Abernes Planet: Oprindelsen overraskede, da den udkom for to år siden. Oven på Tim Burtons temmelig åndssvage Planet of the Apes-remake fra 2001 var det nok de færreste, der havde store forventninger til det nærmest obligatoriske Hollywood-reboot, men Oprindelsen viste sig at være en af den sommers bedste popcorn-film. Ikke mindst takket være en fantastisk præstation af Andy Serkis (ham, der var inde i Gollum) i rollen som Caesar, den superintelligente chimpanse, der er er startskuddet på abernes overtagelse som Jordens dominerende art.
I Abernes Planet: Revolutionen (eller Dawn of Planet of the Apes, som den hedder på engelsk) er der gået ti år siden den første film. Caesar og de mange aber, han befriede i slutningen af første film, er flyttet dybt ud i Muir-skoven uden for San Francisco, hvor de har slået sig ned, bygget sig en primitiv landsby og langsomt men sikkert ladet flokken vokse. Det er et stenalder-agtigt jægersamfund med en klar hakkeorden, hvor Caesar er den ubestridte alfa og konge, men også en stamme med stærkt fællesskab og barmhjertighed. Abe dræber ikke abe.
De har ikke hørt eller set mennesker i to år, og antager efterhånden at alle menneskene er døde. Og det har de det sådan set fint med, så længe de kan være i fred.
Men der ville nok ikke komme særlig meget film ud af en flok glade aber i skoven, så det kan de selvfølgelig ikke. Nogle mennesker har nemlig vist sig at være genetisk immune for den virus, der ellers har udryddet 90 procent af menneskeheden og givet aberne deres øgede intelligens. En lille enklave af dem, ført an af Gary Oldman, har forskanset sig i de nu tilvoksede rester af San Francisco. Men de løber snart tør for brændstof, og uden brændstof er der ingen strøm, og uden strøm er der så godt som ingenting overhovedet.
Derfor støder aberne snart på en lille ekspedition, der prøver at finde og restaurere et gammelt vandkraftværk, så de kan få strøm til byen. I frygt kommer en af folkene til at skyde en abe, men før alt ender i kaos, skrider Caesar ind, og råber ("han kan tale!") til den lille gruppe mennesker, at de skal forsvinde og aldrig komme igen.
For at slå budskabet fast, sporer aberne vejen tilbage til menneskernes base, og møder talstærkt op for at sige én ting. "Hvis I lader os være, lader vi jer være, men ellers..."
Men menneskernes situation nærmer sig hastigt det desperate, og derfor sætter Malcolm (Jason Clarke) alene ud for at prøve at forhandle en aftale med Caesar, så der stadig er adgang til vandkraftværket og den livsnødvendige strøm. Det lykkedes, og for en stund er der fred mellem mennesker og aber. En meget, meget skrøbelig fred...
Udtrykket "popcorn-film" dækker groft sagt over to kategorier. Der er de tåbelige CGI-festfyrværkerier med elendige og klicheprægede historier, der vitterligt kræver at man slår hjernen fra - eller har meget grove tømmermænd - før man kan nyde dem (Transformers 4, jeg kigger på dig). Og så er der den anden kategori, der ganske vist vægter tjubang og spænding højt, men stadig formår at hænge sammen og fortælle en, om ikke interessant, så i hvert fald underholdende historie. Abernes Planet: Oprindelsen falder heldigvis i den sidste kategori.
En stor del af æren tilfalder Andy Serkis som Caesar. Det lyder måske fjollet at bruge ordet "karismatisk" om en computerskabt figur, der tilmed leverer halvdelen af sine replikker via tegnsprog, men ikke desto mindre brænder han fuldstændig igennem. Det er vitterligt imponerende, hvor meget den mand/CGI-abe kan udtrykke gennem øjne, ansigtsmimik, et simpelt nik med hovedet eller sin kropsholdning. Man forstår hvorfor de andre aber følger ham.
Både Gary Oldman og Jason Clarke (der mest er kendt som den benhårde CIA-afhører i Zero Dark Thirty) fortjener også et tip med hatten, og niveauet er højt hele vejen igennem, selv i de små roller. Men det er, med rette, Serkis og de andre aber, der stjæler showet. Nogle gange er det svært at se hvor manden i spandex-motion capture-dragt ender og computergrafikken begynder, og man glemmer hurtigt at størstedelen af figurerne på skærmen er computerskabte, og accepterer i stedet bare at det er tænkende, talende aber. Godt skuldret, både af skuespillerne og troldmændene fra WETA.
Det hele klapper. Alting glider i olie. Fra historie, skuespil, tempo, sceneri (San Francisco ligner i øvrigt noget, der kunne være nuppet direkte ud af The Last of Us), det hele. Måske bliver den lige en bischen træg inden tredje akt, men ellers er Abernes Planet: Oprindelsen en perfekt anledning til at komme væk fra den stegende sommersol/de deprimerende grå regnvejrsskyer og guffe sig gennem en stor spand popcorn.
