Aquaman and the Lost Kingdom

Den halvatlantiske, muskuløse og fandenivoldske Arthur Curry har det ikke nemt som den retmæssige konge af Atlantis. Ikke alene er halvdelen af Atlantis stadig ikke synderligt tilfredse med hans regime, og ønsker mere at udslette det hele, snarere end at acceptere ham som regent, og den hævngerrige Black Manta er på spil igen. Og når ja, han er også blevet far for første gang, og bleer skifter ikke sig selv! Især ikke nu, hvor Amber Heards rolle er blevet ordentligt skåret til i en overordentligt udskudt efterfølger, der ramte sin udløbsdato, i det sekund James Gunn overtog DC-roret. Med andre ord er julen ikke ligefrem reddet, medmindre man bare er på udkig efter støj i højtiden. Det havde været fint for Aquaman and the Lost Kingdom at sende DCEU ud med et brag, men det er ikke hvad der er sket her. Beklager.

Aquaman and the Lost Kingdom er som en uhellig blanding af Thor: The Dark World, Transformers 2: Revenge of the Fallen og Hellboy (ja, den seneste). Der er ikke en eneste original idé i dette forældede manuskript, bortset fra nogle kreative designvalg på nogle undervandsfartøjer. Alt er allerede blevet gjort, og bedre også, men denne gang er der ingen rød tråd, da hele filmen føles usammenhængende med reshoots og tvivlsomme sceneovergange.

Amber Heards rolle er af indlysende årsager blevet beskåret betydeligt, hvilket bidrager til flere usammenhængende sekvenser og actionscener. Man får den samme rykvise fornemmelse i filmens første akt, som aldrig synes at beslutte sig for, hvordan den skal begynde. Den starter måske fem gange i et desperat forsøg på at finde et startskud, på at finde samhørighed, men filmen kommer ikke i gang før meget sent i handlingen. Desværre kan Patrick Wilson, som måske er filmens eneste lyspunkt, heller ikke redde denne Atlantis-suppedas.

Der sker en masse, men samtidig sker der intet plotmæssigt. Aquaman føles til gengæld som en billig kopi af idioten Thor fra Marvels senere faser, hvor han blev reduceret til intet andet end en glorificeret punchline. Hverken Jason Momoa eller instruktøren James Wan lader til at vide, hvordan de skal håndtere denne vagabond-havkonge, og det er en skam, at Wans talent er spildt på denne trætte genre. Apropos træt, så kan Aquaman 2 også ses i 3D i et forsøg på at efterligne Avatars undervandssucces, men 3D-oplevelsen forringer det hele, fordi CGI-effekterne er så sløve og grødede, at det er endnu sværere at se, hvad der sker på skærmen med 3D-brillerne på.

Det er en mærkelig situation, Lost Kingsom befinder sig i, og det ses i næsten alle aspekter. Humoren fungerer ikke det mindste, der er knap nok et plot at tale om, personerne er lige så flade som deres håbløse dialog og ... Jeg har ikke noget imod cheesy tegneseriefilm, så længe man holder den fine balance mellem seriøse tegneserier og farverige superhelte, men her er det bare barnligt. Pinligt. Trættende. Forfærdeligt.

Lost Kingdom er intet andet end et sidste desperat åndedrag fra den gamle, afsatte DCEU-æra, som ingen vil savne. Ingen vil heller huske The Lost Kingdom; den følger i fodsporene på Shazam 2 lige ned i superheltegraven.

Lad os ved alle guderne i kosmos håbe, at hvad end Gunn og Safran har i støberen, så er det bedre end det her.