Chihiro og heksene tager sin begyndelse da Chihiro og hendes forældre er på vej hen til en ny by, de skal flytte til. Undervejs kommer de gennem en skov og der ser de en gammel port. Nysgerrige som de er, går de gennem porten og ind til hvad der ligner en nedlagt forlystelsespark.
Overraskende nok er der dog en masse frisklavet mad i en af boderne de kommer forbi. Chihiro er bange og vil gerne væk derfra, men hendes forældre sætter sig til at æde løs. Inden længe bliver de forvandlet til svin og Chihiro er alene i en verden beboet af alverdens ånder og andre mærkværdige væsner. En dreng ved navn Haku, der besidder magiske kræfter, hjælper Chihiro væk fra den lille by og ind på badeanstalten, hvor han er heksen Yubabas højre hånd.
Med hjælp fra ham og den lidt mystiske Kamaji lykkedes det Chihiro at få arbejde på badeanstalten.
Yubaba er en hård leder og kaster den noget pivsede og lidt forkælede Chihiro ud i hårde opgaver fra første øjeblik.
Lyder dette en anelse for banalt eller plat i dine øjne? Så på med fantasiens briller. Chihiro byder på en smuk fortælling om kærlighed, trolddom, jalousi og mod. Med andre ord, alle ingredienser til et smukt og gribende eventyr. Her er tale om en smuk og malerisk tegnefilm, der på underfundig vis beskriver overgangen fra barn til voksen og de kvaler man gennemgår i denne fase.
Hayao Miyazakis kendte stil og ånd går igen hele vejen, og for mig var det alle hans bedste kvaliteter som historiefortæller, mast ned i en og samme film. Figurerne i denne film virker for mig som langt de bedste i nogen Miyazaki film. Der er meget stor variation mellem personerne og dybden af karaktererne imponerede mig.
Alle vokser gennem filmen og ændrer enten helt eller delvist tilhørsforhold og levevis. Alt præsenteret så det virker troværdigt. Miyazaki formår med kyndig hånd at holde figurudvikling og historiens klimaks lige på grænsen, og gør det både særdeles betagende, men også ganske tilbagelænet.
Chihiro og heksene er som nævnt meget smuk. Miyazaki og Studio Ghibli har ganske enkelt overgået sig selv. Farver og streger går op i en højere enhed, og hele tegnefilmen er som et smukt levende maleri. Som om alt dette ikke var nok, så er lydsiden også en herlig velproduceret oplevelse. God variation mellem de mere storladne krigsfanfarer og rolige afdæmpede hymner præger lydbilledet.
Derudover er stemmeskuespillet, som vi er vant til ved Miyazakis film, virkelig gennemført. Også på dansk er stemmeskuespillet rigtig godt. Noget der ofte føles som en mangelvare i danske udgaver af denne type tegnefilm. Men her er valgt de helt rigtige folk til rollerne. Personligt var det især skuespillernes indlevelse der rørte mig. Jeg blev grebet af den følelse de lagde i figurerne, og dette gjorde blot hele oplevelsen endnu mere gribende.
Chihiro og heksene vandt en Oscar for bedste tegnefilm, da den kom i biograferne i vesten. For mig er den et præmieeksempel på, hvordan tegnefilm skal skrues sammen. Her bruges det tegnede formats muligheder for smukke billeder, og samtidig er historien tilpas godt skruet sammen til at alle aldre vil føle sig helt hjemme. Chihiro er en af den slags film man simpelthen ikke må snyde sig selv for.