Det kan ikke være helt nemt for ham Captain America. Han er ikke bare en superhelt, som alle de andre muskelbundter og lækre kvinder, næh nej. Han er et ikon for hele den amerikanske historie siden 2. verdenskrig. Manden er jo indbegrebet af kampen mod nazisterne, og hvordan USA sejrsrigt slap ud af en krig, der ellers så håbløs ud.
Derfor er det vel heller ikke underligt, at Steve Rogers, som den kære trikotbærende mand hedder i virkeligheden, har stået forrest i Marvels filmfabrik, da der skulle rides med på den udvandede bølge af superheltefilmatiseringer. Hvad kunne da ellers indeholde mere potentiale end svigermors drøm iklædt de velkendte, amerikanske farver?
Det ville være oplagt at sige, at der en del mere potentiale at hente andre steder, men lad os nu bare holde os til, at Captain America er en simpel action-fanfare blandet med lidt kærlighed, lidt politisk polemik og tonsvis af skamløs selvpromovering af amerikanske idealer. Det er ikke den dybe tallerken, det er ikke videre originalt, og det er i længden heller ikke synderligt interessant.
Det er den typiske heltehistorie, hvor hovedrollen starter ud som et forsmået, men oprigtigt mandfolk, der lige pludselig står til at redde hele jorden, besejre skurken og selvfølgelig få den smukke pige. Med andre ord ved vi ligesom godt, hvad klokken har slået, når det kommer til den typiske Hollywood-produktion.
Det er et spinkelt grundlag, men når vi nu alligevel får Chris Evans i en helterolle, som han faktisk klarer meget godt (vi glemmer lige hans tidligere eskapader i The Fantastic Four), og en lang række kendte ansigter, der kan bakke op om ham, når historien bevæger sig ud på tynd is, så kan Marvel roligt sætte deres helte-maraton på autopilot uden de store bekymringer.
Holder man Captain America op imod sine søskendefilm som Thor og Iron Man, er det dog i sidste ende en generel smagssag, om man finder USA's omvandrende plakatsøjle værd et kig. Skal man derimod være fuldstændig objektiv, så fristes man til at sige, at filmen klarer sig helt ligesom alle de andre superhelte i Hollywood: Ganske fint, men også alt for forudsigeligt.

Ekstramateriale:
Der er ærlig talt en røvfuld ekstra indhold gemt på skiven, når man er færdig med Captain America, især for de folk, der har en forkærlighed for Marvels univers "bag om kameraet"-optagelser.
