Assassin's Creed

Uanset om man tilhører den gruppe, der har spillet spillene bag filmen, eller om man starter med en blank tavle, så tror jeg, at de fleste vil sidde tilbage med den samme følelse i kroppen, når rulleteksterne begynder; en lunken anerkendelsen af en cinematisk oplevelse, der på ingen måde er så underholdende, som den kunne have været, selvom den dog stadig formår at imponere undervejs.

De, der ikke er bekendte med serien, vil måske blive en smule forvirrede undervejs. Der er bidder af historien, som man straks vil forstå, hvis man har spillet spillene, men alt forklares ikke helt så grundigt overfor nytilkommerne, som det måske burde, og det er her at forvirringen opstår.

På den anden side så vil de, der har spillet alle eller blot nogle af spillene, for det meste forstå, hvad der sker, selvom filmens fortolkning af bestemte elementer - især The Animus - er meget forskellige fra det, vi har set før. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men det er i det mindste værd at nævne, at folkene bag filmen har haft en del kreativ frihed.

Der er mange små hints, som fans af serien helt sikkert vil kunne lide, såsom ørnen der flyver omkring flere forskellige, smukke historiske udsigter, når vi som publikum hopper mellem flere forskellige historiske perioder. Den action, vi ser udspille sig i det 15. århunderede i Andalusien, er ofte en sand fryd for øjet, og det er tydeligt at se, at der ikke er sparet på noget, når det kommer til at realisere denne kaotiske tidsperiode med den Spanske Inkvisition, Granadas fald, og hvor de kristne skubbede det sidste af det islamiske styre ud af Europa. Det er med denne tumult i baggrunden, at meget af filmens action finder sted, og når det fungerer, er det både underholdende og medrivende.

Den kendte skuespiller Michael Fassbender spiller Callum Lynch fra nutiden samt hans forfader Aguilar de Nerha - en Assassin der har til opgave at beskytte Apple of Eden (som fans vil genkende fra spillene som et artefakt, der giver sin ejer evnen til at styre andres tanker). Assassins'ne forsøger at gemme denne ældgamle artefakt væk, mens deres fjender kaldet Templars - eller Abstergo Industries, hvis du foretrækker det - prøver at finde frem til, hvor den befinder sig henne, så de kan overtage, tja, verdensherredømmet.

Filmens plot forbliver tro mod baggrundshistorien på mange måder og sammenstillingen mellem det historiske og det moderne bevares. Abstergo tror, at Lynchs forfader, Aguilar, kender til artefaktens gemmested, og derfor sætter organisationen alt ind for at fange Lynch og proppe ham ind i den redesignede Animus, så de gennem ham kan gennemgå hans forfaders historie og gå i hans fodspor igennem det 15. århundrede for forhåbentligt at finde skatten.

Faktisk er Lynchs interaktioner med Animus'en mere interessante her i filmen, end de er i spillet. Her bliver Fassbender hejst op i luften af en kæmpestor mekanisk arm og efterligner heroppe historiens gang, mens dem omkring ham ser historien gentage sig selv. Designet er gennemtænkt og filmen ser ganske flot ud, og det er den godt klar over. Der er disse øjeblikke, hvor du nærmest kan fornemme, at produktionsholdet har brugt lidt for lang tid på at forundres over deres egen kreation, fremfor at give os noget af mere mening end en flot udsigt.

Selvom disse øjeblikke er sjældne, så bidrager de alligevel til en af filmens gennemgående fejl: dårligt tempo. Der er for mange pauser og stille perioder, og uanset om du kender til serien eller ej, så kommer du nok til at ønske, at de havde skåret nogle minutter af det endelige produkt. Det er en mærkelig klage at have, når man på samme tid kan sige, at der stadig er elementer i filmen, der føles uudforskede såsom forholdet mellem karaktererne i nutiden. Det resulterer i at følelserne imellem dem føles forcerede, og det giver os ultimativt set en mangel på den kontekst, der skal få dem til at føles autentiske.

Og så hjælper det ikke, at birollerne, som spilles af Brendan Gleeson, Marion Cotillard og Jeremy Irons (de to sidstnævnte spiller en Templar-fader og hans datter), heller ikke kan sætte gang i filmen. Cotillard gør et godt forsøg; hendes karakter kæmper med sin samvittighed, når hendes videnskabelige etik modstrider hendes personlige ambitioner, men resten af karaktererne er bare for tynde, og der er ikke dybe nok til at bidrage til en meningsfuld historie. Dertil kommer, at den overgang og udvikling, vi ser i Lynchs karakter, kommer alt for pludseligt. Hans motivationer svinger mellem direkte modsætninger med alt for hastige skridt, hvilket får den sidste del af filmen til at føles forhastet - især i kontrast til resten af filmen, som slet ikke rigtig får gang i noget tempo.

Det hele er dog ikke dårligt. Action-sekvenserne er rigtig gode og seriens tradition for parkour er brilliant observeret. Der gemmer sig masser af smuk cinematografi i filmen, med iøjenfaldende billeder og gode special effects. Plottet kan til tider være en smule forcirrende, men de har stadig formået at få en masse af det, der gør spillene særlige, med ind i filmen. Når det så er sagt, er det svært ikke at se dette som en spildt chance. Historien, som spillene gemmer på, er rig - så rig at der ud af den fødtes en af spilhistoriens største franchises. Filmfortolkningen er ikke dårlig, og den har klaret det rigtig godt set i forhold til tidligere forsøg på at bringe et spil ind i en film og op på det store lærrede, men med alle de redskaber de havde til rådighed, burde og kunne filmens instruktør Justin Kurzel og hans team have klaret det bedre.

Når jeg ser tilbage og reflekterer over det, jeg har set, er dette en af de film, der trevler mere og mere op i syning, så snart man begynder at analysere den. Men på trods af filmens fejl, morede jeg mig godt undervejs, og jeg håber da stadig at få endnu en bid af æblet (ja, jeg kunne ikke dy mig), fordi nu, hvor scenen er sat og det cinematiske univers etableret, ville en efterfølger meget vel kunne bygge videre på fundamentet og måske levere noget ganske særligt.