Fjerde sæson af Californication starter 72 timer efter tredje, og hvis du ikke har set den, så er her et kort oprids af historien indtil videre: Hank Moody er en drikfældig og kvindebedårende forfatter, der har haft en massiv skriveblokade siden sin bestseller God Hates Us All, og siden da har fordrevet tiden med at drikke, knalde, prøve at vinde sit livs kærlighed, Karen, tilbage og være en god far for sin teenagedatter - med blandede resultater.
For lang, lang tid siden (det vil sige sæson 1) knaldede han Mia, uden at vide at hun kun var 16 (et stort, stort no-no, da den seksuelle lavalder i Californien er 18). Det bliver ikke bedre af, at Mia er datter af Karens tidligere forlovede. Alt det fandt resten af verden ud af i slutningen af tredje sæson.
Med andre ord er tilværelsen ved at ramle ned om ørene på Hank. Karen hader ham forståeligt nok, anklagemyndigheden har sigtet ham for at voldtage Mia, og, måske værst af alt, er det ved at gå op for ham, at han måske har skuffet sin datter én gang for meget.
Men nu er Californication heldigvis en komedieserie, og uden en afsindig mængde gode grin ville alt det sortsyn næppe være til at bære. Heldigvis leverer serien dem i læssevis.
Fucking and Punching, bogen som Hank skrev efter sit første møde med Mia, og som hun efterfølgende stjal og udgav i eget navn, skal nemlig filmatiseres. Og nu hvor det er kommet frem, at Hank rent faktisk skrev bogen, bliver han hurtigt trukket ombord på projektet. Hank hader Hollywood, men er temmelig draget af den temmelig lækre skuespiller, der skal spille hovedrollen. Producerne er en ret broget flok, og der kommer mange sjove øjeblikke ud Hanks frustrationer med filmbranchen, jagten på finansiering til filmen (der blandt andet indebærer et møde med en mildest talt excentrisk og bundpervers milliardær og hans abe).
Hanks agent, den skaldede og lidet charmerende Charlie, sætter sig for at gå i seng med 100 kvinder inden han dør, hvilket fører til nogle temmelig tvivlsomme men også ret morsomme knald.
Et af højdepunkterne i sæsonen er Rob Lowe i rollen som Eddie Nero, en Oscar-vindende skuespiller, der er interesseret i rollen som Hank i Fucking and Punching - og som rent ud sagt er stjernepsykopat. Det er muligvis Lowes mest outrerede rolle nogensinde, med massivt gedeskæg, konstant whisky-stemme, store humørsvingninger og konstant fablen om "den motherfucking mørke side". Manden stråler galskab, som når han med vanviddet lysende ud af øjnene fortæller, at han forberedte sig til sin Oscar-vindende rolle som HIV-positiv homoseksuel i en Michael Mann-film ved "at tage en mand i munden og dirigere hans orgasme". Det er bindegalt, og samtidigt ustyrligt morsomt.
Californication holder seriens flotte niveau i sin fjerde sæson, og formår skiftevis at være sjov, lummer og rørende på forbilledlig vis. Generelt er den godt skrevet, og David Duchovny er stadig dybt troværdig som den evigt flakkende, evigt drikkende og evigt knaldende Hank. Selvom mange af de mindre figurer er dybt bizarre, går det fint i trit med seriens portrættering af Californien og Los Angeles som hjemsted for tosser. Det eneste, der egentlig generer mig nævneværdigt ved sæsonen, er filmproduceren Stu, hvis personlighed tilsyneladende skifter fra afsnit til afsnit - hvilket mest er på grund af manuskriptet, og ikke Stephen Tobolowskys skuespil.
Med 12 afsnit af knap en halv times længde kan man hurtigt suse gennem de to blu-ray-skiver, serien fylder, og en af Californications styrker er helt klart, at den formår at fatte sig i korthed. Det er perfekt tømmermænds-tv eller underholdning til en doven weekend, som jeg bestemt vil anbefale.
Ekstramateriale:
Et par små featurettes med spørgsmål fra fans, fokus på den fækaliekastende abe fra et af afsnittene, og andre ligegyldige småting. De varer sjældent over fem minutter, og er alle sammen spild af tid.
