineringer, er så spørgsmålet. Lad os se på opskriften. En pæn mand i den ene hovedrolle, check. Et popikon med en fantastisk stemme og originale sange i den anden. Check. Inspirerende kærlighedshistorie med tragiske elementer. Dobbelt check. På papiret burde denne film jo fungere, nogle af de vigtigste byggesten må siges at være på plads.
For dem, der ikke har fulgt med, er årets mest Oscar-hypede film A Star is Born, med Bradley Cooper og Lady Gaga i hovedrollerne. Cooper spiller en countrysanger, der opdager en ukendt servitrice, med en stemme af guld, og igennem sin kærlighed til hende giver han hende uanede muligheder og mængder succes indenfor musikbranchen. Det er ikke en musical i klassisk definition (hvilket kræver, at sangene fremmer plottet) men hold op hvor er der mange sange i filmen. Hvert kvarter synger Cooper eller Lady Gaga en sang foran tusindvis af mennesker eller hinanden, og vi hører sangene i fuld længde. Uden at overdrive er omtrent en halv time af filmens to timers lange spilletid nok sange. Jeg siger ikke, at denne fokus på filmens soundtrack og originale sange er et indiskret forsøg på at vinde en Oscar for musik, bedste originale sang eller i det mindste indkassere stort på de udgivne Singles, men... Det er højst sandsynligt derfor. Det er et cashgrab. Hele produktionen virker generelt ret udspekuleret.
Nu skal det med det samme siges, at filmen ikke er dårlig. Den er bare utroligt ikke-god. Den er lige på grænsen til 100% middelmådig. Dialogen og karaktererne agerer som de burde og siger alle de rigtige ting, men det hele virker bare utroligt overfladisk. Som om det er lavet for 100. gang, og er spyttet ud af samme maskine, der skriver ABC's top 100 popsange. Filmens produktion og manuskript virker kalkuleret, men samtidig som om der virkelig ikke er blevet lagt mange kræfter i at få det til at virke. Instrueringen er flad og fyldt af flere klichéer end en Twilight-bog. Lig Stephenie Meyers (forfatteren af Twilight-bøgerne) værker, er der i filmen lagt stor hovedfokus ved kærlighedselementet, med tilpas mange "tragiske" eller "virkelige" scener, til at det næsten fremstår som om de gennemgår en kamp sammen. Men det virker uægte. Det virker ikke som om det rigtigt er hårdt for nogen af dem, det hele er bare lidt for let, succesen og kærligheden kommer uden kamp eller kompromis, og når det går ned ad bakke, er det kortvarigt og knap adresseret udover for billige drama point. Det når os ikke rigtigt igennem skærmen og det er vanskeligt at placere skylden ét konkret sted. Om det er Lady Gagas (manglende) skuespil, eller de utallige close-ups af Cooper (ja han er en køn mand, men stop nu) er svært at sige, men et eller andet stjæler vores følelser. Man sidder tom og tænker "det er her de gerne vil have en til at græde, eller i det mindste føle noget". Desværre er det ikke helt det samme at blive fortalt, at noget er tragisk, som selv at føle det.
En af de største dialoger jeg har med andre (kyniske) kritikere, er brugen af "ikke-essentielle" scener. Hvor mange scener skal i en film have et decideret formål, i form af eksposition, karakterudvikling mm.? For mig ligger svaret ikke i den ene eller den anden grøft: det er nødvendigt, at nogle scener blot er med til at skabe en stemning, og det er lige så essentielt, at vi har andre scener, der specifikt afslører centrale detaljer. Har man for meget fluff sidder man med 90 minutters spildtid, hvor alting virker fuldstændigt lige gyldigt og har man intet af det, virker det ikke autentisk, men udspekuleret og mindst lige så kedeligt. Elegancen eksisterer et sted i mellem: balancen i at lave en glidende overgang. Eller for de dygtige instruktører, som Martin Scorsese, Christopher Nolan, Quentin Tarantino etc., er det svært at se forskel på, hvad der er hvad. Symbolikken og forvarslerne er så godt integrerede, at det først er anden gang man ser filmen, at man kan se, at fluff-scenerne ikke var fulde af fluff, men faktisk dem, der indeholdt flest essentielle detaljer. I velinstruerede film virker det desuden ikke som en spand kold vand i hovedet, når der skiftes mellem det ene og det andet. Dette talent, besidder kære hovedrolle og instruktør Cooper desværre ikke. Hvilket er med til at få filmens 136 minutter til at føle uudholdeligt langt og sekvenseret.
Så hvorfor elsker folk denne film? Hvor kommer hypet fra? Hvorfor har den scoret hele 90% på Rotten Tomatoes og 88 på Metacritic? Udover at min holdning uden tvivl er influeret af at være en sur gammel mand, som tidligere kommentarer så rigtigt har pointeret, har det i stor grad noget med Hollywood at gøre. Folk æder positive afbildninger af film- og musikindustrien med hud og paryk. Dette er samme grund til, at La La Land i 2017 vandt Oscars, og absolut var 2016s mest overhypede film efter min smag. Folk elsker det stads. De vil gerne se noget, der romantiserer den virkelige verden og får det hele til at se lidt pænere ud. Og når Lady Gaga med sit "alternative udseende" får at vide, at hun kan være popsanger og eje hele verden, bare hun farver sit hår orange, er det noget folk gerne vil høre. Uanset om det er på bekostning af plot, sjæl, realisme eller noget andet af substans og originalitet.
Coopers karakter er for resten alkoholiker. Dette i sig selv kunne have introduceret et spændende element til blandingen af trivielle kærlighed og overskud af kys, men de behandler alkoholismen utroligt ensidigt og overfladisk. Det virker decideret upassende til denne overpositive film og som om det er er blevet tilføjet efterfølgende, fordi de manglede noget, der kunne forveksles med modstand. Til tider virker det decideret som om, de bare prøver at cashe ind på den menneskelige tendens til at elske sorg. Det virker udspekuleret som tidligere.
Den virker ofte prædikende og utroligt ensidigt fortalt, særligt ift. Lady Gagas rolle, der intet forkert kan gøre. Og selvom slutningen kan lugtes på lang afstand, kommer motivationen ud af det blå og passer slet ikke med filmens tematik. Den virker ligesom alt andet ufortjent og forceret. Der er rigtig meget i filmen der virker umotiveret, og det er svært at føle med nogle af karaktererne på trods af et cast, der på overfladen lugtede utroligt meget af star power. Men dette er måske, hvad der sker, når man giver en film fra 1937 sit tredje remake (ja, den er overraskende nok blevet reproduceret tre gange, en med Judy Garland en anden med Barbra Streisand). Den mister sjælen og originaliteten på vejen, og det eneste tilbage er en genfortælling af en genfortælling og virker som et spøgelse af sig selv.
Så hvad fungerer for filmen? For som nævnt er den ikke elendig, på trods af min hårde ovenstående kritik. Cooper gør det ret godt, hvilket nærmest er forventet. Han virker utroligt autentisk og selvom det til tider fremstår noget kliché, er han en af de bedste ting ved filmen. Lady Gaga gør det heller ikke elendigt, ift. at være sanger fremfor alt, men det er også dér vi holder rosen. Hun fortjener ikke en Oscar (eller nominering) for bedste kvindelige skuespiller. Men det er jo ikke første gang, de nomineringer og priser er røget den forkerte vej. Instrueringen er alligevel nok den største synder i min bog, for man kan i stor grad mærke, at dette er Coopers debut som instruktør. Det hele virker meget sikkert og "by-the-book". Dette er ikke det værste man kan sige om noget, men det er nok til, at man aldrig kommer videre end middelmådighed. Intet er frisk eller interessant. Man kender plottet før man har set fem minutter. Og efter man har set filmen, går der kortere tid endnu, før man har glemt den igen.
Otte nomineringer har filmen alligevel erhvervet. Den vinder nok for sang og lydmiks, men lad os håbe galskaben stopper der.