Det er da heldigt, at Anne Hathaway har masser af andre store film på plakaten i år. The Devil Wears Prada 2, The Odyssey, Verity og The End of Oak Street. Michaela Coel har også The Christophers. Når året er omme, kan vi forhåbentlig alle sammen glemme alt om det prætentiøse makværk, der var Mother Mary.
Okay, det er måske ikke så slemt. Nej, egentlig ikke. Der er trods alt elementer i filmen, som lever op til de forventninger, man havde, da man købte billetten. Kostumerne er fantastiske, selvom vi vender tilbage til, hvordan de bliver spildt. Musiknumrene er gode, men det føles ikke, som om de tjener andet formål end blot at eksistere. Skuespillet gør sit job, men det er så hæmmet af et overskrevet manuskript, at karaktererne aldrig føles rigtigt menneskelige. Koncepter kommer og går, idéer spildes som overskydende stof, og hele oplevelsen med Mother Mary efterlader dig med følelsen af, at du lige har set filmatiseringen af en fanfiction om en popstjerne og hendes tidligere stylist. Det er i øvrigt interessant, at Anne Hathaway faktisk har spillet med i en fanfiction-fortolkning før.
Mother Mary skildrer Anne Hathaway som titelfiguren - en popstjerne, der er nået til et punkt i karrieren, hvor hun er mere bekymret for det eftermæle, hun efterlader, end for at skabe noget nyt. Michaela Coel spiller Sam, hendes tidligere stylist og modegeni, som Mary opsøger en regnfuld dag med en bøn om at få syet en kjole. Spændingen er til at tage og føle på fra det øjeblik, Sams assistent (spillet af Hunter Schafer) desperat forsøger at holde Mary væk. Hvilket drama ligger der mellem de to? Hvad afholder dem fra at tale rent ud i stedet for at tale i cirkler og undgå de problemer, der har hjemsøgt dem fra deres ungdom til nu? Manuskriptet, tilsyneladende.
Mother Mary beskrives som en psykologisk thriller, men den eneste mentale tortur, jeg mærkede, var at skulle lytte til dialogen og se vores karakterer gå rundt og rundt i en endeløs samtalecyklus. Jeg behøver ikke få deres drama forklaret; det er ret tydeligt, hvilken skade der er sket på deres forhold. Men Mother Mary beslutter, at du skal sidde og svælge i manuskriptets utilstrækkelighed i en sådan grad, at du fortryder, at du ikke tog dit ur på, så du kunne se, hvor meget af de 1 time og 50 minutters spilletid, du havde overstået. Størstedelen af filmen foregår i en stor lade, som Sam har omdannet til sit studie. Det er i og for sig fint, selvom det får de pop-optræden-fyldte trailere til at føles lidt som falsk markedsføring, for indimellem bruges kulissen ret interessant. Det minder til tider næsten om et teaterstykke, mens det andre gange bare føles som et stort, gabende hul, hvor der burde have været en interessant baggrund.
Idéen om en så lukket setting kunne have fungeret, hvis karaktererne var så dragende, at man ville se dem tale sammen i en trang lejlighed eller i en McDonald's drive-thru. I stedet falder de langt under de ambitioner, som instruktør og forfatter David Lowery har for dem. Sam taler, som om hun kigger i en synonymordbog lige uden for billedet, hvilket kunne have været et interessant karaktervalg - man kunne sige, at hun taler sådan for at bevise sin mentale overlegenhed eller fastslå sin position som et excentrisk geni. Men vi dykker aldrig dybt nok ned i hendes karakter til, at det valg bliver tydeligt, og jeg har ikke tænkt mig at lade tvivlen komme Lowery til gode her. Især ikke når han lader Hathaway skære de samme ansigter hvert minut, mens hun mumler for sig selv om fortrydelser i karrieren, sit forhold til Sam og sin nye sang, som uforklarligt nok hedder "Spooky Action", på trods af at den har en plotmæssig relevans, der burde kræve et noget tungere navn.
Karaktererne er mere idéer, end de er mennesker. Især Mary føles som et skud i tågen, der viser, hvorfor man ikke skal skyde i tågen. I en så interessant æra for kendiskulturen når Mother Mary's kritik af berømmelse aldrig længere end til, at det er fysisk og følelsesmæssigt udmattende, fordi hun skal passe sit arbejde. Der er heller næsten ingen udforskning af tematikken og betydningen bag hendes navn. Hendes sange er sørgelige, de fleste med religiøse referencer, og karakteren hedder selv Mother Mary. Igen får vi bare idéer serveret. Det er derfor, sangene bare er sange, og vi ser kun de outfits, Sam skabte til Mary, i et kort segment til sidst. Der er masser af prikker, men ingen rød tråd til at forbinde dem.
Jeg finder ikke Mother Mary særlig ambitiøs. Hvis den er det, kan vi kalde mig ambitiøs, hver gang jeg står op om morgenen. Jeg synes ikke, den fejler i forsøget på at gøre noget stort. Jeg tror, den forsøgte at opnå noget meget opnåeligt og alligevel faldt pladask. Musikken fungerer, skuespillerne gør deres bedste, og de outfits, man ser til slut, er strålende stilfulde, men kernen i det, der skulle have fået filmen til at fungere, er lige så solid som et ormædt æble. Beklager, Anne Hathaway, men man kan vel ikke ramme plet hver gang.
