Clerks ramte mig i solar plexus tilbage i 1994. Dens ægte dialog, ligeså ægte karakterer og helt igennem tåbelige situationer, var fremragende underholdning. Men filmen var også så meget mere. Det var et øjebliksbillede af mit eget liv (ikke at jeg arbejdede i en butik), men det var der jeg var rent mentalt. Tåbelige diskussioner om Star Wars, sex, meningen med livet og de typiske vandrehistorier fra ens gymnasietid, fyldte alt dengang. Og Kevin Smith fik sagt alt det, jeg tænkte. Mallrats havde ikke helt samme resonans, men der var unægtelig stadig masser at komme efter, og Chasing Amy var decideret smuk i både tanke og udførelse. Dogma er måske der, hvor du er steget med på vognen (den gik i det mindste i biografen), men glem både den og Jay & Silent Bob Returns, for de er ikke særligt vellykkede.
Her en del år senere, hiver Smith de to tidligere Quickstop-assistenter tilbage i rampelyset i, hvad han opfindsomt har kaldt Clerks II. Butikken, som de to herrer i 30’erne kørte i den oprindelige Clerks, er brændt ned til grunden, og de har nu i stedet fået arbejde på Moobys (en fastfoodkæde, der er en fast bestanddel af Smiths skæve univers). Dante Hicks (Brian O’Halloran) har i mellemtiden scoret en lækker og ikke mindst stenrig forlovet, der nu trækker ham ud af det leverpostejsfarvede New Jersey og en tur til Florida, for at passe en af svigerfars mange bilvaske. Det er kort sagt Hicks sidste dag som burgervender. Men Randel lader ham ikke slippe så let, og inden dagen er gået, har de både fået en Ringenes Herre-fan til at kaste op, været ude og køre gokart i arbejdstiden, diskuteret alt fra sex til børn og stoffer, samt bestilt et ægte dyresexshow. Nej, der mangler ikke noget i Clerks II.
Der er ingen tvivl om at Clerks II, ligesom etteren, er en komedie, men dermed ikke sagt, at Kevin Smith ikke fået læsset godt på med betragtninger omkring kønnene, verden i al almindelighed og kærlighed i mere end en forstand. Glem for et kort øjeblik, at du er nødt til at fnise, grine og le hele tiden, for under det hele er der så mange vidunderlige tanker og erklæringer til det ene og det andet, at det er svært ikke at holde af Clerks II. Smith lever for dialogen og taler for dem i begyndelsen af 30’erne (hvilket også betyder mig), og det betyder alt for oplevelsen. Har du rundet det første skarpe hjørne, har du nogensinde læst tegneserier, set obskur sex på nettet, tænkt over livet, være forlovet eller bare forelsket, så siger Clerks II det hele.
Selvfølgelig er Clerks II ikke lige så bidende komisk som den oprindelige film, men Smith er også blevet ældre, og det samme er hans publikum, så det ville unægtelig virke underligt, hvis han nærmest lavede en slags American Pie-film. Clerks II er præcis hvad der sker, når karaktererne, universet og tankerne får lov til at ligge gære, og jeg kan næsten ikke ønske mig mere, end hvad jeg lige har set mig igennem. En fremragende, sjov og ikke mindst uforglemmelig film.