The Rock, Matchstick Men, Leaving Las Vegas, Adaptation. Dette er et udpluk af en skuespillers karriere på sit højeste. Nicolas Cage har leveret pragtpræstationer i adskillige film, og han har i den grad forstået at deltage i kommercielle succeser ikke desto mindre. Dette kapitel er dog, i mine øjne, for længst overstået, hvilket film som The Wicker Man og den afskyelige Ghost Rider er dybe symboler på. Hans nyeste titel er dog hverken ligeså horribel som de to ovennævnte titler. Bangkok Dangerous er mere en intetsigende metervare, som trods gode intentioner, er hamrende kedelig og uinspirerende.
Cage spiller Joe, en lejemorder, som lever sit liv efter regler, der grundlæggende siger, at han ikke skal lukke nogen som helst personligt ind i sit liv og job. Han udfører sine jobs køligt og diskret, og tjener kassen på det mildest talt. Da han modtager et job fra en Thailandsk mafia er det uden skrupler, at han tager flyet til Bangkok for at udføre sin opgave, der består af tre vigtige personer, som skal skaffes af vejen. Desværre bliver jobbet mere end bare problematisk, da han vil skaffe sig en stik-i-rend dreng. Drengen bliver nemlig hurtigt mere en lærling, og pludselig har han næsen rimelig langt nede i Joe's opgaver. Samtidig begynder Joe at skabe følelser for en døv ung dame, der arbejder ved et lokalt apotek, og inden længe har han brudt alle sine regler.
Lejemordere og moral har aldrig spændt godt sammen, dermed basta. Dette prøver Bangkok Dangerous at pensle ud gennem hele filmen, sågar indimellem med succes. De scener der fungerer bedst i filmen er nemlig stederne, hvor Joe bruger tid på at spekulere over, om det han har gang i, egentlig er en god idé. Bangkok Dangerous, en titel, som mest af alt minder om noget Steven Seagal kunne have lavet på toilettet, besidder nemlig overraskende nok mange følelsesmæssige stunder. Disse scener svinger mellem alt fra okay dialoger og drama, til scener så ulogiske, dumme og åndssvage, at man ikke kan andet end at klappe sig selv lidt på låret af grin.
Cage spiller lejemorder med en ligegyldig og forudsigelig rutine, og en frisure, man aldrig kan få øjnene fra. Derfor er det også trist at erkende, at han klarer sig langt bedre end resten af skuespillerbesætningen, der minder om noget taget fra en Thailandsk doku-soap. Det samme kan siges om klipningen. Action-sekvenserne, både biljagt-scener og mafia-sammenstød i store bygninger, er blevet sat sammen i et tempo, der mest af alt kan beskrives som en snegl på sovepiller.
Bangkok Dangerous er hverken rigtig spændende, rigtig seriøs eller rigtig dramatisk. Den er i det hele taget en dybt middelmådig affære, der dog hæver sig en lillebitte smule over Cage's forrige fiaskoer. Det siger dog i sidste ende ikke særlig meget, og dermed forbliver den ikke særlig anbefalelsesværdig. Kom igen Cage, eller bedre endnu, lad være.