Skip to main content
Film

Breaking Bad - The Final Season

All bad things must come to an end. Torben har set Breaking Bad til ende.
Torben Andersen 14 juni 2014

Ekstramateriale:

Kan et normalt, civiliseret menneske blive til en amoralsk kriminel, hvis blot personen får det rette ... skub? Ja. Det er tesen bag successerien som alle talte om, Breaking Bad. Instruktøren og manuskriptforfatteren Vince Gilligan er den almægtige hjerne bag serien, som gennem fem motiverede sæsoner og denne sidste finale på otte afsnit, gennemgik den sociale transformation for kemilæreren, Walter White. Vi har fulgt Walter fra kejtet familiefar og offer for omstændighederne, til synderen, alfa-manden og narkotikum-producenten, bedre kendt som Heisenberg.

Morale, bevægelse og familie har været den røde tråd som gjorde Breaking Bad til en af de mest velbegrundede årsager til at lave en tv-serie. Det er ikke kun Walther Whites væsen som gennemgår en gradvis transformation. Også hans relationer overskrider linjen. Whites kone, Skyler, erkender nødvendigheden ved økonomiske skurkestreger og ender som hans kompagnon i hvidvaskningen. Den positivistiske dealer, Jesse Pinkman, tæres af Whites indflydelse på hans liv og står sidst en afkræftet krøbling. Svogeren Hank er ramt af et fragttog af komplekse situationer og undgår konsekvent at smile hele sidste sæson. Præmissen er indkapslet i personernes væsen: Hvem de var, og hvad de bliver til.

Den lidt lystige tone og morbide humor, som undertiden har givet Breaking Bad kulør, er svært fraværende i The Final Season. Skyggerne er blevet ekstra lange, rynkerne i panden er tydeligere, kindtænderne sammenbidte og stilheden omslutter betændte situationer med konstant sprængfare. Kun den kække advokat, Saul, har humoren intakt. Dog ret anstrengt og udmattet efter klienten Walter White.

For mange sandheder er kommet ud i spotlyset, så Walther, som altid har haft familiens beskyttelse som drivkraft, mister grebet om sin immunitet. Den rene ondskab bliver mere og mere fremtrædende i det sidste opgør mellem White og hans neo-nazi gruppe, hans tidligere, bedste kompagnon, Jesse Pinkman og svogeren, Hank, som er blevet betændt hævngerrig med skarpladte knoer. Men hele strukturen er bundet sammen af en ukendt kraft som har gjort serien kompakt og logisk. Alle personerne er som sociale komponenter i det periodiske system, og de kemiske reaktioner bringer Walter tættere på sin skæbne.

Breaking Bad er noget af det bedste, der er sket på tv siden The Sopranos, og med sin logiske, sammenhængende facon gjorde serien noget, som andre serier burde lære af: Stoppe på sit højdepunkt, inden der går soap i sagerne. Alle fem sæsoner og denne finale er båret af den samme ide om Walter Whites transformation og hans færd gennem amfetaminens kogegryder, moralens øredøvende greb og den lange, udmattende rejse mod hans selvskabte helvede. Det har været en vanvittig rejse, og vi husker ham.

The Final Season på Blu-ray er loadet med ekstramateriale i "about Breaking Bad" kategorien. Umiddelbart mest interessant for de fans af serien som har tiden, lysten og tålmodigheden til at arbejde sig gennem timevis af kommentarspor, gag reels, table reads, slettede scener, osv. osv. Vi kender formlen, men noget mere analytisk ekstramateriale havde været mere interessant for undertegnede.

De otte afsnit ligger på to discs, og på en tredje disc finder vi en Mythbusters Breaking Bad special, hvor de to karismatiske nørder afprøver nogle af de kemisk tvivlsomme sandfærdige hændelser fra sæson 1.

Fuld profil 152 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.