Skip to main content
Gamereactor Film Body Of Lies
Film

Body Of Lies

Leonardo DiCaprio er agenten der lægger krop til masser af løgne og eksplosioner i Ridley Scotts alvorsramte actionthriller Body Of Lies. Men godt skuespil og flotte billeder kan ikke redde filmen fra at være…
Jesper Knudsen 28 april 2009

Ridley Scott er en instruktør med efterhånden mange år på bagen, og én ting er sikkert efter man har set Body Of Lies. Manden kan sit kram. Den nyeste film på hans CV er smukt og stilsikkert filmet, fyldt til randen med solidt skuespil og intense scener. Alligevel når Body Of Lies ikke rigtig op og ringe med de store drenge. Mellemøsten er uden tvivl stadig et af de mest relevante og vigtige emner på verdensdagsordnen, men ikke desto mindre lider Body Of Lies under seriøse spændingsproblemer til tider.

Den efterhånden ret habile skuespiller Leonardo DiCaprio har groet fuldskæg til hovedrollen som Roger Ferris, en stresset amerikansk agent i mellemøsten. Med et ægteskab hængende i en tynd tråd derhjemme, og et liv fyldt med fare har Roger mildest talt ikke mange at mennesker at binde sig til udover hans trofaste chauffør som kører ham rundt til opgaverne. Manden der hjælper ham hjemmefra USA er Ed Hoffman, en kynisk operationsleder og familiefar som kun tænker på sine egne interesser. Ed's manglende informationer til Roger resulterer dog i at chaufføren bliver dræbt i en mission hvor Roger skulle fiske sig frem til informationer omkring nye terrorist angreb i Europa.
Roger bliver forflyttet til Amman, hvor han skal arbejde for Jordans sikkerhedschef Hani Salaam. Salaams eneste krav til Roger er at han ikke skal lyve overfor ham, for så bliver det værst for Roger selv. Men med en partner som Ed skal man ikke regne med at gennemføre opgaverne med ren samvittighed.

Leonardo DiCaprio og Russel Crowe er de to altoverskyggende hovedpersoner i Ridley Scotts seneste film, og viser endnu en gang at de er dygtige til det de gør. Specielt Crowe forstår sin rolle til fulde, og når han taler om USA's sikkerhed og terrorbomber i sin øresnegl, alt imens han hjælper sin lille søn ud på toilettet, kan man ikke andet end trække lidt betænksomt på smilebåndet. Generelt er skuespillet solidt, og selvom rollerne under Crowe og DiCaprio ikke banker igennem på samme måde, så må man alligevel give Mark Strong en hånd for sin rolle som Hani Salaam. Hans karakter skinner igennem af troværdighed i hver eneste scene, og han er samtidig en af hovedårsagerne til at filmen kan holde sig på fode.

Body Of Lies forsøger at bygge en stærk, dramatisk, spændingsfyldt og ikke mindst tankevækkende historie sammen, men i sidste ende falder mange af dens spændingsmomenter til jorden. Den vil for meget, og hvor første akt kører i et fokuseret tempo, så bliver andet og tredje akt spundet sammen med lidt for mange tråde, og man formår derfor ikke at leve sig ordentlig ind i dem. Rogers kærlighed i Jordan bliver aldrig dybfølt nok til at jeg bekymrede mig om det, og de terrorrister de forsøger at fange bliver aldrig skildret som andet end slyngler, selvom filmen forsøger at grave dybere end det.

Ridley Scott har med Body Of Lies forsøgt at skabe en blanding mellem god biografunderholdning og tankevækkende drama med spioner og en politisk dagsorden. I sidste ende ved den ikke helt hvad den vil, og derfor kan jeg roligt sige at Body Of Lies ikke ligger først på listen over glædelige gensyn, på trods af dens mange sidehandlinger. Ikke desto mindre kan den mildt anbefales på baggrund af et par scener og noget godt skuespil der bryder igennem den ellers jævne overflade.

Fuld profil 65 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.