Jeg ved godt, at der står et sekstal derovre i højre side, hvilket betyder, at første sæson af Carnivàle er knap så god, som den kan være, men det er samtidig en af de karakterer, der virkelig fortjener at blive forklaret ordentligt, for serien er overhovedet ikke hverken tam, dårligt instrueret, ringe skrevet eller fyldt til randen med kummerlige skuespilpræstationer. Det eneste der taler mod Carnivàle er det søvndyssende langsomme tempo, som serien bevidst er blevet trukket ned i. Egentlig er et lavere tempo præcis, hvad serier skal gøre. Hvor film skal være færdige indenfor et par timer og maksimalt kan være tre timer, da biograferne ellers ikke kan vise den nok gange i løbet af en dag, så har serierne mulighed for at dvæle længere i forhold, personer og historier - og det gør Carnivàle i den grad.
Historien tager sit afsæt i Ben Hawkins (Nick Stahl), en ung mand, der lige har mistet sin mor og som slutter sig til et omrejsende cirkus af misfostre. Han er fra starten anderledes, har et eller andet gemt i kroppen, en eller anden evne, og får de mest virkelige og ubehagelige mareridt. Drømme om Første Verdenskrig, cirkusbjørne, hans far og tatoverede indianere, er bare noget af det, han skal tøjle. Samtidig deler han tilsyneladende skæbne med Justin Crowe (Clancy Brown), en præst, der gemmer på en uhyggelig fortid. Det hele blandes sammen med de menneskeskæbner, der er i det omrejsende cirkus og de byer som de kommer til, men selve omdrejningspunktet ligger hele tiden i baggrunden. Vi får kun meget, meget lidt serveret af gangen.
Og det er egentlig rigtig synd. Det virker faktisk lidt som om manusforfatteren Daniel Knauf, har manglet en sparringspartner, der kunne hive lidt i ham og komme med et par gode råd og ændringer. Det føles mere som om han skriver på en totusinde sider lang bog, end på en serie, der kan ende med at blive trukket ud af tv-programmet efter kun en sæson. Enkelte af de 12 afsnit, som sæson et rummer, fungerer virkelig godt, og har den perfekte balance mellem den underliggende historie og samspillet de mange forskellige karakterer imellem, men de fleste bliver langtrukne stilstudier i, hvordan man bare ikke skaber noget så episodisk som en tv-serie. Det er ikke helt så slemt, når man, som jeg har gjort det, ser dem på DVD en to-tre stykker af gangen, men var jeg en amerikansk tv-seer, der fik et nyt afsnit om ugen, så tror jeg ikke tålmodigheden havde været der, til at følge slænget hele vejen.
Tempoet er nærmest ikke-eksisterende i Carnivàle, mens dialogen holdes på et minimum i mange passager, og du skal i stedet suge til dig af billedsiden. Og den er imponerende. Det støvede Texas, de gamle og rustne skurvogne, cirkusets omvandrende skæbner med skæl, skæg (der er tale om en dame) og tankelæsende evner, de gamle skilte, den romantiske æra (trods depressionen på det tidspunkt i Amerika) og de skramlende biler, er alle sammen formidabelt gengivet. Der hviler en helt speciel atmosfære over serien, og der er ingen tvivl om, at Carnivále som idé er helt anderledes, end alt andet der bliver lavet i Amerika i øjeblikket.
Men som serie skal den se at få lidt mere styr på rytmen. Ikke nok med at hvert afsnit er instrueret af en ny instruktør, noget jeg i øvrigt hadede ved Steven Spielbergs Taken, fordi det gav et meget rodet billede, så stikker hvert afsnit også i helt forskellige retninger, og nogle gange står de centrale karakterer helt stille i længere tid, hvilket slet ikke giver nogen mening. Jeg har anden sæson liggende her ved siden af mig og jeg går i gang med den, ligeså snart det sidste bogstav er sat i denne anmeldelse, men der skal til at ske et mindre mirakel, hvis ikke en hamrende god idé, hvis den ikke skal ende som en ret så gumpetung og retningsløs serie.