Skip to main content
Gamereactor Film Bullet to the Head
Film

Bullet to the Head

Gamle, bidske hunde bider fra sig i denne tempofyldte, moderne storbywestern, hvor overlevelsesraten er langt under middel.
Torben Andersen 17 juni 2013

De lever i storbyen, kører i biler, bruger automatvåben og pistoler med lyddæmpere. Men der er noget udpræget "outlaw western" over atmosfæren. Og det er ikke tilfældigt. Instruktøren Walter Hill er Hollywoods gamle cowboy, uanset hvilken tidsalder filmen foregår i. Fra hans lovløse motorcykelgangstere i Another 48 Hours til mafiakrigen i Last Man Standing, Walter Hills store fascination flyder tilbage til Sergio Leone og spaghettiwesterns usympatiske syndefaldshistorier. Er man først kender af Walter Hills seksløber-mentalitet, ved man hvad Bullet to the Head har i udsigterne.

Denne gang akkompagneret af en lige så ihærdig fighter, Sylvester Stallone, som trods alder, højde og manglende anerkendelse fortsat kæmper for sin synlighed i filmbranchen. Den gamle hund har et overlevelsesinstinkt, der umiddelbart forstærkes med tiden, mens hans mangeårige rutine som gennemtæsket actionhelt, gør ham desto mere fascinerende på lærredet. Respekt for de ældre? Hell, yeah!

Der er ingen gode helte. Det er præmissen. I Bullet to the Head tager persongalleriet udgangspunkt i et absolut frysepunkt, og tæller så gradvist ned mod manden med det koldeste hjerte. Stallone indtager rollen som den gamle, rutinerede lejemorder, James Bonomo, der bagvaskes af sine forræderiske arbejdsgivere, og tager politimanden Taylor med på slæb i et affektivt hævntogt. Først den onde, så den endnu ondere og til sidst den ondeste satan af dem alle i et nedadvendt hierarki.

Og der bliver kraftig brug for livsforsikringer i Bullet to the Head, hvor overlevelsesraten er minimal. Især hos de håndlangere der gjorde Stallone sur. Denne sans for maskuline drifter, fysisk brutalitet, korte lunter og overrumplende voldseskapader er præcist hvad Walter Hill mestrer som en uppercut på underkæben. Det, og så en kontrolleret historie der ruller som en bølge og ikke stopper før den rammer klippen - eller kuglen rammer panden.

Walter Hill har trådt i bedre scenarier. Det har Stallone skam også. Men, hvad der umiddelbart ligner en ligegyldig direct-to-video med pensionist-action og falmede tatoveringer, har tilstrækkelig tempo og morbid mentalitet til at underholde fra intro til rulletekster. Lur mig om din indre drengerøv ikke er glad og mæt efter en omgang Bullet to the Head? Det er en anbefaling herfra, så velbekomme.

Ekstramateriale:
Bullet to the Head er udgivet i en double pack med blu-ray og DVD. Derudover intet ekstramateriale.

Fuld profil 152 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.