Steven Spielberg er berømt for mange ting, og én ting i særdeleshed er hans store kærlighed til rumvæsner. Hans næste film efter Jaws, Close Encounters of the Third Kind (1977), behandlede emnet om UFO-observationer og møder med rumvæsner med en usædvanlig realisme og positivisme. Den droppede B-film-klichéerne og tog sig selv seriøst ved at bevæge sig væk fra metaforer om "det fremmede" - det mærkelige og ukendte med ondsindede intentioner. I stedet fungerede den som en påmindelse om vores egen ubetydelighed i universet, en opfordring til ydmyghed og, forhåbentlig, til enhed som art.
Trods succesen med Close Encounters har få film efterfølgende udforsket emnet om udenjordisk liv fra et jordnært synspunkt, uden at bruge dem som undskyldninger for gys eller action. Få har i stedet behandlet dem seriøst og med en troværdighed, der får os til at tro på, at de kunne være virkelige, og derved flyttet fokus over på os selv som en form for eksamen i menneskelighed. Robert Zemeckis' Contact (baseret på Carl Sagans roman) og Denis Villeneuves Arrival (baseret på Ted Chiangs novelle) er de primære eksempler, og nu lukker Spielberg sin egen cirkel med Disclosure Day, som er en af hans bedste og mest originale moderne film.
Det første, man bemærker, er, at Disclosure Day føles præcis som det, man ville forvente af en Steven Spielberg-film. Den har hans DNA overalt, lige fra historien og karaktererne til de temaer, filmen udforsker. Det ses i måden, kameraet konstant bevæger sig rundt om skuespillerne på, hvordan lyset bruges ekspressivt af filmfotograf Janusz Kamiński, og naturligvis i endnu et mesterværk af et pulserende soundtrack fra John Williams. Alt bærer hans signatur, men vigtigst af alt følges den visuelle elegance ad med en solid og original historie, der fanger din nysgerrighed fra første minut og ikke taber pusten i løbet af de to og en halv time, mens den løbende løfter sig med hvert skridt og tvist.
Disclosure Day følger primært to karakterer, spillet af Emily Blunt og Josh O'Connor. Blunt er en vejrvært, der rammes af uforklarlige visioner og glimt, mens O'Connor ønsker at afsløre informationer og dokumenter for offentligheden, der beviser, at rumvæsner er virkelige, og at det amerikanske forsvarsministerium har vidst det i årtier (for 79 år siden styrtede en UFO som bekendt ned i Roswell, hvis man tror på konspirationerne - hvilket i øvrigt også tilfældigvis er Spielbergs alder).
Hele filmen er én stor jagt, hvor embedsmænd fra regeringen, anført af Colin Firth, forsøger at fange dem. Det involverer hæsblæsende biljagter og sågar et James Bond-agtigt stunt med et tog, kombineret med delvise, nå ja, afsløringer af informationer, hvilket giver dig rigeligt med tid til at brygge dine egne teorier og holde hjernen i gang, mens filmen skrider frem. David Koepps manuskript balancerer matematisk alle de værktøjer, han har til rådighed: mystik, action, romantik og endda en smule humor, hvilket holder dig glimrende underholdt, samtidig med at der rejses store spørgsmål om verden og os selv: Hvordan ville vi reagere, hvis sandheden kom frem? Ville verden blive et bedre sted?
Der er interessante (omend måske en kende overfladiske) undersøgelser af tro og menneskers behov for at tro, hvor religion præsenteres som en af de største forhindringer for, at verden kan indse, at rumvæsner er virkelige. Filmen vælger desuden at ramme historien ind i konteksten af en ulmende Tredje Verdenskrig, som er uhyggeligt let at relatere til, når man ser den (selvom den gentager klichéen med at bruge Nordkorea som Hollywoods faste go-to-trussel mod verdensfreden, ligesom i det nye Call of Duty), hvilket viser et samfund i kaos og på randen af kollaps. Ville beviset på eksistensen af udenjordisk liv, som overgår vores fatteevne, i denne kontekst kunne få os til at føle os mere forenede?
På en mindre og mere personlig skala er Spielbergs faste temaer om barndomstraumer fra splittede familier stadig til stede og udgør en vigtig del af filmen. Men i modsætning til mange af hans tidligere værker, serveres de her i mindre doser, som ikke stjæler for meget tid, men i stedet fungerer som fundamentet for flere af karaktererne. Der vælges klogt at antyde frem for at udpensle, hvilket gør det lettere for publikum at spejle sig i karakterernes følelser frem for deres specifikke oplevelser, og det bygger på idéen om, at ondskab udspringer af mangel på kærlighed, uden at det bliver skåret for meget ud i pap.
Faktisk er de delte hovedroller til Blunt og O'Connor, samt de mysterier, som Koepps manuskript vælger at holde skjult (både om de to, men også om Firths og Colman Domingos biroller), med til at gøre, at filmen føles mere universel, hvilket netop er pointen. Selvom det er et spændende eventyr, handler filmen mindre om dem og mere om menneskeheden - om os selv - hvor nogle ting besvares, mens andre lades op til fortolkning. Når det er sagt, og uden at forklejne de andre, er det fuldt ud på sin plads at sige, at det i de fleste scener er Blunt, der bærer filmen på sine skuldre med en Oscar-værdig præstation.
Nogle, herunder jeg selv, ville nok have foretrukket mindre fokus på action og spektakel og en dybere udforskning af de emner og spørgsmål, der kun lige kradses i overfladen. Men når alt kommer til alt, er Disclosure Day en Spielberg-Koepp-film, hvilket betyder, at den skal balancere dybde med ren underholdning. Resultatet er en ægte sommer-blockbuster af den kaliber, som få instruktører formår at lave i dag uden at læne sig op ad eksisterende franchises eller overlæsse det med action og humor til det udmattende.
Den er vildt underholdende, næsten som en spionthriller med storslåede actionscener og afsløringer med sympatiske karakterer, men det er fint afvejet med tunge emner og en intelligent modvilje mod at forklare alt, hvilket engagerer publikum og efterlader dem med en stor følelsesmæssig vægt.
Og de ufo-entusiaster, der sidder derude, kan være helt sikre på, at Spielberg og Koepp har modet til at tage deres emne dybt seriøst uden at latterliggøre det eller sløre det med metaforer og dobbeltbetydninger. I en tid, hvor konspirationsteorier insisterer på at ødelægge vores samfund, betragter jeg stadig ufologien som den smukkeste og sundeste af alle konspirationer. For i modsætning til mange andre konspirationsteoretikere, der tror, de ved alt, minder den os om at holde fødderne på jorden og husker os på, at vores eksistens i dette univers blot er en parentes i det store billede.
