Efter så mange skuffelser sidder gaming-segmentet atter med neglebidende nervøsitet, underkastet de fejlede forsøg med Tomb Raider, Doom, Prince of Persia, World of Warcraft og de andre fiaskoer. Vil det denne gang lykkedes at adoptere en spil-franchise til biograflærredet? UbiSoft konsulterede, distributørerne var ambitiøse, marketingkronerne rullede og habile Michael Fassbender spiller hovedrollen. Er det nu, vi skal opleve en vellykket filmatisering? For at afsløre slutningen, så er svaret nej. Dog med den forskel at Assassin's Creed fejlede på nye måder.
Som vi kender fra spilserien har filmen de gentagne kendetegn: En rodløs person fra nutiden har genetisk relation til en forfader som var medlem af snigmorderne. Han narres ind i firmaet Abstergo Industries, der har oprindelse i Tempelriddernes orden, spændes fast i deres avatar-projektions maskine, Animus, for at finde spor til artefakter fra paradisets have. Scenen er altid et historisk nøglepunkt hvor konflikt har været en katalysator for begivenhederne; fra Firenzes familiefejder til den franske revolution i Paris. I filmen er det Callum Lynch der projiceres til sin forfader Aguilar og lander midt i udgydelserne under religionskrigen i Granada, Spanien.
Atter må der skrues op for den analysens optik: Hvorfor pokker det er så svært at lave en filmatisering af spil, når både bøger og tegneserier adopteres så vellykket på lærredet? Filmatiseringerne behøver ikke nødvendigvis tage hensyn til spillenes interaktive natur, men blot genbruge plottet til en ny historie. Tidligere filmatiseringer har anvendt en lidt akavet slapstick plathed, som producenterne måske tænkte passede godt til spillenes uforpligtende element af leg. Det kan man absolut ikke klandre Assassin's Creed for. Det er gritty som en grunge-koncert og ret abstrakt. Måske for abstrakt for sit eget bedste.
Et typisk Assassin's Creed spil tager et tocifret antal timer at gennemføre, og i det tidsrum er der mulighed for at vænne sig til badevandet. Spilleren sluses ind i sammenhængen mellem tempelriddernes og snigmordernes ideologier, den historiske kontekst, søgningen efter paradisets artefakter og forbindelsen mellem nutid og fortid. Filmen, derimod, har blot et par timer til at begynde forfra, udvikle sin historie og afrunde den. Det føles ikke tilnærmelsesvist som tilstrækkeligt tid. Der underforklares en del og Granada Krigen er just ikke den mest simple konflikt at håndtere i et kompakt filmværk. Modsat spillet er det sekvenserne i nutiden som dominerer, mens fortiden føles forhastet, så hverken personerne eller de karakteristiske parkour-scener bliver tilstrækkeligt indlevende.
Et sted mellem linjerne fornemmes et helhjertet forsøg på at samle en oprigtig god film om Assassin's Creed. Filmen fejler desværre. Ikke på den samme dumsmarte måde som eksempelvis Prince of Persia gjorde, men det abstrakte univers virker ikke tilstrækkeligt indlevede, som spillet jo brillerer i. Helt skidt er det ikke, og måske spirer en lyst til at give Assassin's Creed et nysgerrigt gensyn, mest for at fordøje filmen bedre - men vi venter altså stadig på en vellykket filmatisering.
Ekstramateriale:
Blu-ray udgivelsen er forsynes med en traditionel making-of, men også en række interview-sekvenser med instruktøren, som stikker spaden dybere i forståelsen for filmen fordelt på enkelte elementer (musik, redigering, effekter, m.v.). Endvidere en række slettede scener, gallerier og filmtrailers.