Hver superhelt har sine dæmoner at bakse med, og det er ikke kun deres personificerede nemesis, superskurken, som støjer i nabolaget. Iron Man bakser med sin stolthed og indre traumer. Thor bakser med familiens stridigheder. Hvad gør Captain America i denne sammenhæng? Han bakser med krigen og loyaliteten til sine værdier, for det er aldrig ligetil når politiske idealister mænger sig. I kaptajnens fortid var det den nazistiske sidegeschäft, Hydra, som var manifestet på den visionære ondskab.
Det var dengang, men hvad så med nutiden for den patriotiske duksedreng? Mjaaa, uden at afsløre for meget, så opdager Nick Fury at der er noget råddent i hans eget bagland, S.H.I.E.L.D.. Noget som Captain America og hans lækre kollega, Black Widow, ufrivilligt hales med i.
Du skal nu ikke være den skarpeste kniv i biografsalen for at regne komplottet ud. Captain America: The Winter Soldier følger forudsigelighedens brødkrummer, men til gengæld gør filmen det selvsikkert og med styr på ambitionerne.
Marvels franchise balancerer altid på kanten af sin egen forfængelighed, men i Captain Americas svære toer strammes tøjlerne og henter helten ned til et bekvemt jordnært plan. Anden actionsekvens er noget så klassisk som en biljagt. Hver gang skudsalverne smælder og knytnæverne luftes, er det motiveret af noget reelt farefuldt. Noget som engagerer os meget mere, end Captain America og Iron Man der genstarter en turbinemotor.
Udover det lidt forudsigelige plot, så har The Winter Soldier ikke mange ridser i lakken. Det har til gengæld den teknik som filmen afspiller på. Jeg ville ønske dette nåede frem som internt memo til alle amerikanske filmproducenter: Enten så laver I 3D-film med rolige billeder og kompositioner. Eller også så dropper I 3D og bruger løs af håndholdt kamera og hektisk klipning. I kan ikke gøre begge dele. The Winter Soldier vises i 3D, mens den absolut burde nydes i 2D.
For sikkert fodfæste, burde du se den første Captain America forinden, for referencerne er mange, og forklaringerne er få. Obligatorisk for Marvel-film, så husk også at blive siddende efter rulleteksterne. Dem alle sammen. Og hvis du har set WarGames fra 1983, så fanger du også en suveræn inside-joke i filmens midte.
Det som gør The Winter Soldier godt eksekveret, er dens fokus på dramaturgien som flyder over de to timer. Den starter i det jordnære, opbygger mystikken, følger fokuseret en lineær vej mod konfliktens hovedgære, indtil alle kort er på bordet og det hele eksploderer i et over-the-top ramasjang. Lidt det som The Avengers manglede: Samling på tropperne.
Marvel-film kan ikke kun leve på flotte effekter og Starks kække bemærkninger. Det er godt indhentet af The Winter Soldier, som er rustikt, historiehåndværk, uden dog at sætte punktum på bedrifterne. Marvels taktik er åbenbart, at efterlade os med et lille tomrum for forbedringer - til næste gang.
Spillet baseret på filmen, dukker op til mobiler i slutningen af denne uge. Du kan se traileren for dette herunder.