Cloverfield

Da den første teaser til J.J. Abrams monsterprojekt landede på nettet, blev jeg spændt. Da traileren udkom, blev hele situationen ikke bedre. Jeg vidste, at dette var en film, der skulle ses i biografen, koste hvad det ville. Da jeg endelig havde set den, havde jeg ikke bare set en almindelig film. Cloverfield er en oplevelse ud over det sædvanlige, og i biografmørket er den på alle måder fænomenal. Den rungende surround-lyd og det kæmpe lærred fangede mig, som intet andet havde gjort i årevis. Derfor var det også med en dyb ærefrygt at skulle gense Cloverfield på en lille skærm, uden en kæmpe lyd. Jeg var faktisk parat til at hagle mine kritiske aner ned over filmen, da jeg inderst inde mente, at dette var en one-time wonder kun egnet til biffen. Men efter at have genset filmen i min egen stue, er jeg langsomt blevet overbevist. Denne film fortjener en plads på DVD-hylden.

Den spirende forretningsmand Rob Hawkins, har fået et job som vicedirektør i et stort firma i Japan, og bliver derfor hyldet med en kæmpe surprise-party i Manhattan, hvor alle hans venner kommer, deriblandt hans eneste ene, Beth, som han har været lun på siden high school. Til festen bliver Robs ven Hud sat til at filme nogle afskedstaler fra gæsterne som et minde til Robs rejse, idet Robs bror Jason, ikke selv gider at gøre det for sin kæreste. Musikken pumper løs og folk drikker sig stive, imens Hud forsøger at fange alle aftenens saftige detaljer på bånd, samt prøve at score den lidt specielle Marlena. Festen går dog ikke helt som planlagt, da Beth og Rob kommer ud i et skænderi, der gør at Beth forlader festen i utide. Snart går det dog op for Rob, Hud og resten af gæsterne, at det er det mindste af deres problemer. De sidste ord der bliver sagt inden monsteret angriber er et råd fra Jason, om at Rob ikke må lade Beth forsvinde ud af sit liv. Med den på begynder et monsterangreb, som det aldrig er set før.

Opskriften er jo egentlig dybt enkel. Man giver en ikke så enormt vedkommen person et kamera i hånden, i dette tilfælde Robs halvdumme ven Hud, og så optager han alt, hvad der sker. Når man ser på slutresultatet kan man dog efterfølgende se, at dette er lettere sagt end gjort, for hvad der er blevet proppet ind i filmen af special-effects og imponerende billeder, er mig stadig lidt ubegribeligt. Håndholdte optagelser og skræmmende realistiske scenarier, med referencer til bl.a. 9/11 gør, at man flere steder sidder på kanten af sædet. På fornem vis formår filmen at trække én gennem alle sider af byen, fra de paniske gader og mørke undergrundsbaner, til de højeste skyskraber og flyveture over byen, uden nogensinde at give slip på den håndholdte stil.

At samtlige skuespillere i filmen samtidig er stort set ukendte, gør bare filmen des mere troværdig. Alle formår faktisk mere eller mindre at skabe en personlighed, og virker ikke bare som dumme kludedukker i et spil kegler. Det gør også den smule historie der er, interessant og medrivende.

Men denne film kaldes jo ikke bare en monsterfilm for ingenting. Monsteret i Cloverfield er nok det mest forfriskende af dens slags i det seneste årti. Gennem filmen får man via tv-optagelser og Huds vaklende kameraføring, mere og mere at vide om bæstet, men når filmen slutter, sidder man stadig med en stor bunke spørgsmål. Mystikken omkring dette kæmpebæst er fabelagtig, og bare det at selv USA's militær føler sig fortabte, er nok til at tilfredsstille mine monster-lyster.

Cloverfield er et must see for alle, det er en helt speciel oplevelse, med et brag af en lydside. Sørg for at se den med en ordentlig skærm og nogle store højttalere, så er oplevelsen hjemme. Jeg ryster stadig.