En af filmbranchens sværeste svendeprøver er alderdommens make-up. Selv med nutidens uendelige ekspertiser er det stadig ufatteligt svært at få en ung skuespiller sminket til at ligne en ægte pensionist. Altså uden det ligner, ja ... sminke. Derfor var det fuldt fortjent at Bad Grandpa scorede sig en Oscar-nominering for bedste make-up. Mr. Jackass, Johnny Knoxville, blev transformeret til den gamle, upædagogiske bedstefar, Irving. Faktisk ikke for at snyde filmens publikum. Sminken skulle bære troværdigheden i skjult kamera, hvor intetanende personer på klods hold ikke måtte gennemskue masken. De står en halv meter fra Johnny Knoxville, og de aner det ikke.
Lige for at tegne en streg i sandet: Jackass var obskurt og frastødende, men var også ret intelligent tv. Oprindeligt produceret af nytænkeren og Oscar-vinderen Spike Jonze (Being John Malkovich, Orkidetyven, Her). Jackass har altid arbejdt i spændingsfeltet mellem kroppens helligdom og degradering. Fysisk dekonstruktion for absurditetens skyld. Smerte og risiko uden mening, sprøjtet ud på MTVs sendeflade. Halvdelen af showets værdi udspringer i seernes foragelighed over udskejelserne.
Men efter Jackass rundede adskillige sæsoner og filmproduktioner var det tydeligt, at voksenalderen fortsat ikke passede til holdets drengestreger. Fornyelse måtte til, og det kom i form af Bad Grandpa, skrevet og produceret af Spike Jonze og Johnny Knoxville. Mange af de gamle principper fra Jackass er gentaget: Kroppen, absurditeten, skjult kamera og sociale reaktioner på abnorme situationer. Disse principper er lagt ud som en fuld roadmovie om bedstefaderen, Irving, der skal køre sit barnebarn, Billy, til sin uduelige far, fordi hans crack-rygende mor skal i fængsel. Og alt er filmet med skjult kamera.
"Min mor har dårlig ånde, fordi hun ryger crack" siger Billy i venterummet, ved siden af to voksne som filmes fra det skjulte. Spændingsfeltet er knivskarpt fra første moment: Hvordan burde de voksne reagere - og hvordan reagerer de reelt. I et andet venterum sidder gamle, perverse bedstefar og modtager nyheden om sin afdøde kone. I stedet for sorg, klukker han af fryd og siger højlydt, at det var sgu' da på tide. Han troede aldrig den gamle heks ville dø. I digitalt grynede billeder zoomes ind på ansigterne hos de ufrivilligt medvirkende og deres reaktionsmønster. Sådan konstrueres en fiktiv historie med skjult kamera: Knoxville forbereder en situation i et rum, ofrene sluses ind, og uanset hvor klam og øretæveindbydende Knoxville er, så kan ingen få sig selv til at lande knytnæven på en gammel mand.
Bad Grandpa er en kæk og innovativ måde at bruge film-mediet, på grænsen til genial simplicitet, men undervejs trækkes niveauet ned af den gamle, utæmmede Jackass-mentalitet. En pik der sidder fast i slikautomaten, rynkede nosser som hænger ud af underbukserne, eller en pruttekonkurrence i en cafe som ender med en shitfart op af væggen (bedre kendt som "shart"). Det er i disse momenter at sarte seere griber fjernbetjeningen trykker sluk, mens drengerøven ørler af grin og kigger videre. Når konceptet er så innovativt, kunne det muligvis gavne Bad Grandpa ikke at pisse på rimelighedens grænser.
Men faktum er, at jeg ikke har grinet så meget siden The Hangover, og samtidig er den indre akademiker blevet stimuleret af filmens opfindsomhed og sans for mennesker. Hvis kvaliteten af en komedie måles på latterens endorfin, ja - så er Bad Grandpa lige i skabet. Ikke sagt for alle, men for den rette er Bad Grandpa den bedste medicin mod en dårlig dag.
Ekstramateriale:
Bad Grandpa er udgivet på blu-ray med biografversionen og den obligatoriske uncut udgave, som har lidt ekstra tåkrummende scener. Derudover en "behind the scenes", "alternate marks" og nogle slettede scener. Det er underholdende at se efter filmen, mest fordi Jackass-holdet altid er så dedikerede i deres arbejde og elske at dele anekdoterne med sit publikum.
