"Only mystery allows us to live, only mystery"
Dette citat, som naturligvis er af Lorca, men som møntes præcis af en overraskende karakter mod den rørende slutning på La bola negra (The Black Ball), definerer en af styrkerne ved Los Javis' nye film, som jeg havde fornøjelsen af at se ved Cannes-premieren: dens evne til at skjule, afsløre og imponere. For selvom dens budskab og kontekst var forventelig, var det dens udsøgte sofistikering, dens subtile måde at væve og blotte sig på, der fangede mig fra start til slut. Hvor mange film om den spanske borgerkrig (og om Anden Verdenskrig og Første) har ikke floreret på vores lærreder, hvor mange forsøg på at fordømme den historiske undertrykkelse af ikke-normative seksuelle orienteringer og kønsidentiteter? Og alligevel ligner La bola negra ingen af dem - hverken fra den første eller den anden gruppe.
De tre historier, den fletter sammen (Sebastián i 1937, Carlos i 1932 og Alberto i 2017), løber parallelt med samme mesterlige håndværk som i de bedste film, der gør brug af dette velkendte narrative greb, men her tilsat et meget personligt præg. Til tider tager sekvenserne et mere roligt, velordnet og ensartet tempo. Andre gange bevæger vi os fra et øjeblik med én karakter på ét sted til en helt anden på få sekunder, men altid med en komplementær og harmonisk hensigt. Den enes situation forklarer den andens, giver en ledetråd, supplerer eller blot ledsager den. Og selvom jeg normalt ville nævne musikken later, er det her, at det vidunderlige soundtrack af Raül "Refree" Fernandez Miró spiller en tydelig rolle, der ikke længere blot er følelsesmæssig, men bevidst narrativ og asynkron. For eksempel når trompeten, som Sebastián spiller på, fortsætter med at lyde efter klippet for at sætte scenen for det, der skal ske i en anden tid og på et andet sted. Eller når han vover at pifte en nøgen strandfest med fyrværkeri i 1930'erne op med dansemusik.
Det er også en frisk og unik film. Nutidshistorien, som ved første øjekast virker som den mest forudsigelige eller kedelige, vingen enorm styrke, som filmen skrider frem og favner de to andre for til sidst at binde dem sammen med stor opfindsomhed. Og den gør det uden at give køb på sit eget moderne drama, med humoristiske øjeblikke, der er ligeså særprægede som pletskudte, og ved at fremhæve to kvinder, hvor vi mindst ventede det. På den ene side Lola Dueñas' Teresa (Albertos mor), en af de bedst tegnede og most troværdige karakterer i hele historien. På den anden side prikken over i'et: Glenn Close som biografiforfatteren Isabelle Durand, det helt perfekte valg til at levere de ord, der danner det rørende klimaks på denne form for trilogi.
Selvom jeg bider mig selv i tungen for ikke at spoile nogle af de mysterier, der løfter denne oplevelse (og jeg anbefaler, at du går ind og ser den uden at vide for meget), er det klart, at filmen trækker på og til dels fortæller historien om Federico García Lorca; ikke kun hans eftermæle for fremtidige generationer, men også hans indflydelse, mens han var i live, hans poesi og hans hemmelige seksuelle orientering, skjult for offentlighedens søgelys, men råbt eller sunget i intimiteten af hans tætte cirkel eller hans skrifter. Selvom jeg vidste dette inden turen i biografen, var jeg også vild med, hvornår og hvordan Lorcas skikkelse introduceres. Det gøres ikke på Hollywood-maneren, hvor det proppes lige i ansigtet på dig, så du ved, at 'en kendt person' er forbundet med karaktererne. Nej, det er først et spørgsmål om en nutidig aura og derefter en delikat introduktion, så man som tilskuer gradvist fornemmer hans indflydelse, og den antyder overfor dig, hvad han inspirerede hos kunstnere og læsere, snarere end at se hans navn skrevet med store bogstaver. Faktisk, som plottet begyndte at falde på plads, overbeviste denne stil mig i så høj grad, at karakterens faktiske afsløring på lærredet næsten føltes forceret og unødvendig.
And det er her, jeg kan sige mindst. Når de to eller tre store mysterier mod slutningen af filmen afsløres, og man forstår den store hemmelighed, der har været holdt i årevis, får alt det, der gik forud, en helt ny genklang. Det samme gælder for historien med Carlos, der med sine åbenlyst teatralske undertoner ublu bryder igennem det hvide lærred for at levere scener så mindeværdige som hans dans med en cigaret i hånden og munden. Det é poetiske og sceniske greb, som vi - endnu en gang - har set før, men som Los Javis rammer med stor overbevisning. Hvis du vil tillade mig en computerspilsreference, så hæver det kunstneriske udtryk sig her over mediet for at blive til noget større, næsten på samme måde som Sam Barlow forsøgte i Immortality.
Men min overgang her er knap så elegant som instruktørernes. Det, der udfolder sig mellem en gribende åbning, som fanger dig uigenkaldeligt, og sammensmeltningen af den eller de slutninger, er en rejse mellem de to udgaver af datidens Spanien og det, der er tilbage af dem i dag. En fortælling om borgerkrigen, der udvisker fronterne for at tilbyde et par interessante eller anderledes vinkler, som alle er nødvendige for dem, der føler nostalgi for tider, de aldrig selv har oplevet. Perspektivet af drengen, der er falangist af dekret og ender med at forelske sig i fangen. Historien om adelsdrengen, der afvises i casinoet (ved en afstemning med onykskugler) på grund af rygter om hans ikke-ideologiske tilbøjeligheder. Fortællingen om den fejlslagne dramatiker, der dykker ned i "spring-ud"-historier fra det tidlige 20. århundrede... og ender med at afdække noget langt større. Det handler om at "vælge den forkerte vej", men også om inspiration, kunstens kraft og kærlighedens mod: ligeså hensynsløs som den er transformerende.
Fordi La bola negra er i stand til at tage fat på langt flere problemstillinger end blot undertrykkelsen af "nye skikke" i de år. Intet slog mig som gratis, hverken visuelt eller i plottet, hvilket ellers ofte sker for mij med spansk filmkunst. Og der er ikke tale om "overdreven beskedenhed", som Closes karakter definerer vores nationale kulturelle skam, men om ren elegance. Faktisk fortjener Penélope Cruz' korte rolle som kunstneren Nené Romero også en særskilt omtale; hun er et forrygende es i ærmet, der puster nyt liv i filmen med sin chulería og sine tekster, der spyttes i hovedet på bøllerne, som naturligvis overrumples af deres egen forelskelse i hendes skønhed.
Dermed er den også morsom til tider, autentisk, selvom jeg føler, at den mister rytmen en smule i de midterste passager og helt sikkert vil virke kedelig på nogle, for bogstavelig i sin symbolik eller alt for hyperbolsk. For mig står La bola negra dog som klog, teknisk fremragende og minutiøst detaljeret - stærk og poetisk - og den tjener til at udvikle og konsolidere Los Javis' filmskabelse. Til sidst, mens den kolde sne faldt, forlod vi alle biografen, mens vi holdt følelserne tilbage, fordi vi vidste, at vi lige havde været vidne til noget helt særligt.
