Jeg håber Eli Roth er mere flink og afbalanceret i fritiden, for horror-instruktørens repertoire tegner profilen på en syg og afstumpet mentalitet. Eli var den kreative drivkraft bag Saw-konkurrenten i "torture chamber" genren, Hostel, og derved også medskyldig i inflationen for sadisme i nutidens horror-franchises. Jeg savner Freddy Kruger. Eli var også ophavsmanden til Cabin Fever, et andet forsøg på ny kommerciel fortænkt horror-franchise med kikkertsigtet mod ungdommen. Med et stærkt brand og lave produktionsomkostninger fortsatte feberen, men er dykket gevaldigt i kvaliteten.
Cabin Fever handler om dumme mennesker som reagerer dumdristigt og selvdestruktivt på en kødædende virus. Tredje akt hedder Cabin Fever: Patient Zero og er en prolog om virussens første smittebærer. På en sydamerikansk ø har doktor død og to kvindelige assistenter isoleret smittebæreren i en bunker, men imens er en gruppe flabede amerikanske unge på vej til øen for at fejler polterabend. Læg to og to sammen, så har du forudset resten af filmen.
Patient Zero er tydeligvis bygget af det lavest tænkelige budget. Der var ikke meget i lønningsposen, så hele historien er båret af otte personer på en selvkøbt kulisse uden statister. Finansernes fravær kompenseres i stor stil med kontrastfuld lyssætning, popsmart klipning og et håndholdt kamera med søsyge. Altid med tricks oppe i ærmet til at eksponere lidt gyngende bryster i babyolie, men selv en kavalergang kan ikke kamuflere at Patient Zero er produceret for to tændstikker og en lommeregner.
Cabin Fever var i forvejen lidt besværlig at indkassere på som franchise, understreget af trilogiens (hidtil) nedadgående kurve fra moderat til makværk. Patient Zero havde aldrig en chance med de skrabede midler stillet til rådighed, for den enkle historie trækker i langdrag, blot for at fylde spilletiden ud for færrest tænkelige penge. Der må være bedre ting at bruge sin sparsomme fritid på.