Borat

Vi lever i en tid, hvor computerspil får skylden for skolemassakre og hvor man forventer at popstjernerne sætter den moralske standard. I en sådan verden, bør man så holde lav profil og undgå konfrontationer, eller bør man trække sine bukser ned om anklerne og viser folk alt det, de håbede, de aldrig skulle se? Sacha Baron Cohen har taget valget, og jeg er dybt enig med ham.

Jeg havde aldrig troet, at en kikset bifigur fra Da Ali G Show, kunne drage ud i den store verden og skabe en af de sjoveste komedier nogensinde, især fordi at de sketches, der havde Borat som omdrejningspunkt, ofte var blandt showets mest kedelige. Men nøj, hvor er mine forudanelser blevet gjort til skamme. Når den kasakhiske tv-reporter begår sig på gebrokkent engelsk tværs over Amerika, er der ikke to minutters hvile til lattermusklerne. Sacha Baron Cohen forstår at gå lige til grænsen, markere den og derefter overskride den med syvmileskridt, og det er det, der gør Borat til en af de sjoveste film nogensinde. Det er sjov på andres bekostning, men hold kæft, hvor det svært at lade være med at grine.

Reelt set spiller Borat ikke på ret mange tangenter. Historien med Pamela Anderson er kun med for at give et endeligt mål med rejsen, og der er ikke nogen egentlig substans at komme efter - al vægt er lagt på humoren, men hvor mange andre film ikke kan holde interessen kun derigennem, lykkes det fuldt ud i Borat. Filmen er stødende, jødefjendsk og provokerende, og så alligevel ikke, da Borats hjemland Kasakhstan, er skildret med så fed ironi, at man ikke kan klandre den for nogen af delene.

Til gengæld skildres Amerika alene gennem filmens ufrivilligt medvirkende, og tilbage står snæversynede Amerikas uvidenhed som et stort udråbstegn. Spørgsmålene regnede ned over Sacha Baron Cohen under filmens tid i biograferne, og det er ikke svært at se, hvorfor folk ikke ønskede deres egne fordomme være til offentligt skue, selvom de selv har været ude om det.

Tempoet falder et kort øjeblik hen ad mod slutningen, og nogle enkelte scener trækkes lidt i langdrag, som f.eks. hvor en sydstatsantikvitetsbutik hærges af Borats klodsethed, men derudover er det svært, ikke at elske de kulturelle eskapader. Borat er hverken dyb eller meningsfyldt, men det er heller ikke nødvendigt. Sacha Baron Cohen har skabt film, der er ligeså unik, som den er sjov, og du vil med garanti ikke se noget lignende foreløbigt. High five!