Babel

Inden for underholdningsbranchen, film og musik, såvel som i spilindustrien, kan det være helt urimelig svært at skabe noget, der er unikt eller som har kant nok til at tilrane sig opmærksomhed. Klassikere og mesterværker er ikke bare noget der skabes, men hvad der er endnu sværere, er at overgå et mesterværk. Der må have været rystende hænder hos både Valve og Bungie, da de skulle følge op på deres blockbustere, og hvor nervøs havde Francis Ford Coppola ikke været, da indspilningerne til Godfather 2 begyndte? Man har ikke bevist sit værd, med mindre man er i stand til at gentage succesen, og det er succesen fra hans sidste film, 21 Grams, som Alejandro Iñarritu forsøger at følge op på med Babel.

Desværre for mig er handlingen i Babel ikke helt så ligetil at forklare. Handlingen består nemlig af fire fragmenterede historier, som alle, på trods af at de foregår i alle verdens hjørner, hænger sammen. Vi følger et amerikansk ægtepar i Marokko, deres illegale barnepige hjemme i Amerika og senere i Mexico, en marokkansk bondefamilie og en døv, japansk pige i Tokyo, og alt dette hænger sammen, ikke bare med hinanden, men også med en ulovlig snigskytteriffel... I en vis grad i hvert fald.

Babel er et studie om mennesker i krisesituationer verden over. Almindelige, rolige mennesker hvis hverdag pludseligt rykkes op med rødderne, og på det punkt fejler Babel ikke det mindste. De enkelte historier er meget vedkommende og rigtig godt skrevet, men desværre så bliver det lidt ødelagt af filmens fortællerytme. Der springes frit rundt mellem de fire historier og desværre så brydes spændingen hver gang, der hoppes videre, hvilket gør, at det hele skal bygges op igen forfra, og når filmen strækker sig et godt stykke over de to timer, så sidder hovedet lidt løst på skuldrene til sidst. Desuden føles historien om den døve, japanske pige meget påklistret, da den ikke hænger ordentlig sammen med resten af filmen. Forbindelsen til de andre historier er minimal og selvom den er spændende, føles den meget malplaceret og som noget "der bare skulle med."

Heldigvis er skuespillet i top, ikke kun hos de to amerikanske Hollywoodstjerner, men også hos resten af skuespillerstaben. For en gangs skyld har Brad Pitt ikke nøjes med en af de neandertalerroller, han normalt tager til takke med, og han viser det skuespillertalent, vi jo godt ved han har. Babel slås med nogle fortælleproblemer, som en instruktør som Alejandro Iñarritu ikke burde begå, men den fungerer dog stadigvæk. Groft sagt kan moralen opsummeres med at folk er røvhuller over hele jorden, men der er dog lidt mere i det end bare det. Det er efter min mening ikke Oscar-materiale, og den kræver tålmodighed, men se den alligevel, hvis du vil have udvidet dine horisonter.