Joel Schumacher er en sær instruktør. Når han laver film er de altid en af to ting: temmelig gode uden at være imponerende (Phone Booth) eller nogle af de værste film nogensinde (Batman & Robin). Så hvor kan vi placere hans seneste film, Blood Creek, i dette brede spektrum?
En nat opsøges livredderen Evan af sin bror Victor, som han troede var blevet bortført. Victor tager ham til en lille gård i byen Town Creek og angriber en familie. Evan ser hjælpeløs til, men opdager lidt efter lidt at hans brors vrede er berettiget. Da det bliver nat kommer der mærkelige lyde fra kælderen og nazistdæmonen Richard Wirth sættes fri.
Blood Creek er en klassisk slasher-film i samme boldgade som Halloween og Fredag Den 13. Plottet er lige så kompliceret som en Looney-Tunes tegnefilm, er bare en undskyldning for at vise en masse ekstremt blodige drab og det er meget underholdene. Zombie-heste har bare den effekt på mig.
Alle stereotyperne er repræsenteret, den følsomme, den hårde negl, massemorderen og naturligvis den smukke tøs. Der er dybest set intet originalt at komme efter, men på sin egen måde er det befriende at kunne slukke hjernen og bare nyde de store mængder gore, helst i selskab med venner.
Skuespil plejer ikke at være noget at skrive hjem om i denne type slashere, men her har Schumacher et es i ærmet: den glimrende tyske skuespiller Michael Fassbender (mest kendt for at spille den britiske agent Hicox i Inglourious Basterds) formår at give nazisten Richard Wirth noget ekstra bid, og især i flashback-sekvenserne er hans intensitet meget høj.
Jeg ville ikke kalde Blood Creek en god film, men i selskab med venner kan den nydes for det det er, en god gammeldags gorefest.