Anmeldelse: The Devil Wears Prada 2 - mindre kant, samme charme

Det har taget 20 år, men nu er opfølgeren til kultklassikeren fra 2006 endelig landet. Før The Devil Wears Prada blev et biografhit, var det som bekendt en roman af Lauren Weisberger, der baserede historien på sine egne benhårde erfaringer hos Vogue under den legendariske Anna Wintour (som i øvrigt trak sig som chefredaktør sidste år, selvom hun stadig styrer Met Gala med hård hånd).

Hvor den første film modererede Miranda Priestly og gjorde hende mere menneskelig - takket være Meryl Streeps uundgåelige karisma - går The Devil Wears Prada 2 helt sine egne veje. Manuskriptforfatter Aline Brosh McKenna og instruktør David Frankel har valgt at se bort fra Weisbergers egne efterfølger-romaner og har i stedet skabt en historie, der føles forfriskende tro mod originalen, samtidig med at den kaster et skarpt (omend kærligt) blik på nutidens mediebranche.

Det bedste ved, at der er gået to årtier, er de nye fænomener, filmen kan spidde. Vi ser nu en branche præget af massive fyringsrunder og nedskæringer, hvor konglomerater jagter profit på bekostning af kvalitet (hvilket straks leder tankerne hen på virkelige sager, som da Jeff Bezos købte The Washington Post og fyrede hundredvis af ansatte). Filmen skildrer også printmediernes død, AI's indtog i journalistik og mode, samt hvordan de sociale mediers meme-kultur har ændret alt.

Selvom konteksten er ny, vil fans føle sig hjemme med de fire hovedroller intakte: Meryl Streep som den evigt frygtindgydende Miranda Priestly; Anne Hathaway som Andy, der nu er en anerkendt journalist; Emily Blunt som Emily, der nu er topchef hos Dior; og Stanley Tucci som Nigel, Mirandas loyale højre hånd.

Der introduceres få nye ansigter, og heldigvis er dette ikke en af de efterfølgere, der desperat prøver at "give stafetten videre" til en ny generation. Meget af fornøjelsen ligger i at se de oprindelige karakterer navigere i en verden, hvor Mirandas udnyttelse af sine ansatte ikke længere bare accepteres stiltiende. Det er dog lidt ærgerligt, at de nye assistenter, spillet af Simone Ashley og Helen J. Shen, ikke får mere skærmtid, da de bringer en tiltrængt diversitet og moderne kant til Runway-kontorerne.

Størstedelen af filmen kredser stadig om det dysfunktionelle forhold mellem Andy og Miranda, samt venskabet mellem Andy og Emily. Det er en fin påmindelse om, at 20 år måske lyder af meget, men at man aldrig helt slipper for sin fortid i denne branche.

Ligesom i 2006 bliver den skarpe kritik af dehumaniserende kapitalisme hurtigt blødt op til fordel for en mere sødmefyldt og underholdende historie. Fraværet af Andys kæreste fra den første film, Nate (Adrian Grenier), bekræfter filmens ønske om at være en "feel-good"-oplevelse frem for et tungt moralsk drama.

Er det et problem? Måske for de mest kyniske seere, men virkeligheden er, at The Devil Wears Prada 2 fungerer fremragende som ren underholdning. Den er fyldt med vidunderlige dialoger, charmerende præstationer og de uundgåelige mode-øjeblikke, vi har tørstet efter.

Filmen minder mig om den stil af oprigtige film, Hollywood næsten er holdt op med at lave, fordi alt skal være så "edgy" eller postmodernistisk. The Devil Wears Prada 2 vil få dig til at tænke over mediebranchens forfald og kapitalismens skyggesider - men den vil først og fremmest få dig til at gå fra biografen med et smil på læben.