Jonatan Spang er småkriminel i biltyveri-afdelingen og får hjælp af sine to gamle klassekammerater, de uduelige brødre Timo og Ralf (spillet af Øgendahl og Rasmus Bjerg). Hans anden gamle klassekammerat, den ambitiøse betjent Martin (Jon Lange), får ham dog på en eller anden måde viklet ind i en undercover-opgave, hvor han skal afsløre kunstmuffen Rutger Hauer, der har en sidegeschæft som narkosmugler.
Er vi med så langt? Godt, så behøver vi ikke spilde mere tid på det meningsløse plot. Vi er her for at få et godt grin, og hvordan kan det gå galt, når vi har en af Danmarks bedre-talentgivne mennesker bag tastaturet?
Der melder sig hurtigt et problem, nemlig at resten af verden ikke taler som Mick Øgendahl. Og så er det svært når andre skal tage hans lettere overdrevne skoledrengs-dansk i munden. Det hjælper heller ikke, at Rasmus Heide må have siddet og kløet sig i skægget ovre i instruktørstolen, mens han forhippet har forsøgt at finde ud af hvor lang en grinepause, der skal lægges ind efter endnu en meningsløs diskussion blandt de to brødre om hvad Jaka Bov indeholder.
Pointen med filmen er nemlig slet ikke at fortælle en historie. Historien er som sådan bare revet ud af en "krimi for dummies"-håndbog og der er slet ikke noget sjov i den. Morskaben skal findes i interaktionen mellem personerne, som konstant kommer op at skændes over helt og aldeles uvigtige ting, som om de var med i en episode af en andenrangs Seinfeld.
Bevares, af og til er det sjovt. Og af og til er der også lidt spænding at hente, for bevares, Heide-manden har alligevel styr på hvad han laver, rent filmteknisk. Han er dog lidt for glad for de popsmarte speed-up og slow-down filmtricks, og der må være grænser for hvor mange gange man må bruge det der "vi forklarer planen i voice-over mens den udspiller sig på skærmen" trick. To gange burde være maksimum for en film af halvanden times varighed, men der er fem-seks af dem i Alle For Én.
Rutger Hauer er aldeles spildt talent i en helt forglemmelig rolle, selv om det lykkes ham at klemme nogle eminente leveringer ud af et manuskript hvor hans dialog er skrevet på Valby-engelsk. Jonatan Spang giver den ellers en ordentlig skalle, men hans diminutive kropsbygning gør det altså svært at købe ham som semi-hårdkogt undergrundsforbryder, der fixer biler i hans garage. Og hans kærlighedsforhold til filmens obligatoriske love interest er så hurtigt overstået og fuldstændig utroværdigt, at filmen ikke engang gider bruge tid på at vise forelskelsen - den klipper simpelthen direkte til at de ligger i kanen post-coitus.
Problemet er, at når man kun mores af den vapide dialog halvdelen af tiden, så har man desværre tid til at sidde og tænke for meget over det usammenhængende plot og stille sig selv nagende spørgsmål som, "Hvorfor giver de ham ikke bare stofferne tilbage? Hvad skal al det hat-og-blå-briller pis i grunden til for?"
Man kan mærke, der ligger gode intentioner og gode forbilleder for denne film. Men resultatet er desværre langt fra ambitionerne. Mick Øgendahl er ikke en god forfatter når der skal narrativ omkring jokes'ene, og han formår ikke at give sine karakterer en individuel personlighed. I stedet skændes de bare om ligegyldige ting mens et ligegyldigt plot udspiller sig, og selv om der er sjov at finde i små bidder, så duer det bare ikke som helhed. Paging Dr. Spang-Olsen, der er akut brug for en håndsrækning.