Selv om forsangeren i Blur, Damon Albarn I snart et årti har haft hænderne fyldt med succes som Gorillaz, The Good, The Bad And The Queen og Massive Attacks nye plade, som blev anmeldt i sidste uge, tager han initiativ til, at Blur i sommeren 2009 skulle performe koncerter på små spillesteder og siden lade genforeningen eksplodere med en optræden på den berømte Glastonbury-Festival og to kæmpekoncerter i Hyde Park i London.
»Jeg vil bare have mine venner tilbage«, siger Damon Albarn i 'No Distance Left To Run'.
Og det var med venskab, Blur begyndte. Allerede som barn fandt den dramainteresserede Damon Albarn sammen med den noget mere indadvendte Graham Coxon i en folkeskole i Colchester. Britpoppen var fandens populært engang i halvfemserne, men blev ligeså hurtigt skrotten igen. To bands havde dog formlen for succes, Blur og Oasis.
Blur overlevede længere end de fleste britpopbands og scorede masser af point på at skabe tre virkningsfulde og differentierede albums, der viste at bandet altid var i en rivende udvikling. De appellerede bredt, var altid på forkant og faldt aldrig i staver. Popmusik har altid været svær, men Blur hørte bestemt til i den fine ende og det var ingen skam at kalde sig Blur fan. De var tilmed fantastisk gode musikere.
I filmen vises ældre og nyere interviews samt arkivoptagelser med Blur, og hvordan gruppens position ændrede sig med succesen. Fra at have været et alternativt band for jævnaldrende studerende blev Blur i midten af 90'erne popidoler, der samlede skarer af hvinende teenagepiger foran spillestederne.
Filmens kronologi er ikke fast, men springer i stedet i tid og sted. Der er fine krydsklip og man bliver ikke forstyrret af de mange skift. Der krydsklippes mellem nutidige optagelser af bandet i øvelokalet og tidligere koncertoptagelser. Alt er enormt flot filmhåndværk. Skarpe farver og en smuk nutidig iscenesættelse. Optagelserne fra 90erne er udtværede og håndholdte. Det er et tydeligt virkemiddel at lade de ældre optagelser forblive sådan, og det står i skarp kontrast til hvor bandet er i dag. Flot filmisk arbejde.
De ældre klip viser også bandets, med garanti, alt for høje alkoholforbrug og der bliver skabt en poetisk stemning når Damon Albarn hopper, i meget beruset tilstand og med slowmotion effekt. Det er i netop dette øjeblik at rockmusik bliver til følelser. Følelsen af hvor svært det kan være at være rockband, med forventningspresset, et vanvittigt turneringsliv og et sammenhold af dimensioner. Filmen fortolker fint alle disse dilemmaer i flotte billeder uden det bliver kvalmt.
Kurven fra ukendt til meget kendt og siden miskendt er i den grad en klassisk rockfortælling. Filmen viser, uden overflødige virkemidler, at Blur tumlede ned i nogle af musikbranchens typiske faldgruber.
Damon Albarn og resten af gruppen blev så kendte, at alkoholiseringen tog overhånd, og ingen af medlemmerne kunne gå ud for en dør, uden en fotograf i hælene. Alt dette sled på familie, venner og kærester, og selv om man nemt kan blive træt af at høre om hvor forfærdeligt livet som kendt er.. ( Wah wah wah ) så bliver det aldrig påtrængende i denne film, hvilket er imponerende.
Hen mod slutningen blandes alt sammen, og man får optagelser fra Hyde Park og til sidst på Glastonbury. Her er det jo bare med at nyde gruppens, og periodens, bedste sange fra "Girls and Boys" til "Parklife og "Tender".
De er i den grad fire oprindelig ungdomsvenner, der tabte hinanden på gulvet for siden at finde sammen igen. Vel vidende at der virkelig er 'no distance left to run'. Der er dog også irritationsmomenter. Selve genforeningens præmis kunne godt være uddybet mere. Uden at lave et nyt album kan genforeningen godt virke defus, og på trods af gode intentioner om venskab der bliver tilbagebragt, kunne man godt have ønsket sig mere.
På den anden side kommer filmen så tæt på bandet at fans vil have svært ved at ønske sig mere. Damon Albarn gjorde en dyd ud af at holde pressen ved næsen i 90erne med ironi, men her ser vi bandet helt tæt på.
Det er nok også de færreste, der ser "No Distance Left To Run" alene for at opleve en god dokumentar. Dette er dog en lækkerbisken af en dokumentar som bestemt vil få fans til at juble. Forvent et nøgternt og flot fortalt dokumentarisk værk, som vil give et dybere indblik i de britiske popdrenge. Er du ikke Blur fan ser jeg dog ikke "No Distance left to run" som stedet at begynde.