Det er ikke let at være superhelt. Det må Pelle, aka ANTBOY, efterhånden sande. Han bruger så meget tid på at rende rundt og sætte skurke på plads, at det efterhånden går ud over alt andet. Han ser ikke nok til sine venner, og når han gør, er han ofte så udmattet at han småblunder imens. Det er hårdt arbejde med krævende ansvar.
Det bliver heller ikke lettere af, at han ikke rigtig kan finde ud af at sige til sin søde veninde Ida, at han vist er lidt lun på hende. Især ikke når ham den nye douchebag, Christian, der er startet i skolen, bare virker så meget sejere og ukikset med sin buddhisme og guitar og grønkålschips og veganeraktivisme. Og som om det ikke var nok, rumsterer der også en ny superskurk, der tilsyneladende er fuldt opsat på at gøre Antboys liv så surt som muligt - både med og uden maske.
Den første Antboy blev kaldt Danmarks første superheltefilm. Om det passer, skal jeg ikke kloge mig på, men populær blev den i hvert fald, og det med rette - for som børnefilm havde den fat i den lange ende. Antboy: Den Røde Furies Hævn er også en børnefilm. Det kan man lige så godt gøre sig klart, det er ikke Spider-Man, det her. Men alligevel er den lidt mere moden end forgængeren, idet alle involverede jo er blevet lidt ældre, og filmen således kan tage nogle lidt mere modne emner op.
Derfor handler anden omgang af Antboy også om nogle lidt mere modne emner. Om den svære første forelskelse, at blive såret og afvist af nogen man ser op til, jalousi, og at hævn ikke rigtig gavner nogen. Og selvfølgelig også om at give Terror Tvillingerne bank.
Nu er jeg en 31-årig mand, der ligger jeg temmelig langt fra målgruppen, og som voksen skal man ikke gå ind og se Antboy med forventninger om en dansk Iron Man eller Avengers. Men som børnefilm? Der er den bestemt udmærket. Den taler til sit publikum i øjenhøjde, respekterer dem, og selvom her tydeligvis er et par moralske pointer, så vader den ikke rundt i dem eller har travlt med at udpensle. Når en film kan præstere at vise mig børneskuespillere i superheltekostumer i knap halvanden time, uden jeg bliver rasende irriteret, så har den altså fat i noget.
I øvrigt er den også en fryd at se på. Især de mange udendørsscener er en fornøjelse, og den fiktive by Middellund, som filmen foregår i, ligner en skøn, tidløs blanding af Vanløse eller Brønshøj anno Busters Verden og flere større danske provinsbyer, uden at være nogen af delene.
Så altså: det er ikke en film, jeg hiver slænget med i biffen for at se, men havde jeg egne børn eller familie i den rette alder, kunne der snildt være dømt biotur i juleferien.
