Jeg elsker hajfilm, selvom det er de færreste af dem, der rent faktisk er gode. Jeg er konstant på udkig efter den næste, og det luner altid om hjertet, når jeg læser om en ny - lidt på samme måde som jeg inderligt ville ønske, at dino-action var et hyppigere syn. Og ja, jeg ved godt, at David Robert Mitchells The End of Oak Street med Anne Hathaway og Ewan McGregor lander i august. Den ser dæleme skarp ud. Men beklager, nu var det jo hajer, vi skulle snakke om. Der er trods alt landet et par stykker, siden streamingtjenesterne tog over. Jeg anmeldte så sent som i april Thrash, og den holdt jo faktisk et stykke ad vejen.
Men nu til sagens kerne: Renny Harlin. Finlands absolut største instruktøreksport nogensinde med Cliffhanger, The Long Kiss Goodnight og en gigantisk bunke andre film på CV'et. Og så selvfølgelig Deep Blue Sea. Jeg var tretten år, da jeg så den første gang, og jeg var fuldstændig solgt. Den var flot (for sin tid), voldelig og voldsomt underholdende. Jeg fik det helt dårligt, da Stellan Skarsgård forvandlede sig til en enarmet tyveknægt, og jeg tabte kæben i chok, da Samuel L. Jacksons store heltetale brutalt blev afbrudt. Den hajfilm havde bare det hele. De havde endda hajer, der svømmede baglæns! Og lad os ikke glemme den klassiske LL Cool J-oneliner: "You ate my bird". Og ved du hvad? Den er hamrende åndssvag. Overdreven på alle tænkelige måder. Men den fungerer bare. Den dag i dag. Deep Blue Sea er min absolutte favorit-hajterror, kun overgået af Jaws - så da jeg læste, at Renny Harlin igen var hoppet i det dybe vand med hajer, blev jeg naturligvis ellevild. Men holder den?
Lad os starte med handlingen:
En international gruppe passagerer på vej fra Los Angeles til Shanghai tvinges til at nødlande i hajfyldt farvand. Nu må de samarbejde i håbet om at overleve den frådende flok af hajer, der hurtigt tiltrækkes af flyvraget.
Renny har altså sat sig for at kombinere episk flystyrt med typisk "shark flick". Det lyder som et fuldstændig fantastisk koncept. Traileren lovede rendyrket underholdning, og håbet om en form for spirituel efterfølger til Deep Blue Sea var i den grad til stede. Vi møder også et par velkendte ansigter. I hovedrollen finder vi det brede kæbeparti Aaron Eckhart. Jeg elskede ham som Harvey Dent i The Dark Knight. Han er dybest set en ret stiv og firkantet skuespiller - hvilket han også er her - men han har bare noget. Den flippede, festglade kliché af en kaptajn på det uheldsramte fly spilles af selveste ikonet Ben Kingsley. Han har interessant nok altid pendlet i øst og vest mellem tunge, Oscar-fejrende præstationer, komiske roller og rendyrkede B-film. Jeg har ofte undret mig over, hvordan han vælger sine roller, og er nået frem til, at han må gribe det an på samme måde, som jeg håndterer visse situationer: Det her bliver nok ikke skide godt, men det lyder sjovt. Vi kører! Endelig er der også Angus Sampson, som jeg for alvor fik øjnene op for i anden sæson af Fargo (og som også er herligt mindeværdig som spøgelsesjæger i Insidious-filmene).
Men sandheden er, at valget af skuespillere reelt ikke betyder det store, for det her er ikke en film, der ligefrem skriger på Oscar-statuetter. Du er dog nok spændt på at høre, hvordan Deep Water rent faktisk klarer skærene. Det er trods alt 27 år siden, Harlin slippede de genmodificerede, kloge hajer løs i Deep Blue Sea. Jeg må sige, at jeg faktisk godt kan lide den første halve time. Den bygger stemningen hæderligt op, selvom intet for alvor skiller sig ud. Vi bliver introduceret for papirstynde karakterer og miljøer, og vi ved jo udemærket godt, at det hele snart eksploderer i ansigtet på dem. Selve flystyrtet synes jeg faktisk er ret flot iscenesat. Uden at vide, hvordan kabinepersonalet i virkeligheden kommunikerer indbyrdes eller med kontroltårnet, føles det et eller andet sted realistisk, og man får et lille sug i maven, da det går op for dem, at en nødlanding på det åbne hav er eneste udvej.
Præcis som jeg altid har haft en svaghed for haj- og monsterfilm, har jeg også en dyb forkærlighed for film, der udspiller sig på flyvemaskiner - uanset om de holder sig i luften under hele spilletiden eller crasher efter en halv time. Passenger 57, Idris Elba-serien Hijack, Die Hard 2, Alive. Listen er ekstremt lang.
Men hvis du sidder og håber på den helt store filmoplevelse, må jeg desværre skuffe dig: Der er desværre forsvindende lidt i Deep Water, der rent faktisk fungerer. Den er ikke særlig flot lavet, man er dybest set rystende ligeglad med karaktererne, og det bliver aldrig for alvor spændende eller rigtig underholdende. Nerven udebliver fuldstændig, og jeg savner al den charme, som den spirituelle forgænger havde i overflod. Man har fuldstændig glemt legesygheden, og truslen fra hajerne føles uinteressant og savner for alvor bid (høhø). Jo vist, der er et par scener, der fungerer okay, og jeg keder mig som sådan ikke undervejs, men jeg havde dæleme håbet på mere. Deep Water er ekstremt hurtigt glemt og fungerer måske okay til en sløv tømmermændssøndag, men heller ikke meget mere end det. Til gengæld fik den mig til at nappe et gensyn med Deep Blue Sea i den nærmeste fremtid.