Civil War

En forfærdelig borgerkrig har revet USA op med rod. Detaljerne er uklare, bortset fra at den uventede alliance mellem Californien og Texas har erklæret krig mod Washington DC. Men én ting står klart for krigsfotografen Lee Smith: Hun vil have svar fra USA's kontroversielle præsident (Nick Offerman), en magtbegærlig mand, der har låst sig inde i Det Hvide Hus og har derigennem udelukkende eskaleret USA's blodige situation. Smith (spillet af Kirsten Dunst) får følgeskab af journalisten Joel (spillet af Narcos-stjernen Wagner Moura), veteranjournalisten Sammy (spillet af Stephen McKinley Henderson) og nyankomne Jessie (spillet af Cailee Spaeny), en ung amatørforfatter, der er træt af at trille tommelfingre i trygge Missouri for at følge i fodsporene på sit idol Lee Smith.

"Civil War" er som en moderne "Apocalypse Now"; det er et mørkt, rettidigt blik på krigens meningsløshed og elendighed. De politiske årsager og konsekvenser er ligegyldige, når vi følger journalisterne til Washington, landets døende hjerte, for det kunne være blevet udløst af en hvilken som helst grund. Garland undgår at tage parti her eller give publikum svar på tiltale, hvilket opbygger en ekstremt usikker og utryg atmosfære gennem hele filmen. Garlands arbejde er næsten dokumentarisk, når han udforsker den kontinuerlige vold, der æder stat for stat op, og det er skræmmende smukt, hvordan personernes sort-hvide fotografier blinker gennem de intense actionsekvenser for at skære igennem adrenalinen.

Kirsten Dunst er strålende som en krigshærget fotograf, der brænder mindet om alle de ofre og den elendighed, hun nogensinde har indfanget med sin kameralinse. Dunst føles utrolig ægte og troværdig som en tilskuer, der for det meste bare står i baggrunden for at dokumentere helvede, men som også føler hver eneste lille rædsel skyde igennem sig som projektiler - uanset hvor meget hun holder hovedet nede, og undgår at tage aktiv del på den ene eller den anden måde. Det er dog Cailee Spaeny, der bliver filmens virkelige stjerne, da hun kaster sig ud i en situation, som hverken hun eller seeren rigtig forstår. Det eneste, vi forstår gennem hende, er, at der må være en form for logik bag råheden og brutaliteten, men det er der selvfølgelig aldrig.

Når man når til Washington DC, til filmens eksplosive finale, efterlader filmen seeren med en ødelæggende følelse af tomhed, hvilket er både godt og skidt. Der er ikke meget, der ændrer eller udvikler sig i løbet af historien, som mest af alt tilbyder seeren den ene dystopiske vision efter den anden, og for den seer, der havde forventet lidt mere politisk bid, kan filmen føles en smule skuffende. På den anden side fungerer den koldt distancerede fortællestil virkelig, hvor Garland, ligesom journalisterne, ikke fordrejer eller vender betydningen af borgerkrigen. Ligesom et fotografi siger et billede mere end tusind ord, og det lykkes for Garland her. Dialogen er dog ikke helt på niveau. Den er ofte klodset og dovent leveret, når det kommer til at dumpe ekspositioner om verdenssituationen, som ofte bliver uinteressante i det lange løb. Filmen er bedst, når den er stille, kold, fokuseret på de stille øjeblikke mellem de øredøvende skud.

Kirsten Dunsts karakter udtrykker håb om, at hendes billeder vil være en slags advarsel til offentligheden, et fremtidsvindue ind i en lidelse, som kan undgås, hvis vi bare stopper op og løser problemerne, før de løber løbsk. Det samme kan siges om "Civil War" generelt, hvor Garland på forfriskende apolitisk vis fremkalder et fotografi af et moderne samfund, der kan kollapse når som helst. Med tanke på, hvad der sker i verden lige nu, er det ofte skræmmende at se tristheden i et alternativt Amerika - især i den polariserede tilstand, vi befinder os i lige nu. Det hjælper også, at lyden og billederne er hårrejsende bombastiske og realistiske for virkelig at minde publikum om, at man heller ikke kan holde sig for ørerne, mens de lukker øjnene.

"Civil War" er med andre ord en effektiv antikrigsfilm, der formår at være både stemningsfuld, dystopisk og brutal i sin dokumentariske stil. Det er en vellavet krigsthriller om journalistens enorme ansvar i et uansvarligt landskab, der, ligesom sin hovedperson, vil sætte sig fast i hukommelsen. Den minder ofte om "Children of Men" i sin ambition, sit budskab og meget mindeværdige musikvalg, og det ville være direkte tragisk, hvis dette virkelig er Alex Garlands sidste film. I det mindste kan han være glad for, at han sluttede sin karriere med flaget hejst - et flag fyldt med krudt, blod og skudhuller.