Anchorman: The Legend Continues

Hvis du ikke allerede har set den første Anchorman, bør du gøre det før du læser denne anmeldelse. Ikke kun bygger historien i efterfølgeren direkte videre på historien fra den første, den genbruger også adskillige af den første films scener, på en måde hvor de i anden ombæring virker endnu mere groteske. Nå ja, og så bør du naturligvis se den første film, fordi det er en af de sjoveste og mest skæve komedier nogensinde, med et så enormt antal af oneliners at ingen bør snyde sig selv for dens herligheder.

Som det blev understreget så mange gange i den første film, er der få ting i verden der betyder lige så meget for Ron Burgundy (Ferrell) som hans job som nyhedsoplæser, og derfor bryder hans verden også sammen, da han bliver fyret i starten af efterfølgeren. Der kommer yderligere salt i såret da hans hustru, Veronica Corningstone (Applegate), bliver forfremmet til at være den første kvindelige nyhedsvært.

Burgundy har inden længe brændt alle broer godt og grundigt, blevet alkoholiker og tilmed forsøgt at gøre en ende på det hele. Hans redning kommer dog i form af et job på et ny 24-timers nyhedskanal, der søger mere indhold. En rekrutteringsmission af den mest usædvanlige slags samler hele holdet fra den første film, og herfra gør filmen så ellers grin med stort set alt lige fra ligestilling til hudfarve og start-80'ernes afslappede forhold til hårde stoffer og selvhøjtidelighed.

Det er med andre ord nærmest den samme opskrift som i den første film, og netop den tanke vil være den første der slår dig, når du er færdig med at se efterfølgeren, for mængden af genbrug af stor, og selvom det er bevidst, føler man også til tider at man har set de fleste af vittighederne før.

Man må formode at firkløveret bestående af Will Ferrell, Steve Carell, Paul Rudd og David Koechner (samt den tilbagevendende instruktør Adam McKay) igen har improviseret sig igennem adskillige af filmens scener, og det er det, der vil ende med at afgøre hvad du synes om efterfølgeren. Ligesom den første film er her nemlig igen tale om en film af den slags, som kun bliver sjovere desto flere gange du ser den, fordi det er i de groteske detaljer og i særdeleshed i dialogen, at meget af humoren skal findes.

Hvis du gør dig nogen planer om at se Anchorman 2 bør du for øvrigt sikre dig at du ser den såkaldte "Extended Cut"-version, der foruden længere spilletid også angiveligt råder over 763 nye vittigheder. Hvorvidt antallet er sandt aner jeg ikke, men inkluderingen af både en helt ny sang, samt flere cameos fra blandt andet en sur Harrison Ford med superkræfter, gør det hele til en sjovere og marginalt mere sammenhængende film.

Det havde været urimelig at forvente at Anchorman 2 ville være lige så original, sjov og velfungerende som den første film, og det kommer den da heller ikke i nærheden af. Når det er sagt er Anchorman 2 stadig sjov hele vejen igennem, og indeholder også et par højdepunkter der er så groteske at man vil skulle være en sammenbidt bekæmper af komik for ikke at grine højlydt. Lige så god som den første film bliver den aldrig, langt fra, men derfor vokser den alligevel jo flere gange du ser den.