Australierne ved en ting eller to om gys. Wolf Creek, We Bury the Dead, Wyrmwood, Daybreakers, Talk To Me, The Babadook - eksemplerne er mange, og nu føjer Leviticus sig til listen, skabt af producerne bag de to sidstnævnte film. Hvad handler den om? Enkelt sagt: To teenagefyre underkastes en "velment" eksorcisme og bliver kort efter forfulgt af en ondskabsfuld entitet, der tager form af den person, de begærer allermest.
Adrian Chiarella har instrueret og debuterer her med sin første spillefilm, og jeg er glad for at kunne sige, at det bestemt ikke er en dårlig debut. I hovedrollen ses Joe Bird som Naim, som man vil genkende fra Talk To Me. Stacy Clausen, der medvirkede i Netflix-gyserfilmen Thrash, spiller hans kærlighedsinteresse, Ryan, mens Naims mor spilles af Mia Wasikowska fra Alice in Wonderland og Crimson Peak. Skuespillet i Leviticus er af en meget høj standard og løfter hele oplevelsen.
Præmissen er simpel, men meget stilfuld. Minder den om It Follows? Mere end bare en lille smule, vil jeg sige. Men det generer mig ikke, for Leviticus formår at stå på egne ben og gør noget interessant med temaet. Den er desuden spækket med social kommentar i form af stikpiller til både kristen fundamentalisme og homofobi, og at flette sådanne temaer ind i denne type film kan være lidt af et sats, alt efter hvordan det gøres. Her synes jeg bestemt, det forstærker filmen og tilføjer en ekstra dimension uden nogensinde at føles påtvunget - så et stort plus for det.
Udover det fremragende skuespil formår filmen at bygge en virkelig god atmosfære op med en krybende uro og nerverne uden på tøjet, når man mindst venter det. Der er også en underliggende tristhed i fortællingen, der centrerer sig om temaet fremmedgørelse. Unge mennesker, der ikke bliver forstået, kærlighed, der ses som forkert af den voksne verden og folkene omkring dem. Der er også sårbarheden, hvor filmens essens bliver en refleksion af noget både større og farligere, såvel som fordømmelsen fra deres nærmeste. Den er oprigtigt stilfuld - virkelig stilfuld.
Peek-a-boo!
Som sagt minder den meget om It Follows, men ikke på en måde, der generer mig. Jeg vil kalde Leviticus en queer-gyserfilm, der blander It Follows med Eksorcisten og Talk To Me. Selvom tempoet ikke altid er hæsblæsende, er den effektivt fortalt, man sidder på kanten af sædet, og gysene er veludførte; filmen satser mere på at skabe en uhyggelig stemning end på at læne sig op ad trættende jump scares, selvom der også er et par af dem.
Det, der trækker bedømmelsen ned, er, at tredje akt - som det så ofte er tilfældet i genren - er en smule svagere. Det bevæger sig lidt for hurtigt, og personerne handler irrationelt og tåbeligt. Jeg ville også have ønsket en smule mere klarhed over, hvad der egentlig sker, herunder hvorfor, og hvem den såkaldte "Deliverance Healer" i virkeligheden er. Men hvem ved, måske er nogle spørgsmål efterladt ubesvarede til en potentiel efterfølger? Hvis det er tilfældet, vil jeg være den første til at række hånden op, hvis nogen spørger, hvem der er klar på at se den, for jeg ville have elsket yderligere 90 minutter i dette univers.
På trods af en svagere finale og på trods af ikke at være decideret skræmmende, er Leviticus en af årets hidtil mest interessante gyserfilm. Gå ind og se den.