Måske er det alderdomssymptomer, men jeg har det svært med nutidens kommercielle film-industri. Enten har filmene de seneste 30 år udviklet sig fra en besjælet kunstart til maskinelt fabrikerede pengeslugere uden hjerte. Eller også er det mig, som har set for mange film og inficeres af alderdommens gnavne pessimisme. Det er vidst ikke kun mig. Pressen fornemmer også mainstream-filmens voksende tomrum i et røgslør af tekniske tilsætningsstoffer, dårlige historier og larmende stimulans tilegnet det kinesiske marked. Hollywood har udviklet sig til et upopulært monster. Mærker filmbranchen det også selv...??
Det må man antage efter en flyvetur med Birdman, som har den alternative undertitel "Or: The Unexpected Virtue of Ignorance". Den mexicanske instruktør, Alejandro González Iñárritu, (21 Grams og Babel) har lagt den amerikanske film på psykologens briks i et kompetent forsøg på en selvransagelse af film-mediets personlighed, dens fortid, dens indre smerte og skyggen af det voksende tomrum.
Michael Keaton spiller skuespilleren Riggan - en parodi på Keatons eget liv og filmkarriere. Den tidligere superhelt fra Batman var et trækplaster i sine primære år, husket for hans gotiske superhelt og fokus for pressen, indtil fotograferne stillede skarpt på Keatons begyndende hårtab og nedadgående kurve i filmroller. I Birdman sidder Riggan i broadway teatrets baglokale med ambitioner om at genfinde skuespillets ædle kunst, mens en lang skygge hænger over ham fra sin fortid som superhelten Birdman. Kugleskør, splittet personlighed og med en utilregnelig overbevisning om at Riggan har Birdmans superkræfter.
De smalle gange, sminkerummene og kulissernes backstage bliver et flow af uafbrudte kameraoptagelser, som følger skuespillerne i imponerende lange sekvenser uden klip. Så lange at øjnene tørrer ud af frygt for at misse et skjult klip. Et ufiltreret skuespil træder frem i forgrunden, hvor velforberedte kunstnere med maniske fagter og personligheder distræt holder sammen på forestillingens skrøbelige underlag, akkompagneret af en drilsk meta-leg og trommerytmer der minder om hjerteflimmer. Det er en ny energisk stil for Alejandro, efter hans mere dvælende og tungt traumatiske filmsprog fra Babel og 21 Grams.
En film vinder årets Oscar af en specifik årsag. Enten for dens politiske budskab, dens tekniske håndværk, dens moralske øjenåbner eller dens episke storladenhed. Hvorfor vandt en skæv, snørklet film som Birdman årets Oscar 2014? Fordi Birdman, med skarpladt præcision, tegner et spejlbillede af nutidens filmbranche. I en anden del af filmens verden optages det næste Bayhem actionshow, proppet til kanten med larm, effekter og overbetalte skuespillere foran green screens. Men, på et tidspunkt bliver Michael Bay, Will Smith og Mark Wahlberg også rynkede og må reflektere over deres forpligtende ægteskab med filmens krævende herskerinde.
Birdman er film-mediets eget sandhedsserum, formidlet med en fængende energi og skuespillerpræstationer til topkarakterer. Især fra Edward Norton. Hvor er det dog befriende at film-sproget stadig kan re-tænkes, at et kamera ikke er bundet af regler og underlægningsmusik kan være andet end blæsere og violiner. Birdman er ikke den forventelige Oscar-vinder, men repræsenterer dagen hvor klassens kejtede dreng blev anerkendt.
Ekstramateriale:
Blu-ray udgivelsen er udgivet med to dokumentarer om filmens tilblivelse og baggrund. Det er indsigtsfuldt stof i filmens tekniske ambitioner. Derudover en række spøjse foto-stills fra optagelserne der kan ses som slideshow.