Gothams kriminalitet er på et højdepunkt, og kun én mand forsøger at handle derudfra, nemlig den kutteklædte hævner Batman. Vilkårene er bestemt ikke blevet bedre siden sidst vi mødte manden med flagermusedragten og den rustne, sure stemme. Væk er Wayne Mansion, brændt ned til grunden, sammen med Bat-hulen. Bruce Wayne lever nu midlertidigt i en lækker penthouse lejlighed højt over Gothams gader, alt imens Wayne Mansion er i færd med at blive genopbygget. Hans Bat-hule er skiftet ud med et underjordisk alternativ ved havnen, og imens har hans dragt og batmobil fået et par opgraderinger.
Alt er ved det gamle, og så alligevel overhovedet ikke. Et destruktivt bankkup tiltrækker nemlig både Batmans og mafiaens opmærksomhed, da dets udførsel ligger meget langt fra de sædvanlige ulovligheder. Manden bag kuppet viser sig at være ingen ringere end Batmans nemesis, en syg person, kun kendt som Jokeren. Med et kæmpe permanent markeret smil på læben, og et blik og en kynisme, som sjældent er oplevet på film, formår Jokeren at "charmere" sig ind på alt kriminelt liv i Gotham og skabe en frygt blandt byens borgere.
Den retfærdighedskæmpende advokat Harvey Dent, forsøger desperat at få nedkæmpet den stigende mafia og korruption gennem lovlige midler, og samtidig har han midt i al tumulten taget Rachel Dawes til sig som kæreste, til Bruce Waynes store ærgrelse. Nu vil Batman hjælpe Harvey med at få indflydelse til at redde Gothams infrastruktur, samtidig med, at han med sin egne metoder, vil få personlig ram på bagmændene. Ligeledes forsøger han som Bruce Wayne, at få sin elskede Rachel tilbage, og finde en mulighed for at fjerne sit alter ego af vejen for én gangs skyld. Men når Jokeren er i byen, er disse moralske og følelsesmæssige valg småting.
At starte en anmeldelse med en opsummering, er egentlig ikke det mest fornuftige valg, men efter at have set Jokeren gå til værks, så er jeg ærlig talt blevet i tvivl om, hvad et fornuftigt valg er. Det skal siges med det samme, The Dark Knight er Jokerens film, og selv med Christian Bales yderst solide Batman-personificering, og alle de andre personer i filmen, så slår Jokeren dem alle af tronen. Årsagen til dette kan trykkes i to ord; Heath Ledger. Manden bedre kendt som pigecharmør og machobøsse, har med Jokeren skabt en karakter, jeg aldrig før har oplevet på film.
Ikke nok med at Ledger spiller så indlevende, at man stort set glemmer skuespilleren bag rollen, så formår han også, at give Jokeren en personlighed og dybde, der går langt udover min forstand. Hvordan han på en gang kan have kontrol over alle sine foretagender og samtidig plapre løs omkring sin kærlighed til kaos, er en fornøjelse, og med sine mange geniale replikker og handlinger, formår han, at skabe sin helt egen logik, uden nogensinde at give seeren adgang til manden bag sminken. Det er mildest talt skræmmende, at se Heath Ledger gå til værks som Jokeren, og når filmen kører, glemmer man hurtigt, at manden er skuespiller, og hvad værre er, manden er død.
Men rosen skal på ingen måde udelukkende gå til Jokeren, da Christopher Nolan med The Dark Knight har spundet en fortælling sammen, som går langt ud over den mere lette, men stadig fantastiske Batman Begins. Bruce Waynes dobbeltliv som Batman, og de problemer der følger med, er beskrevet til perfektion. Hele filmen handler om valg og konsekvenser, og med et utal af fabelagtige twists og nervepirrende scener, formår The Dark Knight at være den nok dybeste og mørkeste superheltefilm til dato. Hans Zimmer og James Newton Howards fortryllende musik hjælper ligeledes med til at skabe den mørke og specielle tone, som The Dark Knight emmer af.
Man skal heller ikke blive skræmt af det faktum, at Wayne Mansion eller The Bat Cave aldrig bliver vist i filmen, for The Dark Knight formår stadig at være en rendyrket Batmanfilm, gennemsyret med vilde køretøjer, seje gadgets, en fantastisk skurk og nogle helt igennem fantastiske actionscener.
Med dette sagt, er The Dark Knight ikke en pletfri oplevelse, og flere momenter kunne muligvis have udeblevet, såsom Scarecrows stort set intetsigende rolle i filmen. Samtidig mener jeg heller ikke, at Maggie Gyllenhaal virker mere troværdig som Rachel Dawes, men så igen, formår hun heller ikke at decideret skuffe. Dog efterlod hun hos mig en person, der, trods sin ret betydningsfulde rolle, ikke helt formår at sætte sig ordentlig fast som en del af handlingen.
The Dark Knight besidder som forklaret et par skønhedsfejl hist og her, muligvis flere, alt efter hvilken person, man er. Dette ændrer dog ikke ved min karakter og min bedømmelse, idet denne film fortjener et klart 10-tal. Jeg kedede mig ikke et øjeblik i løbet af de 2½ time filmen varer, og med et visuelt flair uden lige og uforglemmelige actionscener, kunne jeg heller ikke undgå at tabe kæben mindst et par gange. Filmens enorme rollebesætning og dybe karakterer, spiller også fantastisk sammen langt det meste af vejen. Og med Heath Ledger i sin uofficielle hovedrolle som Jokeren, formår filmen at skabe en skurk, som sjældent er set mage til.
The Dark Knight er et tragisk superhelteepos som må og skal ses af alle, der elsker fantastisk skuespil, fantastiske scenarier, hæsblæsende action og en historie, der med sine twists og dybde, formår at skabe en oplevelse, som kan opleves igen og igen og igen.
The Dark Knight er et mesterværk, og jeg elsker den.