Jacob Falk (Jens Albinus) er en af den type manuskriptforfattere, der lever sig lidt for meget ind i hans historier. Det ved hans søster (Paprika Steen) og det ved hans kæreste (Marijana Jancovic). Men ingen ved det måske bedre end hans instruktørven Hacon (Nicolas Bro), hvis filmprojekt står og falder med hvorvidt Jacob kan få strikket en ordentlig historie sammen til hans film inden deadline, og han tilbringer derfor hoveddelen af hans fåtallige scener i filmen med at springe den ene paniksikring i hovedet efter den anden.
Det har dog også langt henad vejen sin berettigelse, for i denne stilsikre kombination af drama og politisk thriller falder Jacob hurtigt over noget, der fuldstændig ensretter hans opmærksomhed. En sen aften påkører Jacob nemlig en person og stikker af fra uheldet - men ikke før han, på den tilskadekomnes egen opfordring, har neglet hans taske. Offeret hedder Ali (Igor Radosavljevic), er netop hjemvendt fra krigen i Afghanistan, og i hans taske har han nogle mildest talt sindsoprivende billeder af hvordan man lige præcis ikke behandler krigsfanger.
Så går thriller-plottet ellers i fuld sving. Jacob prøver desperat at sørge for, at billederne ender i de rigtige hænder, mens han prøver at finde ud af hvem det egentlig var, han påkørte. Men der er dobbelt op på spændingen, for med kreativt brug af flashback-sekvenser finder vi sideløbende ud af hvordan Ali endte i Afghanistan, tog billederne, blev hjemsendt og derefter jagtet af danske efterretningsagenter, og hvordan han til sidst endte i vejkanten med Jacobs hjulaftryk i hovedet.
Ved siden af alt dette har Jacob dog også stadig et liv, der skal passes, både på den private og den professionelle front. Sammen med hans kæreste Helena var han i fuld gang med at adoptere en dreng, men hans nye besættelse får skubbet dét projekt ned ad prioriteringslisten, så Helena må snart finde sig i glemte adoptionspapirer og en mentalt fraværende, stigende paranoid mand. Hans arbejde som manuskriptforfatter hænger desuden i en tynd tråd, specielt når hans instruktørven Hacon gang på gang måbende må være vidne til, at hans go-to-guy skipper vigtige forretningsmøder og ikke afleverer en skid.
Filmen balancerer rigtig flot mellem disse to yderpoler - det plot-tunge, nervepirrende politiske kat-og-mus kapløb mod tiden versus det følelsestunge, dramatiske hjemmeliv - uden at filmens tempo bliver ujævn eller langtrukken. Dramaet er til stede og udfylder en vigtig personkarakteristisk funktion, i stedet for at spille unødigt meget på hjertestrengene, og lader høfligt thriller-plottet udfolde sig i en behørig hastighed.
Kun til sidst, når alle brikkerne for alvor skal til at falde på plads, fravælger Boe det måske lidt indlysende men tilfredsstillende, kataklysmiske klimaks frem for et meget poetisk, men alligevel uforløsende, stemningsøjeblik. Det er som om filmen nøjsommeligt bygger op til en stor afsløring, som til sidst viser sig ikke at være så overraskende som man havde håbet: Uden at afsløre for meget, så viser "overraskelsen" sig skuffende nok at være noget, man allerede eksplicit havde fået at vide i tidligere scener.
Det er en skam, for det virker som om filmen brat skifter fokus og prioritet lige på falderebet, og man føler sig nærmest snydt når rulleteksterne titter frem. Op til det punkt har Alting Bliver Godt Igen nemlig været en velsammenskruet og kompetent udført thriller med troværdige, dramatiske karakterøjeblikke, som kun blev hjulpet af en flot visuel stil, gode skuespillerpræstationer og stram klipning. Til tider har post-production gutterne måske været lige en tand for ivrige med at overeksponere billederne, men når det fungerer giver det en blændende god kontrast i billedet - og så er det en rigtig fin detalje, at alle "establishing shots" ligner Smallgantics-billeder (der får objekter i billedet til at ligne miniature-modeller).
Det er lidt ironisk, at en film om en besat manuskriptforfatter selv kunne have brugt en ekstra, hurtig gennemgang af sit manuskript. For hvis den dramatiske og oprigtigt nervepirrende spænding, der opbygges gennem filmen, havde fået en proper afslutning - ikke nødvendigvis en slutning, der "forklarede alt", men forstå mig ret - så havde Alting Bliver Godt Igen kunnet tage sin plads ved siden af Kongekabale, Cecilie og Adams Æbler som en af de bedste danske film i nyere tid.